Læsetid: 7 min.

Derfor ønskes Søren Kam stadig

Hvis han deltog i røveriet af jødiske kirkebøger i København, er han indirekte medskyldig i 472 menneskers deportation samt 55 menneskers død. Det er på tide, at alle detaljerne kommer frem
1. marts 2007

Det har været kendt i et par år, uden at det er blevet bragt videre - men for et par uger siden nåede det via Simon Wiesenthal-centret i Jerusalem både den danske presse og justitsminister. Oplysningen om, at Søren Kam deltog i et røveri mod Mosaisk Troessamfund i 1943 findes i Gads Hvem var hvem 1940-1945 fra 2005. Her står der, at Kam var involveret i røveriet 31. august 1943, der "lettede den tyske deportation af de danske jøder i oktober 1943, idet tyskerne herved fik ført deres kartoteker over de danske jøder ajour".

En anden kilde er tilgængelig på internettet som ekstramateriale til bogen Flugten til Sverige, Systime 2003. Teksten indeholder dele af en afhøring fra 1. november 1946, hvor den danske nazist Paul Hennig afhørtes af Københavns Opdagelsespoliti. Her sagde Hennig bl.a.: "Den 30/8 1943 mødte Arr. (arrestanten, red.) de nævnte tre danskere (Flemming Helweg-Larsen, Søren Kam og Erik Spleth, red.) i kantinen, og Søren Kam spurgte ham da, hvor jøderne opbevarede deres kirkebøger, hvilket han jo som genealog måtte vide, og Arr. svarede, at de opbevaredes i Den mosaiske Menigheds sekretariat i Nybrogade. Hvorfor Kam ville have denne oplysning, kom man ikke nærmere ind på, idet der Arr. bekendt ikke endnu havde været tale om nogen generel foranstaltning mod jøderne, og han spurgte i øvrigt ikke Søren Kam om formålet. Et par dage efter ringede Spleth til Arr. og sagde, at der var blevet en frygtelig ballade, idet jødernes kirkebøger var blevet stjålet. Spleth fortalte ikke, at han havde været med til tyveriet, men på den videre udvikling kunne Arr. forstå, at Spleth, Kam og Helweg-Larsen var gerningsmændene (...)."

Hvis Søren Kam deltog i røveriet, så er han indirekte medskyldig i, at 472 mennesker blev deporteret fra Danmark, fordi de enten var jøder eller blev anset som jøder efter de nazistiske racelove. 470 af disse mennesker kom til Theresienstadt, en kz-lejr, ca. 60 km nord for Prag. De repræsenterede alle sociale klasser i det danske samfund. Ca. 300 var danske statsborgere, af de resterende var hovedparten statsløse. Deraf østeuropæiske indvandrere, ankommet i årene omkring Første Verdenskrig, samt statsløse flygtninge, flygtet fra Tyskland eller de af Tyskland besatte lande i løbet af 1930'erne.

En stor del af flygtningene var unge, der som landbrugselever eller alijah-børn kom til Danmark for at lære landbrug, og som efter et år egentlig skulle have været rejst videre til Palæstina, men pga. krigen 'sad fast'. Da mange af dem var bosat hos familier på gårde langt fra København, blev de ikke advaret i tide og derfor fanget og sendt med den første 'jødetransport', der afgik 2. oktober kl. 11.10 fra Aalborg med stop i flere jyske byer for at opsamle fanger fra Jylland og Fyn. Der var 83 personer med toget. Samme dag afgik skibet Wartheland fra Langeliniekaj i København, her befandt der sig 198 fanger på vej mod Theresienstadt samt 150 kommunistiske fanger på vej mod Stutthof. Den 13. oktober afgik en tredje 'jødetransport', denne gang fra Horserødlejren, hvor de som var blevet fanget efter 2. oktober havde opholdt sig. Denne gang kørte 175 fanger mod Theresienstadt.

Den sidste 'jødetransport' afgik fra Horserød 23. november med 19 fanger, hvoraf tre flygtede ud for Roskilde - og derfor ankom kun 16 til henholdsvis lejrene Ravensbrück (kvinder og børn - den yngste var to år gammel) og Sachsenhausen (mænd). Af disse fanger ankom 14 senere til Theresienstadt, hvorfor det samlede antal af deporterede fra Danmark til Theresienstadt nåede op på 470 mennesker.

Hvis Søren Kam deltog i røveriet, så er han også indirekte medskyldig i 55 menneskers død. Af de oprindelig 472 deporterede døde 51 mennesker i Theresienstadt, mange af dem gamle og syge, for hvem den brutale transport med kreaturvogn samt opholdet i lejren var for hårdt. 41 af disse var mellem 60-89 år, de resterende 10 var mellem 25 og 59 år gamle. Udover de i alt 51 voksne, døde i lejren to babyer, som også var født der, men som aldrig fik lov at opleve verden udenfor. Af de 472 deporterede blev endvidere to mænd myrdet i udryddelseslejrene: en 52-årig i Majdanek og en 45-årig formentlig i Auschwitz.

Nummer eller menneske

Denne del af dansk historie fortælles ofte med skævt fokus, sådan at vægten ligger på hjælpearbejdet, pakkeforsendelser og de hvide busser, der reddede fangerne hjem. Dette aspekt er også vigtigt, men det skygger for fortællingen om, hvordan fangerne egentlig levede i lejren, og hvorfor de overhovedet kom dertil.

Der er sjældent fokus på det enkelte menneskes historie, hvorfor da også antallet af deporterede i de sidste år har været sat højere end det er tilfældet her, og antallet af døde har været sat for lavt. Dette skyldes, at forskere som har beskæftiget sig med emnet, ikke har haft øje for det enkelte menneske, men i stedet ud fra ufuldstændige navnelister 'sjusset' sig frem til et tal. Da antallet er relativt lavt, så er det faktisk muligt at følge hver enkelt skæbne og derfor, ud fra forskellige arkivalier og vidnesbyrd fra bl.a. Danmark og Tjekkiet, at rekonstruere en fuldstændig navneliste og dermed se det enkelte nummer i statistikken som et menneskeliv.

Det er slående, hvordan det billede, der hersker i Danmark ikke rigtigt stemmer overens med, hvordan lejren præsenteres andre steder eller beskrives af overlevende. Når danske historikere skriver om Theresienstadt, er det ofte som et sted, der ikke var 'så slemt'.

I en engelsk tekst udgivet i 1998 af Udenrigsministeriet og Frihedsmuseet, står der f.eks., at "forholdene var ikke helt så forfærdelige som i de rigtige kz-lejre. Men fangerne sultede, de led nød og de som var i stand til at arbejde blev udskrevet til tvangsarbejde." Problemet med denne tilgang er, at man ikke ser, hvordan forholdene faktisk var - det kan meget vel være, at det så ud som om forholdene var bedre i Theresienstadt, der lignede en rigtig by. Som-om-byen er den blevet kaldt af fangen Leo Strauss, der i 1944 før sin deportation til Auschwitz skrev et digt om det som-om-liv, man levede i som-om-byen.

Ser man på, hvor mange mennesker, der døde i selve lejren, står forholdene frem. Ca. 33.000 ud af ca. 140.000 fanger døde der; altså mellem hver fjerde og hver femte fange. Dette tal kan så sammenlignes med, at der i kz-lejren Dachau døde ca. 32.000 ud af ca. 206.000 fanger, hvilket er mellem hver sjette og hver syvende fange. Der er altså tale om en myte, når man siger, at der ikke var så slemt som i de rigtige kz-lejre. Myten tog sin begyndelse, da bl.a. to danske repræsentanter besøgte Theresienstadt 23. juni 1944. Lejren var til dagen blevet forskønnet: Fra at være et overbefolket og sygdomsfremkaldende sted, var der denne dag legepladser, skole, musikpavillon med orkester etc. Kort efter blev iscenesættelsen foreviget i en propagandafilm, hvor også nogle danske fanger var tvunget til at være med. Der er mange vidnesbyrd om, hvor indstuderet og ulig virkeligheden lejren fremstod både ved besøget og i filmen. På Yad Vashem i Jerusalem kan man se billeder fra filmen sat over for tegninger lavet af fanger i lejren. Der er stort set ingen lighed mellem de to versioner - så meget desto mere foruroligende er det, at den opfattelse der hersker i Danmark generelt ligger tættere på propagandafilmen end på vidnernes version.

For ofrenes skyld

Mere end 60 år er gået og de fleste vidner er døde. Det er vigtigt for forståelsen af, at Holocaust også er en del af dansk historie, at den rigtige version af hændelserne kommer frem. Af samme grund er det af stor betydning, at vi kender til detaljer, såsom hvem det var, der stjal kirkebøgerne, eller hvem de danske SS-mænd var, der hjalp med at fange jøderne. Det er vigtigt at føre retssager om ansvar og meddelagtighed, fordi forbrydelser mod menneskeheden, som Holocaust hører ind under, aldrig forældes.

For ofrene og de efterladte er retssager vigtige, for at en lille smule retfærdighed i det mindste sker fyldest og lidelserne anerkendes juridisk. For eftertiden er retssager vigtige, da de så at sige giver Historien juridisk gyldighed, idet de udtrykker, at 'denne version er korrekt', en ting, der er særlig vigtig med et emne som Holocaust, der til stadighed er udsat for benægtelse.

Derfor ønskes Søren Kam stillet for retten.

Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane er cand.mag. i litteraturvidenskab og har tidligere arbejdet på Afd. for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved DIIS. Er bosat i Budapest og arbejder p.t. på en bog om danske ofre for Holocaust.

Kronikken i morgen: Gensyn med Babylon

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her