Læsetid: 6 min.

Og det var dengang III

En sommerserie kaster lørdag for lørdag på datoen tilbageblik i udvalg på danmarks- og verdenshistorien
22. juli 2006

Den 22. juli er datoen for et af de helt store nederlag - af mange - i danmarkshistorien, forunderligt nok med den konge som nederlagets centrum med det alt i alt noget misvisende tilnavn, Sejr.

Valdemar til fornavn, Valdemar Sejr. Om manden ved man ikke meget, det lå ikke i tiden, at nogen nedskrev analyser af aktørerne i det storpolitiske spil. De, der skrev, skrev i det store og hele kun, hvad de fik besked på. En senere tid, Romantikken, har givet Valdemar sind og sjæl; B.S. Ingemanns prægtige roman om den markante konge har dannet adskillige generationer af danskeres billede af Højmiddelalderens Christian den 4. Sejr er måske ikke så misvisende endda. Fra 1205 til 1219 fører Valdemar erobringskrig mod hele Østersøbækkenets ugudelige befolkninger, rene korstog med økonomiske og handelspolitiske bagtanker og med brodden vendt mod Hansestædernes vældige forbund. Som bekendt kulminerer det hele med slaget ved Lyndanis, hvor Valdemars hær i samarbejde med de tyske korsriddere, der var en værre bande og vildt farlige allierede, knuser esternes modstand. Under kampen skvatter Dannebrog ned fra himlen.

Om hele begivenheden gav Valdemars propagandister den ikke for lidt i understregningen af felttogets åndelige karakter. To biskopper, Århus og Slesvig, deltog i løjerne, ikke at forglemme den gamle ærkebiskop Anders Sunesen, hvis rolle i slaget var som kontaktmand til Vorherre. Denne syntes ifølge overleveringen at have stillet visse krav til ærkebiskoppen, nemlig at denne holdt armene højt i vejret i anråbelse og bøn. Gjorde Sunesen sådan, vandt danskerne (og tyskerne), sænkede han armene, fordi han ganske enkelt blev træt, trængte esterne Valdemars folk tilbage. Derfor fandt man i generalstaben ud af at lade et par mere udholdende og yngre folk støtte de ærkebiskoppelige overarme, og danskerne (og tyskerne) vandt slaget.

I den romantiske nationalfølelses periode omkring 1801-07, da danskernes selvtillid var rystet efter nederlagene til englænderne, kom Estlands-felttoget og historien om Dannebrog højt på hitlisten. Maleren C.A. Lorentzen malede i 1909 et rædsomt billede af begivenheden, et maleri, der reproduceredes i tusindvis, og som ingen skole med respekt for sig selv undlod at smække op på væggen til opbyggelse for ungerne. Helt op i 1950'erne - eller måske netop på den tid - var Lorentzen fast dekoration på klummistens frederiksbergske ærkekonservative folkeskole, og klasselærerinden, der var meget, meget, meget national og ville have elsket Søren Krarup, demonstrerede gerne og længe, hvorledes det var, at bisp Sunesen havde holdt armene i vejret med flagnedfaldet til følge. Ak ja, det var tider!

Dagmars død

I en senere litterær tradition optræder Valdemar dog i kunstens virkeliggørelse, nemlig i den berømteste af de såkaldte folkeviser, den om hans første dronnings tidlige død i barselsseng, uden at man dog ved, hvor gammel hun var. Dødsfaldet er dateret til sent i maj 1212 og afstedkom visse forestillinger om dronningens helt særligt elskelige og noble karakter. Visen om dronningens død er formentlig blevet til i den eftertid, der var præget af borgerkrige, hvor det var nogen alt om at gøre klart, hvor uansvarligt Valdemar testamentarisk havde delt riget mellem sine tre uvorne sønner. På det tidspunkt var ung Valdemar, Sejrs medkonge og søn med Dagmar, død efter at have skudt sig selv (vistnok) i foden med en armbrøst. Dagmar forlanger, at kongen ikke deler riget, og er altså heltinde for kritikere af Valdemars dispositioner.

Dagmars skæbne er ikke usædvanlig i tiden: døden i barselsseng, som også blev udgangen for dronning Berengaria, Dagmars efterfølger på de kongelige lagner. Berengaria blev i en fjernere eftertid fremstillet som en led harpe, hvad der overhovedet ikke er belæg for. Men hun var portugiser og sikkert i modsætning til Dagmar, der var fra Böhmen, sorthåret og fremmedartet. Man skal i øvrigt heller ikke lægge for meget i, at samtidens kilder nævner hendes betagende skønhed. Alle dronninger var pr. definition overjordisk smukke. Man kan kalde øvelsen for de samtidige krønikeskriveres fornuftige investering i egen sikkerhed således at smøre linsen med vaseline og hæfte det hele op med roser bestænket af vievand. Hellige var dronningerne nemlig også altid. Som alle ved, lå Dagmar udi Ribe syg og lod sig hente til Ringsted, hvor hun da også fik sin grav i Sct. Bendt (eller dengang Benedikt). Inden det kom så vidt i den mest berømte transportscene i dansk litteratur, er det at kongen rider fra Gullandsborg, formentlig Skanderborg, helt til Ribe i ét stræk. Det er langt, 125 kilometer, og det gør man næppe på én dag, i hvert fald ikke med den samme hest. Men det præsterer Valdemar altså ifølge visen:

Der han red af Gullandsborg,

da fulgte ham hundrede svende.

Der han red over Riber Bro,

da var den herre alene.

Hvad enten der nu har været tale om lidt kreativ bogføring i rejseberetningen, eller kongen virkelig slog alle rekorder, er det et stærkt vers, hvor man hører hestens prusten, læderværkets knirk og knag og brynjens og sværdets klirren. Så tramper han ind i fruerstuen, for sent, madame er kreperet. Men oh, underet sker, Dagmar vågner fra de døde og tager løfterne af husbond, løfter som han alle tre bryder: han giver ikke de fredløse fri, han gifter sig igen og dét med Berengaria, som er så besk en blomme, og han deler som sagt riget. Hvad Dagmar har indskærpet er at lade riget gå i arv til ung Valdemar, men det kan som anført ikke lade sig gøre, da han allerede dør i 1231. Og derfor går det også ad helvede til, og dronningen er jo vågnet fra de døde ved Guds mellemkomst, hvis skulle det ellers være, og kongen er på kanten til at begå helligbrøde ved at profanere sine hellige løfter.

Francos brøler

En anden efterfølger, som har at gøre med datoen 22. juli, er Spaniens nuværende konge Juan Carlos, der den dag i 1969 af diktator Franco blev ophøjet til efterfølger og kommende leder af den fascistiske spanske stat. Men i den sag gjorde Franco regning uden vært. Da den gamle diktator omsider stillede støvlerne i 1976, viste det sig, at han havde næret en slange ved sin barm. Juan Carlos var ikke indstillet på at videre-føre Francos rædsomme regime, men indstillet fra top til tå på demokrati. Sådan set havde det ikke været Francos mening at gøre Juan Carlos til andet end kransekagefigur, men da diktatorens nærmeste medarbejder og for ham at se eneste efterfølger, blodhunden Carero Blanco, blev sprængt i luften af baskiske frihedskæmpere i Madrid i 1973, var der simpelthen ingen anden i naturlig arvefølge. Franco var ikke just en hersker, der tænkte på tiden efter sig selv, men har formentlig opfattet Juan Carlos som et harmløst fæ. Da det kom til stykket, og Franco omsider døde, blev kongen garant for en fredelig overgang til parlamentarisk styre.

En imponerende skikkelse i de ellers ørkesløse anakronistiske europæiske konge-huse, der mere og mere fungerer som faste medarbejdere i sladderbladene og dybest set er en fornærmelse mod folkestyrets idé. Så meget mere imponerende en rolle kom Juan Carlos til at spille ved kupforsøget i februar 1981, da den latterlige, men også farlige oberst Antonio Tejero de Molina i spidsen for 200 politifolk og civilgardister besatte det spanske parlament i Madrid, Cortes, og tog 350 politikere som gidsler.

I timerne efter besættelsen stod det ikke lysende klart, om vigtige hærenheder og dele af panservåbnet ville være loyalt, situationen kunne derfor udvikle sig kritisk. Men kongen iklædte sig generalsuniform, trådte frem på tv og manede til forfatningsmæssig korrekthed, samt drog til den store militærforlægning i Zaragoza, hvor han forlangte enhedernes troskabsed repeteret. Dette var en meget modig handling. En eller anden frustreret officer kunne godt have fundet på noget. Kongen kom bagefter til at stå som symbol på det moderne Spanien og blev respekteret bredt i det spanske samfund. I den forstand var datoen den 22. juli, da Franco begik sin brøler, afgørende for det hidtil så plagede land.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her