Læsetid: 4 min.

Desillusion og medløberi

Den norske forfatter Dag Solstad har i sine bøger sat den politiske arena under lys og lup. I sin seneste roman 'Armand V.' er han destruktiv og opgivende på velfærdssamfundets vegne. Der var intet usædvanligt i det, lige indtil den norske udenrigsminister anmeldte bogen og erklærede, at han i hvert fald måtte videre i livet i modsætning til Solstad. Nu koger debatten i Norge
28. oktober 2006

Forfatteren Dag Solstad har i sit forfatterskab sat den politiske arena under lys og lup og beskrevet, hvordan politisk bevidste nordmænd har bevæget sig fra optimistisk kampgejst til større og større accept af et lunkent velfærdssamfund, de ikke længere synes at føle sig som del af. Han er blevet kritiseret af både venstre- og højrefløjsfolk, og hans seneste litterære udspil Armand V. er ingen undtagelse, eftersom det på mange måder genoptager centrale temaer fra forfatterskabet - nemlig norsk og i det hele taget europæisk politik.

Gennem hele oktober har romanen været genstand for en massiv debat i den norske presse. Debatten nåede kogepunktet, da den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre på opfordring anmeldte bogen i Morgenbladet og på avisforsiden deklamerede, at han i hvert fald måtte videre i livet i modsætning til Solstad, som åbenbart, ifølge Støre, valgte en destruktiv og opgivende udvej. Solstads beskrivelse af samtidens desillusion syntes i det hele taget at vække stor frustration - ikke blot hos udenrigsministeren, men også hos flere yngre anmeldere.

Tro, håb og opgivelse

Flere steder i Solstads forfatterskab genfinder man 68-generationens progressive venstrefløjsfolk, som nu, efter flere år i kampens hede, kaster håndklædet i ringen, mens de resigneret bevidner en tiltagende højredrejning, en mere og mere massiv populisme og ikke mindst det faktum, at den økonomiske liberalisme ikke længere opfattes som én politisk ideologi blandt mange, men der-imod som en grundlæggende forklaringsmodel på, hvordan verden fungerer.

Armand V., med den sigende undertitel Fotnoter til en uutgravd roman, består netop af en række noter, som beretter om Armand V., norsk diplomat i London, som arbejder for en regering, han egentlig hader, men som han i en rolle som slibrig medløber indordner sig under. Selvom han er dybt ambivalent i forhold til, hvad han egentlig deltager i, forbliver han trofast på overfladen. Først da hans søn, som er udstationeret i Afghanistan, som følge af krigens rædsler vender blind hjem, får Armand V. øjnene op for, hvad det er for et spil, han deltager i. Norge er ifølge bogen underlagt det amerikanske imperium, som med tung militær retorik og magt-anvendelse styrer verden. Man er med, så længe man spiller spillet, men det skal så sandelig spilles på præcise og uigennemtrængelige præmisser. Ellers: Game over.

Mellem politik og litteratur

Som sagt var det avisen Morgenbladet, som lod udenrigsministeren anmelde romanen. Et af diplomatiets fremtrædende ansigter skulle nu fælde dom over en fiktionalisering af en rolle, som på mange måder ligner hans egen. Intriguing--!

Man får svar, som man spørger. Selvfølgelig vil Støre ikke bifalde en beskrivelse af det norske velfærdssamfund som hyklerisk medløbende. Han er forpligtet til at være optimistisk og tage afstand fra politisk desillusion. Og det gjorde han selvfølgelig også:

"Solstads anliggende, sådan som jeg læser ham, går længere end til spørgsmålet om, hvordan Norge skal bibeholde sin integritet i alliance med verdens eneste supermagt. Mere end at finde mening i det diplomatiske liv, læser jeg historien om Armand V. som en beretning om ensomhed og følelsesmæssig distance, ja, om en tilskuerrolle - han har solid afstand til sine kvinder, til sine børn, til sig selv". (Morgenbladet d. 6. okt.) Støre langer herefter kraftigt ud efter den resignerede 68-generation, som efter hans mening kapitulerede efter blot et par nederlag. Vi må videre og ikke blot hænge med næbet, hævder han diplomatisk og efterlyser dialog og parlamentariske løsninger, som netop skal overvinde kløften mellem 'os' og 'dem', en kløft han mener, at Solstad ironisk nok cementerer yderligere i sin voldsomme kritik af USA's overherredømme.

Forfatter og formand for Helsinki-komiteen Aage Borchgrevink var inde på noget af det samme i sin anmeldelse ugen forinden (Morgenbladet 29. sept.), da han beskrev synspunkterne i Solstads bog som udtryk for "politisk infantilisme: en slags hadefuld koloniagtig binding til den imperiale patron". Støre ønsker altså diplomati og Borchgrevink et mere nuanceret syn på verden.

Leflen for det midtsøgende

Men er det ikke netop denne pragmatiske leflen for at være midtsøgende, som har ført til dagens politiske situation, hvor det netop, i diplomatiets navn, er fuldstændig legitimt at angribe andre og 'fremmede' kulturer for slet ikke at tale om at føre 'forebyggende' krig mod en hvilken som helst despotisk nation? Er det ikke netop i tolerancens navn, vi lige nu ser det mest absolutistiske system af alle gå ind og overtage magten overalt? Efter EU-nederlaget et år tilbage efterlyste Rune Lykkeberg i Information et alternativ til det, der var blevet stemt nej til, men fandt ikke noget. For der er jo ikke noget, eftersom det er vanskeligt at modsætte sig Støres formaninger om sympatisk dialog og forståelse. Hvem ønsker ikke det?

I Morgenbladet ugen efter siger Solstad i et parerende svar:

"Hvis han (Støre, red.) mener, at Norge er i en sådan politisk situation, at vi ikke er delt mellem vi og de andre, da er min bog totalt meningsløs som politisk roman."

Solstad hævder også, at han langtfra er resigneret, og at kritik vel næppe er lig resignation. Det spørgsmål, som gang på gang spøger mellem linjerne, er netop det resignerede 'hvad har vi egentlig at miste'-?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu