Læsetid: 4 min.

Designerlort og mandeflugt

3. juni 2006

Hvor skal mændene flygte hen, når den sidste designfri plet af hjemmet er forsvundet

Vi har ikke noget samtalekøkken. Vi ved det godt, vi ved det godt, det kan man næsten ikke være bekendt at tale om. Det svarer vel nogenlunde til at vise et væskende sår frem? Og i alt fald placerer det os helt derude, hvor man begynder at snakke om socialgruppe syv, otte og ni. Vores køkken er ellers ret nyt, kun lige godt et år gammelt. Med rene flader, gode skærefaciliteter, Hr. Nielsens helt nødvendige tegrej smukt hyldesat og kun en lille smule prangende. Fru Idas knækbrød og lynghonning i sit eget særlige skab. Jo jo. Nyslebet gulv. Måske kan man i virkeligheden godt sige, at det faktisk er et samtalekøkken - hvis det altså er i orden, at det kun kan blive en samtale for to personer? Et dialogkøkken. Men vi ved det godt, det er slet ikke nok.

Det er for sølle. Der er hverken kogeø eller spisesektion, ingen svensk slagbænk og ikke engang ledig vægplads nok til at hænge en ordentlig madpyramide op. Det kan næsten ikke blive mere sølle. Der har aldrig været en designer indenom for at godkende noget som helst. Tag sådan en ting som de umage drikkeglas, selv gammeldags sennepsglas (de er nu så dejligt holdbare) har vi stående. Og vores sammensurium af tallerkner og kopper i alle mulige stilarter. Sammenbragt bestik - kan man overhovedet være sådan noget bekendt? Selvfølgelig kan man ikke det.

Bare et dialogkøkken

Når vi har gæster, kan de jo ikke vide, hvad slags mennesker vi er. De kan ikke aflæse det på kaffekandens udformning, kagegaflens stil, rødvinsglassets genre. Det er helt ad helvede til. Det er møblerne også. Kan man forestille sig, at et eneste ugeblad, for slet ikke at tale om et boligmagasin, kunne finde på at lave en 'Hjemme hos' på Grønsundsvej, Nyk.F.? Selvfølgelig kan man ikke det. Men OK, siger vi så - og bider tappert tænderne sammen. Så indstiller vi os på at henslæbe tilværelsen i total uberømthed. Omgivet af vores stilløse, designerurørte habengut. Nåja, for resten har vi da et litografi af Ejler Bille, endda med personlig dedikation til Hr. Nielsen - det havde I nok ikke regnet med? Men nu er det jo slet ikke til at vide, om Ejler Bille passer ind i den moderne designerkultur. Så måske skulle man gå lidt stille med dørene.

Men altså: køkkenet. Man står tit derude for at brygge sin gode, grønne te. Og så er man jo ikke andet end et legebarn. Man skal lige prøvekøre de smarte skuffer, man jo selv synes, man har. De glider i igen helt af sig selv!

Men på det sidste har der nu ellers bredt sig en vis uro, en slags nervøse trækninger, i Hr. Nielsens sind. Det er ikke fordi, han sådan i almindelighed går rundt og mistænker Fru Ida for at gemme mænd i skuffer og skabe. Ude i dialogkøkkenet. Eller på badeværelset, måske? Slet ikke. Men man hører jo så mange rygter. Om mænd, der er begyndt at skjule sig alle mulige steder - på flugt fra samtalekøknerne og deres designfikserede koner. På flugt fra designerhygge, designersmagfuldhed, designerfamilieskab, designerlort. Fra den verden, der er opsat på at leve boligmagasinernes fantasier helt ud i det ekstreme. Det skulle ikke undre os, hvis de fandt ud af at søge tilflugt hos sådan nogle som os. Her må man godt spise spaghetti med kødsovs af en ganske almindelig hvid tallerken fra et ophørsudsalg. Mens man ser fjernsyn, hvis det skal være.

Tiderne bliver hårdere

Der er bare det ved det, at Nielsen faktisk har vænnet sig til kun at være omgivet af kvinder. Han har ikke lyst til at dele dialogkøkken mv. med alle mulige fremmede mænd. Tænk hvis de forgriber sig på hans tekander? Og sådan i det hele taget: De er underlige. De har mærkelige skæg, mærkelige frisurer, og det ser åndssvagt ud, når de ryger pibe. Og så snakker de ikke om andet end fodbold. Så Nielsen ser lige efter i skuffer og skabe endnu engang. Ahh - der var ikke nogen!

De allerseneste forlydender om den igangværende mandeflugt tyder i øvrigt på, at tiderne bliver endnu hårdere for det stakkels mandskøn. Det galante køn, der altid lader kvinderne bestemme, hvordan hus og hjem skal indrettes. Det nyeste skulle være, at det nu er badeværelsernes tur. De skal ikke længere være tilflugtssted for mænd, de skal indrettes som særlige 'velværeværelser', eller bare 'velværelser', hvor hele familien skal samles om at pleje hud og hår. Omgivet af smagfuld sæbeskålsdesign, selvfølgelig. Tandbørstedesign. Lækre designervandhaner, designerbrusere, designerbadekar, designer-wc-kummer. Man ser det for sig, bare et lille stykke endnu ud i fremtiden: ikke samtalekøkner, ikke 'velværelser', nej nej: den ultimative løsning: et køkken-bade-stue-soverum, hvor både far, mor, storebror og lillesøster, og måske også Den Lille Ny, rigtig kan trives. I det dejligste familiefællesskab.

Men hvorhen?

Til den tid: Hvor skal mændene så søge tilflugt? Skal de ud på gader og stræder, vænne sig til at gå lange ture i naturen, sidde og bælle øl på værtshuse, bare for at blive fri for designertyranniet, det helt rigtige æggeur, den kunstneriske oplevelse ved at spise et æg af et veldesignet æggebæger, rødvinsglassene til 400 kr. stykket, men så er de også bare så godt udtænkt af designeren, og i det hele taget alle de smukke og rigtige ting, der betyder så meget for os mennesker. Og bl.a. bl.a. bl.a. Vi ser lige efter i skufferne en sidste gang. Vi kikker lige i det store skab med snapseglassene fra Himmelbjerget. Men der var ikke nogen!

Endnu da.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her