Læsetid: 4 min.

Design i tid og sted

Design skal røre noget i os og samtidig få os til at tænke. Ellers bliver det ligegyldigt. Det mener arkitekten Karen Kjærgaard, som er nyudnævnt kurator for Danish Crafts Collection
22. september 2005

Vi bliver bombarderet med livsstilsdesign. Små dimser som avocadoskærere, holdere til mobiltelefoner, øre-snegle og sugekopper, som skal hjælpe os med ikke at fedte cd'erne til.

Vi omgiver os med ligegyldige ting, mener Danish Crafts nyudunævnte kurator, arkitekten Karen Kjærgaard. Hun er ikke meget til hjælpemiddeldesign, med mindre det virkelig hjælper.

"Selvfølgelig er rullestole og rollatorer uundværlige. Men der er kommet en ræk-ke ting, der postulerer at hjælpe os, men i virkeligheden gør man grin med os. For mig rummer godt design nærvær, historie og brugsværdi," siger hun.

Karen Kjærgaards øjne er indrammet af et knaldrødt brillestel, den neutrale slå-om-kjole er piftet op af blomstrede plateausandaler. Hun er nemlig til det særlige, og sådan ser hun også på det kunsthåndværk, som hun vil udvælge til den kommende Danish Crafts Collection no. 10. De udvalgte produkter bliver markedsført og solgt på udenlandske designmesser af Danish Crafts. Det er noget, der tidligere har været med til at skyde unge designeres karrierer i gang. For eksempel Ole Jensen, der bragede igennem med sin bløde opvaskebalje i gummi.

"Den har alt det, jeg mener, godt design skal have. Han har rykket baljen helt ud af sin sammenhæng. Den er en leg med materialet og vores opfattelse af, hvordan en opvaskebalje skal være. Den udtrykker håndværk og design på samme tid," siger Karen Kjærgaard, som indrømmer, at den hjemme hos hende bliver brugt til fodbad i stedet for opvask.

Vægt på referencerne

De 25 produkter, som Karen Kjærgaard er ved at udvælge til kollektionen, kan være alt fra armbånd over tekander til skamler. Men fælles for kunsthåndværket til den kommende kollektion er, at det rummer godt håndværk, humor og humanisme.

"Design skal provokere og vække nogle følelser og reaktioner i os. Det skal berøre os på en eller anden måde, og det gør det, når det bølger frem og tilbage mellem det designede og håndværket som en slags urkraft. Det må gerne pille ved vores selvhøjtidelighed," siger hun og peger på en medbragt Danish Crafts-plakat med et billede af en lille grøn græsgrøftekant i keramik, som var med i sidste års kollektion.

"Den er poetisk, smuk og humoristisk på samme tid. Den minder os om noget, måske fører den tankerne tilbage til barndommen," siger Karen Kjærgaard.

Hun er en arkitekt, der lægger vægt på referencerne. Design skal pege på noget i os selv, tiden eller stedet, ellers bliver det uinteressant.

"Tidløst er et skævt begreb. Det tidløse har netop ingen referencer til tid og sted, og det er ikke der, jeg mener, det interessante opstår. Det bliver spændende, når et produkt eksempelvis rummer en provokerende kommentar," siger hun og hiver et andet eksempel frem. Det er et par hvide, pilleformede æsker. Den ene med en påtrykt revolver, den anden med et 30 graders vaskemærke og et rødt overstreget strygejern. For æsken er lavet af 99,9 procent keramik og 0,1 procent bomuld, som der står på den.

$SUBT_ON$Fra batik til budskab

Provokationer, fortællinger og referencer er noget, der især er kommet til de seneste ti år, et årti, hvor der ifølge Karen Kjærgaard er sket enormt meget i dansk design og kunsthåndværk.

"Mens kunsthåndværk tidligere var præget af enegang, hvor man sad alene med sine ting og solgte fra værkstedet, har kunsthåndværkerne nu fået et langt bedre afsæt for at komme ud med produkterne, blandt andet gennem Danish Crafts," siger hun. I kraft af den professionelle markedsføring i udlandet har området fået stor opmærksomhed, og det har haft betydning for branchen indadtil.

Samtidig hænger udviklingen sammen med de seneste års bevidstgørelse og professionalisering af kunsthåndværket, også gennem kuraterede udstillinger som Danish Crafts.

"Kunsthåndværket har fået en intellektuel overbygning, det er blevet mere bevidst om sit eget værd. Det har gjort, at det har rykket sig fra den brune, lidt kluntede tekop, til design, der har fået flere lag på i form af fortællinger og referencer til vores liv. Design er blevet kommentarer til vores selvopfattelse, uden at håndværket er gået tabt," mener Karen Kjærgaard.

Der er en verden til forskel på den keramik, man så for bare 10 til 15 år siden, og det, de danske keramikere brænder i deres ovne i dag, mener hun.

"Når man tænkte på kunsthåndværk, var det noget med vævede tekstiler og grov batik. Hvis man sagde keramik, så tænkte man på noget brunt," siger hun og afmonterer myten om, at der ikke er sket noget nyt i dansk design siden Arne Jacobsen.

Men når design har rykket sig i det seneste årti, er det ikke kun, fordi kunsthåndværkerne er blevet mere vovede. I takt med øget velstand er brugerne begyndt at efterlyse det unikke. Tidligere var det ultimative statussymbol et Hugo Boss-sæt eller en Gucci taske, mens vi nu vil stykke vores livsmosaik sammen på en personlig måde.

"Vi har aldrig haft flere penge end nu, og enhver kan købe dyre mærkevarer. Derfor vil vi nu hellere omgive os med ting, der afspejler personlighed, empati og nærvær, ting, vi får lyst til at gemme og give videre til vores børn. Det er jagten på det ubetrådte," siger Karen Kjærgaard, som glæder sig til at afsøge det ukendte i den nye Crafts Collection. For hun har allerede kig på nye designere, nye talenter og nye messer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her