Læsetid: 6 min.

Depression som tilløbsstykke

En imponerende smuk, men dybt konservativ udstilling i Paris skitserer melankoliens kulturhistorie
13. januar 2006

Paris - Selvfølgelig hed det ikke depression dengang, det hele startede. Til gengæld er det ifølge udstillingen 'Mélancolie', på Grand Palais i Paris - der siden oktober har sluppet næsten 5.00o mennesker ind til over 250 depressionsværker hver dag - meget længe siden det startede. Måske med Adam og Eva, det hævder i al fald den kristne middelaldermystiker Hildegaard von Bingen, der diagnosticerer melankoliens start til arvesynden. "Da Adam lærte det gode at kende og gjorde det onde ved at spise frugten, vaktes melankolien i hjertet af hans forandring."

Noget tyder på, at det allerede var godt i gang i antikken. På de gamle vaser kan man se Ajax, der overvejer at begå selvmord, Medea, der pønser på at slå sine børn ihjel eller Penelope, der venter deprimeret eller i al fald temmelig sortsynet på sin bortrejste Odysseus' tilbagekomst. Alt mens en mand, der måske var Aristoteles, lidt over 300 år før vor tidsregning nedskrev det, der stadig synes at være den vestlige verdens depressions"problem": "Hvordan kan det være, at så mange fremragende mænd, om det nu er inden for filosofien, videnskaben eller politik, poesien eller kunsten, tydeligvis er melankolske, nogle endda så meget, at de gribes af de dårligdomme, den sorte galde afstedkommer"? Den sorte galde er melan (sort) koli (galde) på græsk, en væske, man har for meget af i forhold til de andre "humører". Allerede i antikken leder man efter melankoliens fysiske årsag, selvom melankolien egentlige årsag måske netop er den spaltning mellem krop og ånd, der her grundlægges.

Geni og galskab

Kunsthistoriker og kurator Jean Clair, tidligere direktør for Picasso-museet, har i disse prozactider skabt endnu en af de megaudstillinger, han er blevet berømt for, med en genlæsning af kunsthistorien i lyset af et tema, denne gang melankolien. Det var ham, der satte succesudstillingen "L'Ame au corps", "Åndens krop" op i 1993. Med sin nye udstilling hævder Jean Clair ikke alene, at depressionen altid har været skildret i den vestlige verdens kunst, han går endnu videre med en påstand om, at det netop er melankolien, der er drivkraften bag det meste af vor såkaldt geniale kunst. "Geni og galskab i den vestlige verden" er udstillingens undertitel, to sider af samme sag, som eufori og depression i den maniodepressive psykose, og som noget ganske særligt for den vestlige verden. Ifølge Clair finder man ikke depressionsmotivet i islamisk eller buddhistisk kunst.

På trods af, at melankolien er temaet, er det stadig forholdet mellem krop og ånd - eller netop manglen på samme - der rumsterer. Clairs omdrejningspunkt er Albrecht Dürers kobberstik Melancolia fra 1514, der allerede dengang gik Europa rundt, som depressionsinspiration for alle. Melankolien er en stor sørgmodig engel, der sidder med hovedet hvilende i en hånd og stirrer tomt frem for sig - melankoliens nu klassiske positur. I horisonten ses havet, solen og en regnbue, mens adskillige måleinstrumenter og geometriske former omgiver den slagne, bevingede mandsskikkelse. Der er stadig rester af Jesu lidelseshistoire i forgrunden, hammer og nagler. I den højre hånd, der hviler passivt i skødet, har englen en åben passer - hvad er det mon, at dette åndens sendebud har opgivet at måle? Evigheden, regnbuen eller sin egen tyngde, der her ikke er spor forkyndende flyvsk?

Ud af mørket

For Jean Clair er det fascinerende, hvor mange ting, der har at gøre med melankolien. Rundt om de kunstneriske repræsentationer bagud og fremad fra Dürers melankoli, er der genstande: De instrumenter, som på kanten af renæssancen, skal hæve mennesket ud af mørket og ind i videnskabens lys, men også de planter eller ædelsten, der kan komme den sorte galde til livs. Eller alle de materielle symboler, der kan tjene som imaginær uddrivelse: Flagermus, dødningehoveder, ugler, ulve, sågar skeletter af fostre. I betragtning af, at det er en sindets lidelse, er det denne yderlighed, der fængsler, ganske som kroppen, under sindets og de mørke tankers åg, krummer sig rent fysisk. Og som endnu et paradoks er det tilstedeværelsen af disse 'ting', der både lindrer, men også er er depressionens dybeste årsag: Mennesket er spaltet mellem krop og ånd, englen kan ikke håndtere instrumenterne, den velkendte vestlige dualisme er depressionens årsag og forklaring. Det værk Jean Clair hævder at savne allermest i sin udstilling er Raul Haussmanns skulptur L'Esprit moderne fra det 20. århundrede, et træhoved med påsatte måleinstrumenter.

