For raseriet og fortvivlelsen over, at Københavns kommune i en lyssky handel solgte deres hus, som de med rimelighed kunne påstå en hævdvunden ret til, berettigede jo ikke til invalidering af medmennesker eller mord.
Med den begavelse, de nu skriftligt har lagt for dagen, undrer det mig, at de ikke fandt på intelligente, sorgmuntre demonstrationer og måder at forstyrre den borgerlige dekadente samfundsorden på.
Deres sammenligning med de jyske bønders opstand i Grevens fejde og modstandskampen under besættelsen fremstår som et desperat forsøg på at finde fodfæste i galskaben. Som de selv skriver er situationen ikke så enkel: "Vi er bedre paralyseret end i et totalitært militærdiktatur. Dér er der noget at kæmpe og dø for".
Men det er jo altså ikke et militærdiktatur, de er oppe imod. Hvorfor indsatsen mod paralysen må tage afsæt i vid, kunst og intelligens, ikke i udfald på voldelige præmisser. Det er jo ikke intifadaens præmisser, der gælder i København.
Det normaliserede vanvid
Men drej nu kameraet en halv omgang. Ret det mod det, disse unge er oprørte over. Det er her det normaliserede vanvid skal ses. Her har vi et samfund, der har en overflod af materielle goder så stor, at der er mere end rigeligt til alle. På ti dage produceres mere, end der for hundrede år siden kunne produceres på et år. Og i Kina, Bangladesh, Indien og andre lande arbejder tusinder af mennesker - børn iblandt - tolv timer om dagen for en ussel løn for at forsyne os med alle mulige varer.
Det er blevet til så meget, at en stor del af vores vellønnede, kreative arbejdskraft må bruges til at holde gang i omsætningen med stadigt mere udspekulerede allesteds nærværende reklamer, der i lyd, billeder og tekst uophørligt indprenter børn og voksne de værdier, de skal tilegne sig for at udfylde deres rolle som storforbrugere, hvis indsats er nødvendig for at holde den økonomiske vækst i gang.
Hvorfor er det så skidt?
Det kunne være så godt. Hvorfor er det så så forbandet skidt? Hvorfor viser velstanden sig ikke i dejlige, venlige skoler, hvorfra børnene løber glade hjem fra dagens undervisning - visning af undere og det underlige, som John Holten Andersen tænksomt fortolker ordet i sidste nummer af SALT (Februar 07)?
Hvorfor bliver almindelige arbejdsomme mennesker fordrevet fra København af vildt opskruede ejendomspriser?
Nogle unge mennesker er ved at kvæles i vanviddet og er skræmte og fortvivlede ved fremtidsudsigterne i dette selvdestruktive samfund, der af egen kraft drives mod sin undergang i de klimaændringer, miljøødelæggelser, krige og terroranslag, det forårsager. Hvorfor ville kommunen ikke lade dem beholde deres fristed i fred?
Nu er de sat på gaden. Deres hus er væk. Til den lange række af spørgsmål, som udlændinge skal besvare for at bevidne deres forståelse af danskheden, må der nu tilføjes endnu ét med tre svarmuligheder: Den 1. marts 2007 ryddede politiet ejendommen Jagtvej 69, der i 24 år som et selvstyrende Ungdomshus havde været er fristed for unge mennesker. Grunden dertil var: 1) Det var en narkobule og et hjemsted for kriminalitet. ja/nej? 2) Det var hjemsted for ulovlig samfundsomvæltende virksomhed. ja/nej? 3) Det var bekvemt og opportunt for kommunen at sælge de unges hus til en religiøs sekt med interesser i ejendomshandel. ja/nej?
