Læsetid: 4 min.

Desperat Netanyahu

23. januar 1998

I Ét af de små øjeblikke mellem sexskandaler, hvor Bill Clinton pt. har tid til at være præsident, blev Israels præsident Netanyahu forleden klemt ind til et møde. Det blev kort.
Ikke på grund af skandalerne i USA, og selv om Netanyahus kritikere kalder hans behandling af fredsprocessen skandaløs, er det et skrappere ord end Clinton vil bruge. Men hans ordvalg ligner - og er baggrunden for, at mødet blev så kort. For tiden behandler Clinton ganske enkelt Netanyahu "som en bulgarsk præsident", som en iagttager forleden karakteriserede det - uden synderlig respekt for den mellemeuropæiske stat. Israel er trods alt én af USA's vigtigste strategiske allierede og den største modtager af amerikansk udviklingshjælp: Tre milliarder dollar flyder årligt fra de amerikanske skatteborgere til Israel. Alligevel havde Clinton "ikke tid til" at mødes med Netanyahu, da denne sidst var i Washington - en fornærmelse, ingen anden præsident tidligere har vist over for en israelsk leder. Da de endeligt mødtes i onsdags var det fortsat med afstand; hverken en frokost eller et fælles pressemøde kunne Netanyahu få.

Clinton og hans udenrigsminister Madeleine Albright signalerer, at Netanyahu ikke lever op til USA's forventninger i fredsprocessen. Netanyahu er tilsyneladende ligeglad. Han ved, at de ikke har så meget at skulle have sagt over USA's udenrigspolitik over for Israel. Dén bestemmes i Kongressen, der kontrolleres af oppositionen. Dermed burde Netanyahu have været i stand til at tage mødet med Clinton med en vis sindsro. Det var han tilsyneladende ikke, og det kan komme til at koste ham dyrt. Helt bogstaveligt.
Han fandt det nemlig nødvendigt at opsøge nogle af Clintons værste politiske fjender før mødet med præsidenten. Og sikke nogle typer, han indlod sig med. Det var slemt nok, at han følte sig nødsaget til at se den konservative republikanske leder Newt Gingrich, indbegrebet af stormløb mod ethvert progressivt eller liberalt element i Clintons politik. Men Netanyahu gik videre og mødte nogle af de mest yderligtgående kristne fundamentalister og højrefløjsfolk: Pat Robertson fra The Christian Coalition og Jerry Falwell, stifter af bevægelsen The Moral Majority.
Dagsordenen for møderne var klare: Netanyahu er bolværket mod det muslimske anslag mod verdensfreden; Clinton er på vej til at sælge Israels - og USA's - skæbne til terroristerne, med sit krav om, at Israel skal fortsætte rømningen af den besatte Vestbred.

Dermed er tingene sat helt på hovedet. Ingen amerikansk præsident har været så positivt indstillet over for Israel som Clinton. Ingen amerikanske præsident har som han set gennem fingrene med løfter, også givet til amerikanske ledere, som israelske ledere har brudt.
Forklaringen på dette forhold lyder relativ enstemmigt fra amerikanske iagttagere og eksperter: Clinton var økonomisk afhængig af bidrag til sin valgkampagne fra velstående jødiske organisationer, der til gengæld sikrede sig løfter om en pro-israelsk politik. Jamen, nu skal han jo ikke genvælges? Nej, siger samme iagttagere - f.eks. den ansete University of Massachusets-professor Richard Norton - men det skal hans vice-præsident, Al Gore, og det helst som præsident. Derfor er Clinton under pres fra Gore for ikke at sætte hans valgindtægtsmuligheder over styr ved at lægge det pres på Netanyahu, som udenrigsminister Albright ofte antyder, at Clinton gerne ville.

Holdningen til Netanyahu har imidlertid splittet de jødiske organisationer. En stor moderat fløj er dybt bekymret over Netanyahus brud på den indgåede aftale med Arafat. Så bekymret, at den under hans besøg i Washington med store dagbladsannoncer opfordrede de to parter til at respektere aftalen.
Israels egen høgefløj havde også indrykket annoncer, men med et klarere budskab: Clinton sælger ud, altså på linje med den amerikanske højrefløj.
Med sine højt medieprofilerede besøg hos denne amerikanske højrefløj - bl.a. et langt interview med Pat Robertson på hans radiostation - valgte Netanyahu altså side i den interne amerikanske jødiske strid. Det kan umiddelbart se både logisk og fornuftigt ud.
Men han glemmer tilsyneladende, at dette har en amerikansk indenrigspolitisk side. Det store flertal af amerikanske jøder er indenrigspolitisk liberale - ja, mere end det, hovedparten af de intellektuelle, der er talerør for det liberale amerikanske establishment, er jøder. For dette liberale jødiske establishment er Gingrich, Robertson og Falwell ikke bare repræsentanter for højrefløjens stenalderdumhed - men værre endnu: De er direkte farlige, især for jøder. Fallwell er intet mindre end manden i USA, der agiterer for det synspunkt, at det amerikanske samfund er i kløerne på en jødisk-frimurer-satanisk sammensværgelse. Hvorfor han i sine svovlprædikener ikke trættes af at understrege, at Israel efter dommedag vil blive omvendt til Jesus.

Det er muligt, at Netanyahu følte et øjebliks satanisk tilfredshed ved at give Clinton igen med sin demonstrative alliance med de højreorienterede. Men det sendte kuldegysninger gennem de jødiske samfund i USA. Det skulle være meget, meget sært, om ikke netop de jødiske organisation, oprettet på baggrund af jødeforfølgelserne i Europa, alvorligt overvejer, til hvem og hvad i Israel deres penge og politiske støtte fremover skal kanaliseres.
For al hans braldren ligner Netanyahu en stadig mere kortsynet og desperat mand. Ikke nogen betryggende leder i et land, hvor brudte løfter, afmagt og magtbegær føder nye desperadoer hver dag.pety

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her