Læsetid: 3 min.

Demonteret

9. april 2002

RIMELIGT DRAMATISK, sagde Venstres formand for Folketingets Miljøudvalg Eyvind Vesselboe, da han i sidste uge skulle karakterisere den omskrivning af Danmarks Nationale Strategi for Bæredygtig Udvikling, som han ved samme lejlighed bebudede. Den ny VK-regering har for nylig ved nærlæsning af den gældende strategiplan – udformet sidste år af SR-regeringen – indset, at man nødvendigvis måtte lave »store ændringer«, hvis planen skulle bringes i harmoni med VK’s minimalistiske regeringsgrundlag på miljøområdet.
Og som bebudet, så gjort. Regeringen lagde mandag et forslag til ny bæredygtighedsstrategi på internettet, samtidig med at man inviterede til offentlig høring om strategiplanen. Fordi, som miljøminister Hans Chr. Schmidt sagde, »det er meget vigtigt, at den fremtidige realisering af målsætningerne i strategien for bæredygtig udvikling har folkelig opbakning.« Folket skal høres over de næste 21 dage – hvis ellers folket kan finde planen på web-adressen www.mst.dk/tvær/07000000.htm – som ikke virkede mandag.
Bæredygtighedsstrategien er Danmarks input og signal til det globale topmøde om miljø og udvikling – kaldet Rio+10 – som skal afholdes i Johannesburg sidst i august, med Danmark i rollen som formandsskab og forhandlingsleder for EU. Og de, der trods web-svigt alligevel har skaffet sig indsigt i den ny plan, må give Vesselboe ret i, at ændringerne af den vigtige plan er dramatiske. En dramatik, der ikke bliver mindre af, at planen lagdes frem på samme dag, som Energistyrelsen måtte meddele, at Danmarks udledninger af CO2 sidste år steg med tre procent fremfor at falde.

MAN BEHØVER bare at læse VK-planens indledende afsnit om ’visioner og mål’ for at indse, at Danmark nu skifter miljøpolitisk kurs, så det vil noget. Tillad en smule sammenlignende tekstanalyse:
nHvor SR-planen sagde, at »Regulering med forbud og påbud skal suppleres med f.eks. afgifter, tilskud, omsættelige kvoter, information og dialog«, siger VK-planen, at »en øget anvendelse af markedsorienterede virkemidler, som f.eks. afgifter, tilskud, omsættelige kvoter, og information og dialog med borgere og virksomheder være hensigtsmæssig.« Forsvundet ud af dansk miljøpolitiks visioner og mål er forbud og påbud som politiske redskaber.
*Hvor SR-planen sagde, at »på lang sigt skal vi begrænse forbruget af ressourcer til ca. 25 procent af det nuværende forbrug«, siger VK-planen, at »som led i regeringens bestræbelser på at opnå en bæredygtig udvikling og bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre er pejlemærket på lang sigt at begrænse forbruget af ressourcer til 25 procent af det nuværende forbrug.« Et ’skal’ er blevet til et ’pejlemærke’.
*Hvor SR-planen fastslog, at »princippet om at forureneren skal betale, skal efterleves konsekvent«, siger VK, at »princippet om, at forureneren skal betale, skal efterleves.« Væk er konsekvensen.
*Hvor SR ville »øge brugen af økonomiske virkemidler« såsom grønne afgifter, vil VK »undersøge, hvordan anvendelse af markedsorienterede virkemidler kan medvirke« til at løse miljøproblemer. Handlingsorienteringen er afløst af et ønske om at ’undersøge’.
*Hvor SR ville arbejde for »en international afgift på flybrændstof«, der belaster klimaet med store mængder CO2, er VK tavs.
*Hvor SR sagde, at »Det offentlige skal gå foran med en grøn indkøbspolitik«, konstaterer VK blot, at »det offentlige selv er en vigtig forbruger og har derfor mulighed for at påvirke markedet.«
*Hvor SR betonede, at alle borgere skal have »mulighed for at deltage i beslutningerne og adgang til at klage på miljøområdet«, noterer VK alene, at offentlighedens deltagelse i beslutningerne er »væsentlig«. Væk tilsyneladende med borgernes klageret.

KUN NÆRVÆRENDE teksts længde begrænser den sammenlignende tekstanalyse, der dokumenterer, at Danmark på få måneder synes at skulle opleve en vidtstrakt demontering af den miljøpolitik, som det har taget årtier at opbygge. Det er slemt og temmelig ubegribeligt i betragtning af, hvilke pinlige figurer miljø-, udenrigs- og statsminister kan komme til at udgøre i Johannesburg, når de på EU’s vegne skal lægge pres på u-landene for at leve op til skærpede miljømål som led i en Global Deal. For hvordan vil man vinde u-landenes tillid, når man selv møder med en amputeret national miljøstrategi og amputeret støtte til miljøprojekter i u- og østlande?
Det er ikke mindst slemt, fordi det var slemt i forvejen. SR-regeringens strategiplan blev sidste år kritiseret for at mangle klare mål og tidsfrister og for at skjule de reelle grundkonflikter ved at love danskerne i både pose og sæk: Mere økologisk bæredygtighed og mere økonomisk vækst. Det mål, miljøminister Svend Auken tilbage i 1995 formulerede om at bringe Danmarks forbrug, produktion og miljøbelastning inden for vort såkaldte ’økologiske råderum’, har forlængst fortonet sig.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu