Læsetid: 5 min.

Derfor skal vi skilles

Ægteskabsteatret har bratte afslutninger på Frederiksberg i disse dage. Med eller uden 'det vidunderligste'-
27. september 2005

NORA

Betty Nansen Teatret

Hun går, Nora hos Ibsen. Hun kan ikke længere være i dukkehjemmet, når hun ikke kan elske sin mand. Og når han ikke længere kan leve op til hendes forestilling om 'det vidunderligste'.

Og Katrine Wiedemann har iscenesat Ibsen på Betty Nansen Teatret med al mulig flair for at dynamisere og aktualisere den gamle skilsmisseklassiker, der i 1879 rystede København med sin skånselsløse beskrivelse af et ægteskab - og som også i 2005 får tilskuerne til at vandre tænksomme ned ad Frederiksberg Allé efter forestillingen.

Denne Nora er sødmen selv. Marie-Louise Wille stråler af livssaft, mens hun knaser makroner og promenerer højhælet i negligé - en lækkerbidsken for enhver mand, særligt den, der ikke har nogen udpræget trang til at tale med sin hustru. Indtil altså at krisen indtræffer, dramaet ruller, og Nora træder i karakter og tarantelkjole.

I det Wiedemann'ske dukkehjem er 'Nora' blevet en grotesk farce, hvor alt sker i små forvrængede, musikalske tableauer, med kærlig hilsen til Wiedemans tidligere forestilling Alice i Underverdenen. Den berømte 'fjerde væg' ud mod publikum etableres raffineret i Thomas Bjørnagers scenografi med fingerede lysflammer fra stuens brændeovn ved rampen, der kastes op på Noras ansigt - og de tre andre vægge kører fra side til side, så afdækningen af hjemmets flader er total. En heftig dias-projektion klarer resten: Her er der ikke sparet på noget.

Meget lykkes. Marie-Louise Wille afslører troværdigt lærkefuglens tyste hemmelighed, og Troels Lyby driver drevent spil med Helmers lørdagsliderlighed og prekære prestigeangst. Da hans verden ramler, ryger alt blodet op i brystet på ham, så hans overkrop sitrer og ser ud til at ville sprænges af chokket. Her er selv Lyby ved at løbe tør for ord.

Wiedemann har tilsyneladende villet gøre Helmer mere spiselig, end traditionen foreskriver. Men selv hendes mest drastiske beskæringer har ikke kunnet fratage ham de afgørende, modbydelige replikker om, at Nora ikke længere får lov til at opdrage børnene - og at 'ingen ofrer sin ære for den, man elsker'. Da hvisles der blandt kvinderne i tilskuersalen.

Faktisk knuger Wiedemann sig til Ibsens ydre beskrivelse af Nora og Helmers otte-årige ægteskabs krakeleren. Personforskellene, pengene, pasningsordningen - skilsmissen er lige ved at blive normaliseret- Akkurat ligesom i forestillingens skilsmisseformanende program, der sågar kommer med en børne-huskeliste til forældre, der planlægger at gå fra hinanden!

Men netop herfra kommer Wiedemann til kort. Måske svigter modet. Måske svigter illusionsevnen. Men uanset hvorfor, så når hun ikke ind til selve kernen i Noras kærlighed.

Hun stryger i hvert fald Noras ord om 'det vidunderligste' - eller 'det ufattelige' som Thomas Bredsdorff har kaldt det i sin bearbejdelse - og reducerer dermed Noras følelser over for Helmer til et spørgsmål om ligeværd og respekt. Og dermed svigter hun Nora.

Forståeligt, ja. Menneskeligt, ja. Men 'uidealt'. Og Ibsensk forrådeligt i forhold til Noras uovertrufne egenskab: Evnen til at elske.

NATTUR

Husets Teater

Han går også, den navnløse mand i Jonas Karlsson Nattur fra i år. Og han går måske hovedsagelig, fordi han har set Ibsens Et Dukkehjem - og fordi han har læst en masse post-eksistentialistisk dramatik-

Også Karlssons ægtepar er alene i et opgør sent om natten. Her kommer børnene aldrig på scenen; deres små hjemmesko og gummistøvler i entreen er de eneste beviser på deres eksistens. Han vil gå, fordi han har mødt en anden. Hun ved det godt. Eller er det hende, der har mødt en anden?

