Læsetid: 2 min.

Desinformation i Information

23. maj 2007

1. "Sagen om historieprofessor Bent Jensens artikler i Jyllands-Posten med klassificerede og fortrolige oplysninger hentet i PET-arkiverne ..."

PETs omtale af Dragsdahl som Moskvas agent nr. ét i Danmark er i et afklassificeret dokument.

2. "Dybest ned i hængemapperne er Bent Jensen nået."

DIIS-udrederne og Hans Davidsen Nielsen har set præcis de samme ting.

3. "opnåede historiepofessoren for snart tre år siden en særlig statsministeriel tilladelse til 'vidtgående adgang' til de statslige arkiver ..."

Der er ikke tale om nogen særlig tilladelse. Folketinget vedtog i januar 2003 enstemmigt, at andre end DIIS-udrederne skulle have vidtgående adgang til de statslige arkiver.

4. "Også Bent Jensen måtte først forpligte sig til at overholde ikke bare landets love ..." !

Alle skal naturligvis overholde landets love; det er ikke noget man "først skal forpligte sig til".

Ingen anklage

5. "Som alle i dag ved, overholdt professoren ikke dette (tavsheds)pålæg. Tværtimod (...) anklagede (han ...) JD for at være KGB-spion 'nr. 1' i Danmark i 1980'erne..."

Jeg skrev én artikel og anklagede ikke nogen for noget som helst. Jeg omtalte PETs interne omtale og karakteristik af Dragsdahl.

6. "Bent Jensen var så sikker i sin sag, at han gentagne gange afviste at lytte til den 'vejledning', som PET i timerne inden offentliggørelsen af artiklerne forsøgte at give ham om det ulovlige i at offentliggøre oplysninger ..."

Jeg havde fire måneder forinden bedt PET om at sige, om der i artiklen var oplysninger, der ikke måtte offentliggøres.

Jeg valgte at fjerne adskillige oplysninger fra artiklen, som PET mente stammede fra ikke-afklassificeret materiale.

7. "trak Bent Jensen i land..."

PET har trukket i land. Af et oprindeligt langt register over angivelige oplysninger fra ikke-afklassificeret materiale resterer kun en enkelt oplysning, som ikke blev offentliggjort i min artikel.

8. "Når oppositionen nu forsøger at afæske statsministeren en holdning til dette professorale regelbrud ..."

Jeg har anmodet justitsministeren om at få PETs 'afgørelse' annulleret, da den bygger på urigtige eller mangelfulde præmisser. Morten Bødskov, Rasmus Prehn og Pernille Frahm har i de sidste fire måneder udsendt en byge af usande og insinuerende påstande om mig i og uden for Folketinget.

Statsministerens rolle

9. "statsministeren, der mere end nogen anden bar Bent Jensens vidtgående arkivadgang igennem ..."

Statsministeriet er det koordinerende ministerium ved ansøgning om adgang til normalt utilgængelige sager.

10. "udvalgte forskere som Bent Jensen i modsætning til alle andre borgere [skal] fortsat have vidtgående arkivadgang ..."

Jeg er som sagt ikke mere udvalgt end alle de andre, der ifølge Folketingets enstemmige beslutning har fået adgang til arkiverne.

Er det uvidenhed eller ond vilje, der har afstedkommet denne massive ophobning af usandheder i en enkelt leder? Måske snarere en kombination af de to faktorer. Under alle omstændigheder overstiger det tilsyneladende Informations intellektuelle formåen at sætte sig ind i denne sag og give en blot nødtørftigt korrekt fremstilling af sagens hovedtræk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her