Læsetid: 5 min.

Design med et formål

Design er kreativitet med et formål. Det mener designer og idémand bag Index: 2005 Arnold Wasserman, som lige nu følger op på verdens største designpris med Index: Views - et topmøde, der skal løse verdens problemer
28. september 2005

Grøn, flødestuvet spinat, der var smurt ud på en rude. Sådan husker designer Arnold Wasserman sin første kunstoplevelse.

"Det var et helt fantastisk lys, der strømmede igennem spinaten. Jeg var kun et par år gammel, men jeg husker det stadig. Jeg kunne lide at se ud ad ruden og ned på brandstationen, som lå ved siden af," fortæller han, og tænker tilbage på, at hans mor langt fra var tilfreds med sin søns første tegning.

Den i dag 71-årige amerikaner sidder i Dansk Design Centers café. Siden spinaten havnede på ruden er det blevet til mange tegninger for kunstneren, der siden blev industriel designer og idémager. Han er i Danmark på grund af designprisen Index: 2005, som han har været juryformand for.

Lige nu afholder han og hans firma, The Idea Factory, workshops, hvor fem tværfaglige teams ligesom Index:-prisvinderne forsøger at løse nogle af verdens store problemer, og løsningerne offentliggøres i dag.

Views og Index er i fuld overensstemmelse med Arnold Wassermans egen opfattelse af, hvad design kan og bør være. Nemlig at forbedre livet for nogen et eller andet sted i verden.

Former med løsninger

"At forbedre livet kan være gennem underholdning, æstetisk nydelse, humor. Det er ikke kun at løse et af tredje verdens problemer. Design skal berige oplevelsen af at være til i verden. At forbedre livet for nogen er det, der får det hele til at hænge sammen," siger Arnold Wasserman, og referer til Index-vinderne. Det er nemlig meget muligt, at det prisvindende Life Straw - et sugerør, som renser beskidt, bakteriefydlt vand. Ikke er kønt, men ville det rense vandet bedre for de 1,1 milliard mennesker, der ikke har rent drikkevand, hvis det var det, spørger Arnold Wasserman retorisk.

"Design er kreativitet med et formål. Det primære er at løse problemer, at se på et problem udefra og ind. Designere prøver at tage et tankemæssigt spring ind i fremtiden, siden prøver man at konstruere fremtiden baglæns ind i nutiden," siger Arnold Wasserman.

Centralt er at bruge den metode, der traditionelt har været forbeholdt designprocessen, også selv om det ikke handler om at lave en stol, et bord eller et stykke tekstil. Design er meget mere end et endegyldigt produkt. Kun at se på form, er at være blind.

"Design er ikke kun huse, biler, tekstiler eller møbler. Det er det også, men design kan også være kommunikation, omgivelser, oplevelser, strategier og public policy- programmer. Jeg inkluderer i stedet for at ekskludere. Lad alt komme til, alle perspektiver," siger Arnold Wasserman og pointerer, at det ikke er vigtigt, hvad det hedder, men hvad man gør.

Metode og proces er udgangspunktet for meget af Arnold Wassermans arbejde. Selv arbejdede han i mange år uden virkelig at være opmærksom på metoden, for som ung kunstner arbejdede han intuitivt. Lige siden han som ung lærte at tegne ved at kopiere tegneseriernes actionhelte som Spiderman, Batman og helten over dem alle The Spirit. For han ville være tegenserie-illustrator.

"Jeg samlede på tegneserier, som min mor helst ville smide ud. Jeg åd dem råt," siger Arnold Wasserman.

Hans fascination af formen og den åbenlyse evne til at tegne gjorde, at han senere begyndte på Carnegie Mellon i Pittsburgh, en designskole, som var stærkt inspireret af den tyske Bauhaus-skole. Her malede og skulpturerede han, hans store idol var Julio Gonzales, som i sin tid havde lært Pablo Picasso at svejse. Men efter et par år på studiet, så han en ung fyr på gangen, der bar på en genstand i en stærk farve.

"Det så ud som en skulptur. Men det viste sig at være et husholdningsredskab, en støvsuger eller en toaster," fortæller han.

Fra kunst til design

Arnold Wasserman blev fascineret af den funktionelle skulptur og skiftede kunsten ud til fordel for industriel design.

"Jeg anede ikke, hvad industrielt design var, at man havde brug for at vide noget om materiale, produktionsmetoder, ingeniørarbejde, men jeg var vild med det. Jeg vidste pludselig, hvad jeg ville lave. Jeg ville være designer og designe smarte ting. Helst ting, der larmer og kører hurtigt," fortæller han.

For han var fascineret af form og funktionalitet i design. Samtidig arbejdede han uden at være bevidst om hverken proces eller metode.

"Designere arbejdede ligesom kunstnere. Man undersøgte ikke, hvordan folk sad. Det vigtige var mere, at det så godt ud," siger han. Processen blev han først bevidst om, da han mange år senere tog sin mastergrad i designteori- og historie. Det var her Arnold Wasserman blev bevidst om, at design er mere end ren form, at der også lå århundredelang tradtion og historie bag de genstande, der blev designet.

"Pludselig fik jeg en opfattelse af, hvad design betød og kunne være. Det satte mig på sporet af at udforske designets grænser, samtidigt prøvede jeg at udleve grænserne selv. Det var nok her, jeg skiftede over til den mørke side, og siden har jeg arbejdet i en større kontekst," siger Arnold Wasserman grinende.

Den bevidsthed har han brugt lige siden, uanset om han har undervist, designet eller været institutleder for industriel design ved det respekterede Pratt Institute of Design.

"Men jeg gik op til rektor, og fyrede mig selv. Det, jeg ville var at reformere designuddannelsen, men alt jeg gjorde var at administrere. Jeg har gjort langt mere for at ændre designuddannelser siden," siger Arnold Wasserman. Bl.a. i Singapore, hvor hans Idea Factory arbejder med et uddannelsessystem.

Modedyr og to stole

Men selvom fokus de sidste mange år har været på metode, proces, tværfagligt samarbejde og design, der forbedrer livet indrømmer Arnold Wasserman, at han er et modedyr, ligesom de fleste andre.

For når han ikke lige farer til alverdens forskellige konferencer for at undervise eller forelæse, sidder han hjemme i sit victorianske hus i San Fransisco. Her har han to yndlingsstole. En, som han sidder i og en, som han ser på. Den, han ser på, er Marcel Breuers Wassily-stol fra 1922 af forkromede rør og hvidt lærred.

"Det er den smukkeste stol, men du dør, hvis du sætter dig i den. Ergonomisk set er den en joke. Men den poetisk, et digt dedikeret til ideen om stolen, et digt fra én, som troede på, at den masseproducerede æstetik var begyndelsen på en ny design-æra," fortæller Wasserman. Den ser han så på, mens han sidder i sin 125 år gamle gyngestol, som han har købt for lidt over 100 dollar, men som man sidder fantastisk i.Hvis ikke han er i Singapore, Paris eller København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her