Karlsson leger med ordenes løgne og med drømmenes fantasier. Men troværdigt bliver det aldrig helt. For hvad har de egentlig sammen, disse to? Kærlighed? Umærkelig. Børnene? Formodentlig. Lejlighed? Øjensynlig. Lånene? Antagelig. Camilla Bjørnvads subtilt-belyste, frederiksbergske parodihjem antyder i hvert fald et overforbrug, der vil noget.

Stine Stengade og Claes Bang kæmper bravt med disse figurer; veltalende, veltimede, veltrimmede. Men Morten Kirkskovs instruktion virker egentlig mere optaget af den enkeltes eksistenskrise end af parforholdets overlevelse. Derfor ryger troværdigheden af kærligheden. For slet ikke at tale om 'det vidunderligste'.

Her føles det faktisk helt okay, hvis de finder på at gå. Begge to.

SMÅ ÆGTESKABELIGE FORBRYDELSER

Teatret ved Sorte Hest

Hun går også, kvinden i Eric-Emmanuel Schmitts Små ægteskabelige forbrydelser. Nå nej, han går. Eller spørgsmålet er faktisk, om en af dem ikke snarere kommer tilbage?

Det er ikke sådan til at vide, for i dette ægteskabsopgør udsætter Schmitt sine tilskuere for så heftige ordstrømme, at selv den mest intellektuelle får våde fødder.

Samtidig spiller den saftigt-underskønne Ulla Henningsen og den køligt-karismatiske Stig Hoffmeyer så blændende jævnbyrdigt i deres hidsige søgen efter en livslang passion, at ordene bliver skubbet til side.

Frem vælter så kærlighedskilden - de egentlige følelser neden under ordene; vrangvillige, bange, uundgåelige. Og disse følelser trænger igennem mandens akutte hukommelsestab, og sandheden viser pludselig sig ikke at være gennemsigtig.

"Man gør det, man ikke kan sige," lyder en replik mellem de engang så elskende. Og så slås de. Og så kæmper de om at afkræfte mandens teori: 'Kvinden tager sig en elsker for at forlade sin mand. Manden tager sig en elskerinde for at blive hos sin kone-' Måske er der mere Strindberg end Ibsen i disse dræbende ord. Måske er der mere anklage end indrømmelse i Jesper Kjærs skarptandede oversættelse. Måske er der mere holden-tilbage end slippen-løs i Dea Fogs diskrete instruktion. Og måske er der mere Frederiksberg end Vesterbro i Trine Holtougs lille, elegante forfatterhybel.

Men som tilskuer kommer man til at holde af disse to trodsige mennesker. Til at blive suget ind i deres absurde styrkeprøve med hinanden - og til at mærke ønsket om at dele deres mest værdifulde minde: Erindringen om den absurde fest, hvor de mødte hinanden for 15 år siden, midt i opkast og forstillelse og længsel.

Den aften, hvor det pludselig opstod 'det vidunderligste'.

'Nora' efter Henrik Ibsens 'Et Dukkehjem' (1879). Oversættelse og bearbejdelse (1985): Thomas Bredsdorff. Bearbejdelse og instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Thomas Bjørnager. Musikkonsulent (fede støjforstyrrelser, vagt valsevalg): Stephan Bomberg. Lys: Fabian Carvallo. Betty Nansen Teatret til 5. nov.

'Nattur' ('Nattpromenad', 2005) af Jonas Karlsson. Oversættelse og instruktion: Morten Kirkskov. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Husets Teater til 22. okt.

'Små ægteskabelige forbrydelser' ('Petits crimes conjugaux', 2003) af Eric-Emmanuel Schmitt. Oversættelse: Jesper Kjær. Instruktion: Dea Fog. Scenografi: Trine Holtoug. Lys (stribesikkert): Mickey Pfeiffer. Teatret ved Sorte Hest til 22. okt. samt efterfølgende turné i co-produktion med Svalegangen i Århus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu