Læsetid: 6 min.

Og det var dengang IV

En sommerserie kaster lørdag for lørdag på datoen tilbageblik i udvalg på danmarks- og verdenshistorien
29. juli 2006

Den 29. juli 1856 døde Robert Schumann på nervesanatoriet i den lille by Endenich ved Bonn. De sidste år af den store romantiske komponists liv var formørket af uhelbredelig sindssygdom, en skræmmende tilstand hvor den arme mand ikke kunne få fred for musikken, der ustandseligt kørte rundt i knolden på ham. En slags evig indre muzak af højere kvalitet end den i supermarkederne, det ved man fra en samtale i et lysere øjeblik, nemlig hans egen. Men alligevel. Og han kunne ikke slukke for den, hvad man jo i øvrigt heller ikke kan, når det gælder muzak. Klummisten har tit undret sig over fænomenet. Man kan mene at en sådan undren er et alderstegn, men klummisten har på den anden side undret sig i årtier, ja lige siden ungdommens grønne dage over muzakken. Det siges at den får folk til at købe mere i supermarkedet, og det må de jo have undersøgt, ellers betalte blandt andre den gamle skibsreder, der hævdes at kunne lide musik, vel ikke for denne muzak i dagligvare-butikkerne. Mere gådefuldt er den evigt kværnende møgmusik på hotellerne. En gærende grød der akkurat ligger oven på hjernebjælken, uden man kan udelukke den af bevidstheden, der jo i forvejen er i kronisk truet tilstand.

Forklaringen kan være at muzakken i hotelrestauranten skal få folk til at æde i en fart og skrubbe ud. I så fald har det virket for godt, for som regel er der på sådanne spisesteder tomt som i en kirke om søndagen. Folk er åbenbart flygtet i forvejen. Hvorfor så muzak? Er man udstyret med gehør fra naturens side, er det så at sige uladsiggørligt at høre hen over det tonegriseri, muzak - ikke som regel er, men altid er. Hvad er meningen. Kender de folk ikke Robert Schumanns sørgelig skæbne?

Robert Schumanns situation var forfærdende og førte til at den syge til sidst - eller næstsidst - sprang i Rhinen en vinteredag, men meget mod sin vilje blev fisket op og som antydet anbragt på tosseanstalt. Den allerede da verdensberømte mand blev støttet og hjulpet, så godt hun kunne, af sin endnu mere verdensberømte hustru, den begavede Clara Schumann, som også H.C. Andersen var rundt på gulvet med. Ikke som Johannes Brahms, der var dødeligt forelsket i denne verdens første kvindelige megastar på klaver. Claras berømmelse er svær at sammenligne med noget i dag, for berømmelsens grundlag var så forskelligt dengang. Genidyrkelsen stod i centrum, men var nok mere entydigt rettet mod mænd. Clara måtte de dog bøje sig. Som pianist har hun formentlig været en af verdens største nogensinde. Hvordan det ville være at høre hende i dag, er nok mere tvivlsomt. Hun har helt sikkert spillet meget anderledes med rubato og 'sjæl'. Det er ikke godt at vide præcist, men meget tyder på det, for det var tidens stil. Det korte af det lange er, at hun førsteopførte klavermusik i lange baner, både af husbonden og af Johannes Brahms.

Midt i det hele skal man ikke glemme at Clara selv var komponist, men som sådan sat i skygge af mandfolkene. Det, hun har efterladt sig, og som er indspillet er godt - og i klar gæld til gemalen, men det er jo heller ikke så sært.

Historiens gang er mærkelig og nogle gange er der kortere mellem fænomenerne, end man umiddelbart tror. Hvis Clara Schumann bare var blevet 10 år ældre - hun fødtes i 1819 og døde i 1896 - ville hun som meget gammel dame have kunnet køre i rigtig bil. Det er da meget skægt at tænke på! Var hun blevet 95 havde hun oplevet Første Verdenskrigs udbrud. Det er mindre morsomt.

Hjortens flugt

29. juli 1796 - så lang tid siden er det - fødtes digteren Christian Winther på Næstved-kanten, det er ham med Hjortens Flugt og Flyv, fugl! flyv. Borgerskabet havde det ikke altid lige nemt med Winther, der var vild med det erotiske. I digtene kunne det nærme sig, for ikke at sige overskride, grænsen, når han beskriver 'Mundens Elskovs-møde', mens pigen der lader lokkerne vælde over elskeren som et telt, er parat til flere skrammer. Eller når digteren på dannelsesrejsen i 1830 til Italien - Winther havde arvet en masse penge - sætter meget direkte og umisforståelige og i tiden ganske oprørende og gudsbespottende ord på det for digteren væsentlige i tilværelsen:

De sammen gik til Brønden, De sammen gik paa Eng,

De sammen gik til Kirke,

Til Bords og i Seng.

Christian Winther, der i øvrigt var påvirket af både Byron og Heine, dyrkede også prosaen og skrev noveller og romaner, men i eftertiden stod han stærkest med den store digtcyklus om Sjællands natur og historie i Hjortens Flugt. Den er for længst afløst på konfirmandgavebordet af DVD'er og mobiltelefoner, men var et sikkert nummer dér i gamle dage, det vil bare sige 30-40 år tilbage, måske i visse højborgerlige eller konservative kredse endog lidt senere.

29. juli 7 år efter Christian Winthers død fødtes i landsbyen Radappio nær Ravenna i Italien en kraftig dreng, Benito Mussolini. Det er også underligt at tænke på at Mussolini, der gjorde sig til krigsherre i den til dato dengang mest mekaniserede krig med myriader af fly i luften, tanks i terrænerne og hurtige krigsskibe på søen, var født på en tid og blev 20 år gammel i en tidsalder, hvor hestevognen stadig var den primære befordring til lands. I klummi-stens barndom og tidligste ungdom kunne man fortsat møde hestevogne i København og folk på højre fløj, der udtalte om Mussolini: Ja, men han fik orden i sagerne og togene i Italien til at gå til tiden!

Det er også sket én gang at et yngre menneske, en rigtig iværksætter, udtalte noget lignende, det begav sig for ikke så mange år siden, hvor klummisten vantro bagefter lå og rodede på gulvet efter sine ører. Man skal som bekendt høre meget.

Genopstå og læs aviser

Den 29. juli er Luis Buñuels dødsdag, 29. juli 1983. Buñuel står fortsat som en af det tyvende århundredes største filmdigtere med En andalusisk hund, produceret sammen med Salvador Dali, som startskuddet og Begærets dunkle mål som slutstenen i et værk af de helt centrale i verdenskunsten. Sært nok benytter Danmarks Radio ikke sin særstilling i mediebilledet til at være reprise-biograf for folket. I en sådan kunne man f.eks. vise hele Buñuels produktion, så de unge også fik chancen. Rent bortset fra hovedstolen, filmene som stort set alle er uforglemmelige og med perler som Tro og lidenskab (1958), Viridiana (1961), Morderenglen (1962), Dagens skønhed (1965), Mælkevejen (1968) Tristana (1969), Borgerskabets diskrete charme ( 1972) og Frihedens spøgelse (1974), skrev Buñuel også som en drøm. Sine sidste år benyttede han til at skrive erindringer: Mit sidste suk, som her i landet kom i 1982 i Jesper Tangs fine oversættelse på forlaget Forum.

I denne højst anbefalelsesværdige selvbiografi, der ikke stikker noget under stolen, men er en af de mest ærlige selvfremstillinger man kan komme i tanker om, hilser Buñuel mod slutningen døden velkommen. Han forestiller sig at han på dødslejet får fyret en sidste brandert af, en sidste vits. Han omvender sig for at drille til kristendommen og modtager den sidste olie af en til formålet tilkaldt præst og dét for øjnene af sine forargede venner! Eftersom det meste af Buñuels værk havde været et langt opgør med kirkens forløjethed, kunne han ikke selv forestille sig noget mere morsomt end at tage fis på dem alle i sidste øjeblik, men ængstedes som iscenesætter ved i givet fald ikke at have kræfter til at gennemføre scenen til perfektion!

Som han siger, er der kun én ting der smerter ham ved døden: Ikke at vide hvad der herefter sker: "En sidste tilståelse: Selv om jeg som sagt hader nyhedsræset, ville jeg alligevel gerne hvert 10. år kunne rejse mig fra de døde og gå hen i kiosken efter et par aviser. Det er alt, hvad jeg kunne ønske. Bleg og sky ville jeg straks snige mig langs murene tilbage på kirkegården og læse om alle denne verdens ulykker, før jeg veltilfreds lagde mig til at sove igen i gravens beskyttende mørke."

Begrebet 'kreativ bogføring' fandt ikke sin naturlige plads i denne udgave af klummen om den 29. juli. Men man skal ikke nævne den pinlige sag bare for at nævne den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her