Men ellers er det fantastisk at se en kurators idiosynkrasi udfoldet i fuld størrelse. Ikke en kedelig lille velillustreret bog, men rigtige, sjældne kunstværker samlet ind fra hele verden. Udstillingen folder sig i bogstaveligste forstand ud fra Dürers billede af den krumbøjede skikkelse, tingene og den mærkelige polyeder, der står der på strandkanten. I udstillingens centrale og utroligt veludstyrede kuriositetskabinet, midt i alle depressionsremedierne, troner Giacomettis mystiske 'cube' fra 1933 i al sin düriske vælde. I slutningen møder man den atter i sort marmor i Claudio Parmiggianis ret intetsigende, prozacpåvirkede sorte marmorskulptur fra 2003 (Melancolia 1514-2003), der følger i hælene på en mere dyster dürisk inspiration i Anselm Kiefers udgave, hvor flerkanten snavset transparent hviler på vingerne af blyversion af jagerflyveren Messerschmidt - skabt i 1944.

Men endnu videre favner den krumbøjede skikkelse. Fra en antik Ajaxskulptur til Ron Muecks (det er ham med Boy på Aros) afvæbnende, nøgne Tykke mand, fra 2000, der kryber sammen i et hjørne, og alligevel ikke er til at komme uden om.

Guf for feinschmecker

Mellem disse to fletter Clair sine temaer med guf for enhver kunstfeinschmecker. Omkring Middelalderens acedia, dovenskab, en af de syv dødssynder, hvor dæmonerne (og måske det faktum at man befandt sig helt alene i en ørken eller i et kloster) foranledigede, at man følte lede ved verden. Ikke desto mindre gav det anledning til genistreger som Jerome Boschs utrolige maleri Saint Antoines fristelse, fra cirka 1480, hentet ind fra Canada, med en ubevægelig krumbøjet Antoine (Darth Wader) midt i Starwarslignende dæmoner. Eller Martin Schonbauer og Lucas Cranach den ældres ikke mindre forrygende versioner af samme motiv. Max Ernsts Hjemmets engel, surrealismens triumf, bliver sat op mod et forrygende anonymt dæmonmaleri fra 1520.

På den anden side af Dürer har man vænnet sig til melankolien. Saturn æder sine børn (incestangst?) som et tema i renæssancen, og pludselig bliver det hele ret pit-toresk både i den klassiske tid (ruiner), i romantikken (landskaber), eller i den spleen (der betyder milt - det er dér hvor galden dannes), der dyrkes af Baudelaire og englænderne. Melankolien dyrkes, ja rent faktisk er man helt sikkert kun genial med en snert af den. Mesterværkerne er utallige: Fra La Tour over Johann Heinrich Füslie til Caspar David Friedrichs romantiske Munk i strandkanten fra 1774, der sætter den religiøse over for det store intet, og formmæssigt nærmer sig den rene abstraktion. Indimellem er der utallige perler af den slags, Clair er ypperlig til at hente frem.

Men så går han ikke længere. Vi kommer ikke op i prozactiden. Jo, selvfølgelig lidt, men Clair hader demonstrativt det 20. århundredes kunst og har førhen sat en figurativ dagsorden. Han henter også denne gang mærkeligt ukendte værker ind fra det 20. århundrede. "Nu til dags har vi mange depressioner, men ikke mange mesterværker," har han udtalt til Le Monde.

Måske forbliver det hele derfor så ufarligt, at de tusindvis af mennesker, der flokkes om værkerne paradoksalt nok ser begejstrede ud. Hvor er det 20. århundredes melankoli, er den ikke snarere at finde i reelt depressive kunstnere som Rothko eller Pollock, altså i abstraktionen, end hos Hopper eller Giacometti, for ikke at tale om, hvor man kunne lede efter den nu? Tør Clair ikke se sin egen konklusion i øjnene, nemlig at hvis genier er resultatet af melankolien, så burde det vrimle med dem i vore dage?

I kraft af sine enestående kunstværker fra hele den gamle verden, er det en fantastisk udstilling. Men den viser især nostalgien efter en melankoli, der ikke længere er, hvad den har været. Og måske aldrig var det.

'Mélancolie, génie et folie en Occident,' indtil 16. januar på Grand Palais i Paris, fra 16. februar til 7. maj 2006 på Neue Nationalgalerie, Berlin

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu