Læsetid: 5 min.

Det deprimerede Frankrig i rituel strejke

Faldende købekraft og beskyttelse af arbejdspladser, var de meget generelle slagord, Frankrig gik i omfattende strejke og demonstration på i tirsdags. Men ingen ved præcist, hvordan forbedringer skal føres ud i livet
6. oktober 2005

PARIS - Det hele forløb ganske stille og roligt. I modsætning til hvad det forlød af de depecher, der nærmest vanemæssigt blev sendt ud af Frankrig om "strejker, der lammer den offentlige trafik", fungerede både metro, tog og fly nogenlunde, da landet tirsdag udførte et af sine rituelle strejke- og demonstrationskombinationer.

Omkring en million mennesker ifølge organisatorerne og det halve i følge politiet, travede gaderne tynde i 114 franske byer i protest mod den lidt over 100 dage gamle borgerlige regering. Lønmodtagere fra den offentlige og sektor havde hentet banderolerne frem i en skønsom blanding af jernbanearbejdere, funktionærer, lærere, forskere, studerende og repræsentanter for den nedskæringsstruede sundhedssektor. Mere overraskende var det usædvanligt store fremmøde fra den private sektor, der ikke har den store øvelse i at pifte og synge slagsange. I Grenoble var det de slipseklædte medarbejdere fra den private virksomhed Hewlett-Parckard, der førte an i kortegen. "Vore stillinger er truet af udflytning" forklarede en talskvinde i højhælede sko, fra det lukningstruede firma, med en stemme der var hæs af at råbe i megafon. "Vi mister vort levebrød og det selvom Hewlet-Pachard er en virksomhed, med milliardoverskud." Det var første gang hun var med i en demonstration.

Dagen var på forhånd udråbt til at være den helt store prøvesten for den konservative Premierminister Dominique de Villepin, der i foråret overtog den utaknemmelige post som leder af endnu en omgang borgerlig regering efter franskmændenes rungende Nej til EU-forfatningen. "Jeg lytter til det budskab, franskmændene har til os", hævdede Dominique de Villepin fra talerstolen i det halvtomme parlament samme dag. Parlamentarikerne fra venstrefløjen var ude at vandre diskret med bagest i kortegerne.

Men noget tyder på, at det især er manglen på lydhørhed i det politiske Frankrig, der endnu engang blev sat i scene med tirsdagens strejker og demonstrationer. Og i klassisk fransk rollebesætning.

Samlet i fælles front

Med en så svag organisationsgrad som otte procent er de franske fagforeninger ganske simpelt nødt til at gribe til strejke- og demonstrationsvåbnet, hvis de overhovedet skal have regeringen, men også arbejdsgiverne i tale. De stadigt mere svækkede og splittede fagforeninger led det helt store nederlag, da den foregående borgerlige regering under premierminister Jean-Pierre Raffarin, i 2003 gennemførte pensionsreformer hen over hovedet på arbejdsmarkedets parter. I løbet af de sidste 30 år har de fem store fagforeninger set deres medlemstal svinde ind til en tredjedel. Da der skulle protesteres mod Raffarins pensionsreform, lykkedes det hverken fagforeningerne at blive enige om fælles demonstrationer eller fælles slagord. Det skulle vise sig at være katastrofalt.

Det har fagforeninger lært af. De vidtfavnende slogan om 'svækket købekraft' og 'truede arbejdspladser' samlede tropperne tirsdag. Selv den splittede venstrefløj, støttede demonstrationerne i så fælles front, som det ikke længe er set. Den forfatnings-jasigende socialistformand François Hollande, vandrede med i hjembyen Tulle, mens den nej-sigende socialist og eksnæstformand Laurent Fabius traskede af sted i sin opstillingskreds i Rouen, men begge pænt i baggrunden. Da der blev demonstreret i marts fik den ene en snebold, den anden et æg i hovedet. Selv kommunister, trotskister og grønne havde svært ved at være uenige om bannernes vidtfavnende paroler.

Rituelt krav til regeringen

Efter det succesfulde fremmøde, og med strejker, der især i den offentlige sektor havde omkring de 30 procents tilslutning, kunne lederne af de førende fagforeninger i går rituelt stille krav til regeringen. Generalsekretæren for den ene store fagforening CFDT, François Chérèque, ønskede "meget klare udspil omkring ansættelser og købekraft", mens lederen af CGT, Bernard Thibault, var mere præcis: "Vi ønsker at de nye ansættelseskontrakter trækkes tilbage." "Det har regeringen og arbejdsgiverforeningen Medef ikke 14 dage til at gøre" udtalte Thibault lettere truende, "men kun et par dage".

Og der bliver nok lagt arm igen. For lige bag bannernes slagord, ligger uenighederne om, hvordan man skaber og sikrer nye arbejdspladser stadig gemt.

Fagforeningernes angriber i øjeblikket især den nye type ansættelseskontrakt, som Villepinregeringen har fået gennemført ved dekret. Det er en kontrakt, der gør det muligt for virksomheder med under 20 ansatte at afskedige en ansat uden at angive nogen grund i de første to år af en ansættelse. Regeringens hensigt er at få flere i arbejde ved at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Fagforeningerne er imod. For dem gør de nye kontrakter blot ansættelsesvilkårene endnu mere usikre. Men samtidig viser meningsmålinger, at over halvdelen af franskmændene er for de nye kontrakter. Det var grunden til at slagordene tirsdag ikke direkte rettede sig imod den nye ansættelseskontrakt.

Globaliseringsangst

Det er denne sprække premierminister de Villepin kan gemme sig. Og påstå at han hører på franskmændenes bekymringer, mens han samtidig sidder fagforeningerne overhørig. Fra den liberale fløj er han hårdt presset af sin konkurrent, indenrigsminister Nicholas Sarkozy, der ønsker at liberalisere arbejdsmarkedet i endnu højere grad end det lille tiltag med den nye ansættelseskontrakt lægger op til. Sarkozy ønsker et veritabelt brud med den efter hans mening alt for sociale og beskyttende linje, de borgerlige regeringer indtil videre har ført. Det førte tirsdag til en typisk sværdfægtning mellem de to konkurrenter, da Villepin advarede mod netop brud. "Det eneste brud der har været i Frankrig var revolutionen" skulle han ifølge Le Monde have udtalt "og det kostede blod".

Ligesom ved nej'et til forfatningen, ligger der fra de fleste franskmænds side en stor angst for globaliseringen bag den sociale utilfredshed. Præsident Chris der tirsdag tog imod sin kollega og "gode ven" Berlusconi, havde intet at sige til strejker og demonstrationer. Men det lykkedes ham behændigt at gribe globaliseringsbolden i luften og angribe den europæiske kommission, i forbindelse med udflytningen af Hewlett-Pachard. "Er det normalt, at kommissionen ikke har noget at sige til dette?" spurgte han, og talte således næsten i kor med de demonstrerende fra det private erhvervsliv.

I går var der kun få spor af strejke tilbage i Frankrig. "Bolden er nu i regeringens lejr" som Bernard Thibault udtalte det.

Men faktisk så det ikke så sort ud i transportmidlerne tirsdag, som man er vant til i Frankrig. Det skyldes, at der denne sommer i al stilhed blev indgået aftale mellem fagforeningerne og både jernbane- og metroledelse, om en minimumsydelse i forbindelse med strejker. Så hvis Frankrig tirsdag ikke så så lammet ud, som det plejer at gøre, så skyldes det en ganske almindelig lille fredsforhandling af den slags de fagforeningsstærke lande er vant til. Det var måske noget af det eneste rigtig nye, da Frankrig tirsdag rituelt udførte sin strejkeballet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her