Læsetid: 7 min.

Denzel Washington nyder at være sjov

Vi kender ham bedst fra dødsensalvorlige roller som Steve Biko og Malcom X, men i den biografaktuelle 'Inside Out' udfolder han et hidtil uanet komisk talent - til stor fryd for ikke mindst ham selv
7. april 2006

Som han selvbevidst vader ind i en suite på Regency Hotel i New York, ligner Denzel Washington præcis den megasuccesrige skuespiller, han er. Iklædt sort pullover i kashmir-uld og jeans forekommer den chokerende ungdommelige 52-årige skuespiller at være i en blændende form, og før jeg overhovedet får en chance til at sige "Goddag", overrumpler han mig i en lavine af imødekommende jovialitet.

"Hejsa, hvad har du dér," spørger han og peger på min funklende, nyanskaffede optagerdims. "Jeg kan godt se, det er en iPod, men hvad er der, der sidder på den? Nåda, kan de også bruges som optagere nu? Så står verden da ikke længere. Wow!"

Som han sidder der og ryster klukleende på hovedet, falder det mig ind, at Washington, har al mulig grund til at være så selvtilfreds. Efter at have modtaget to Oscars - den ene for sin medvirken i politidramaet Training Day, den anden for sin rolle i borgerkrigseposet Glory, har han just leveret endnu en fremragende præstation som detektiven Keith Frazier i Inside Man, Spike Lees splinternye thriller. Inside Man (anmeldt her i avisen den 31. marts) er en indviklet historie om et bankrøveri, der udvikler sig til en gidseltagning, og følger tre hovedpersoner: Røveren (Clive Owen), problemknuseren (Jodie Foster) og Washingtons plagede politiinspektør.

Duo med Lee

Washington excellerer og blotter en helt ny tæft for det komiske, som ikke har været tydligt før.

"Jeg må indrømme, at jeg grinede da også, da jeg så den selv - mest af mig selv. 'Hov, jeg er sgu ret morsom,' tænkte jeg. Og de replikker, jeg lo af, var dem, jeg selv indsparkede, som f. eks. den med sikhen, der bliver kaldt for 'araber' og ikke kan få sin turban tilbage, og så siger til mig og de andre pansere: 'Jeg kan ikke gøre dit, jeg kan ikke dat, jeg kan ikke gøre noget', og jeg så svarer: 'Men jeg tør da vædde på, at du kan skaffe en taxa.' (Af en eller anden grund ser det ud til, at de fleste af New Yorks taxa-chauffører er fra Indien, red). Det var helt improviseret, og først kunne jeg ikke tro, at jeg sagde det, men det virkede! Og vi var alle ved at falde om af grin. Spike skitserede løseligt scenen, og så var det op til os selv at finde på replikkerne. Det kunne vi nogle gange bruge rigtig meget tid på, og det var hammersjovt."

Washingtons professionelle samarbejde med Spike Lee begyndte for 16 år siden, da han spillede den kvindebedårende jazz-trompetist Bleek Gilliam i Mo' Better Blues. Siden da er de, skønt de blot har lavet fire film sammen, blevet opfattet som en uadskillelig duo.

"Jeg formoder, at det er fordi, vi forstår hinanden så godt og føler os trygge sammen," siger skuespilleren.

"Ikke at vi er som et ægtepar, hvor mand og kone færdiggør hinandens sætninger... Måske har vi ikke lavet film nok sammen - endnu."

Studie i pansere

Måske var den film, der tømrede dem sammen, den uforglemmelige Malcolm X, som skønt den varer tre timer og 20 minutter, af en kritiker blev betegnet som "1992's korteste film". "Jeg havde allerede spillet Malcom i et teaterstykke," husker Washington. "Så jeg havde allerede en god indgang til karakteren, som virkelig hjalp mig, men normalt finder jeg selv ind til rollen, efterhånden som jeg kommer i sving. Jeg har min egen metode, og den er ikke baseret på Stanislavski. Jeg bruger impulser alle vegne fra - fra hvad jeg ser og hører og føler."

Under arbejdet med Inside Man mødte Washington en mængde pansere - ligesom han også gjorde, da han spillede den forfærdende korrumperede politimand Alonzo Harris i Training Day. "Jeg mødte flere rigtige New York-strømere, som fungerede som konsulenter på filmen, og de havde ret god flair," siger han og smiler.

"Faktisk lånte jeg noget fra deres stil, med smykker, butterflies og hatte. De har ikke råd til jakkesæt til 1.000 dollars, men de anskaffer sig noget, der ligner, og ser seje og glatte ud. De er nødt til at have god forstand på mennesker i New York, for de er konstant på gaderne - i L.A. kører politiet bare op, omringer folk og haler dem ud af deres bil."

Manuskriptet først

"Jeg husker engang, jeg kørte i bil i New York, og politiet stoppede os. Min chauffør begyndte straks at gøre vrøvl og protestere: 'Jeg kørte lige herovre - hvad fanden taler I om?" Det var aldrig gået godt i i L.A.! Jeg var vild med Training Day, fordi det var helt nyt territorium for mig, ligesom også Inside Man har været det. Hver en ny rolle er en udfordring. Men med denne film hjalp manuskriptet mig rigtigt godt på gled. Frazier har mange ting kørende ud over dette vanvittige røveri, og det hele opsummeres i hans personlighed. Med manuskripter af så god kvalitet er det taknemmeligt at opbygge en karakter."

"Mit første kriterium, når jeg overvejer en rolle, er altid manuskriptet," siger han. "Først derefter overvejer jeg, om det er en anstændig instruktør, som tør prøve noget nyt; hvor filmen skal optages; hvad tid på året det skal ske osv. Jeg stiller de andre spørgsmål også, men det begynder alt sammen med, hvad der står på side 1."

"Det var også derfor, jeg valgte Inside Man. Jeg kunne straks lide manuskriptet - og så så jeg meget frem til at arbejde sammen med Clive Owen og Jodie Foster. Desuden kunne optagelserne klares på fire uger i min egen by - New York. Det er en rigtig New York-film, faktisk - byen er en af hovedpersonerne. For folk, der kommer udefra, kan mange newyorkere godt virke lidt hovne og bryske, men sådan er New York-tonen nu engang. Jeg husker, at jeg kom tilbage hertil fra L.A. for snart mange år siden og var sådan lidt halvberømt, men måske var jeg blevet lidt for blød, så jeg gik ind i et charcuteri og bad fyren bag disken om at lægge nogle ekstra pickles oven i mit indkøb, og sagde så, før jeg betalte: Er du nu sikker på, du har husket de ekstra pickles? Og han flippede fuldstændig: 'Hvad snakker du om? Dine pickles er dér, og se så at komme ud af min butik. Hold dog op med at spilde min tid!' - 'Puhadada, endelig hjemme igen', tænkte jeg."

Denzel Washington er født i Mount Vernon i staten New York som den anden i en søskendeflok på tre. Da hans forældre blev skilt, gik Washington, der dengang var 14, fra at være blandt de første i klassen til at blive en kronisk underachiever. Men takket være sin "meget strenge og disciplinerede mor" klarede han alligevel at blive optaget på Fordham University i Bronx, hvor han først læste medicin, hvilket han snart fravalgte til fordel for drama og journalistik. Samtidig flyttede han til Manhattan opsat på at skabe sig en karriere på de skrå brædder. Hans store held kom, da Bruce Paltrow (far til skuespillerinden Gwyneth Paltrow) tilbød ham rollen som dr. Phillip Chandler i tv-serien St. Elsewhere. Richard Attenborough så ham og blev dybt imponeret, og i 1986 fik Washington så rollen som den myrdede sydafrikanske antiapartheid-aktivist Steve Biko i filmen Et råb om frihed.

Hollywoods racisme

Han rejser mærkbart børster, da jeg spørger ham, om der stadig er nogen synlig racisme tilbage i Hollywood.

"Nej, minsandten - tænk, den er helt væk. Og der er heller ikke noget tilbage i resten af verden. Den eksisterer ikke mere. Borte har taget al racisme - den er væk for evigt. Nej, seriøst - jo, gu er der racisme på Hollywood Boulevard og Madison Avenue. Folk bliver opdraget til at hade, og de lærer efterhånden at blive rigtig gode til det. "

Denzel Washington ligger aktuelt i forhandlinger om at instruere sin anden film til marts næste år - "jeg vil ikke sige noget om, hvad den kommer til at handle om - det bringer bare uheld" - ligesom han er blevet tilbudt at være co-producent i en filmatisering af instruktør Daniel Sullivans voldsomt succesrige Broadway-version af Shakespeares Julius Cæsar - med Washington selv i rollen som Brutus. Skønt han således er rimeligt fortravlet, finder han alligevel tid til at arbejde på yderligere en film.

Stopper ikke

"Fortiden arbejder jeg på Déjà Vu, som instrueres af Tony Scott. Vi har haft en del successer sammen, og jeg holder meget af Tony. Vi lavede Crimson Tide i 1994 og Man On Fire i 2003 og nu denne storfilm til 150 mio. dollar, som Tony kalder for science fact til forskel fra science fiction. Den handler om overvågningssamfundet, og hvad 'de' allerede er i stand til, men den handler også om en tidsrejse, som er selve grundfortællingen."

Før vi skilles, spørger jeg, om det virkelig er hans agt at trække sig tilbage efter sin næste film, som han engang sagde i et David Letterman-talkshow.

"Sagde jeg virkelig det," udbryder han leende. "Nå, men det må have været en vits. Jeg har regninger, der skal betales. Jeg har ikke tænkt mig, at opgive det her job. Jeg elsker det. Måske improviserede jeg bare en eller anden skør replik... igen."

'Inside Man' havde dansk premiere i fredags

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her