Læsetid: 4 min.

Destination metropol eller middelalder

I den norditalienske by Mantua er der farvestrålende fresker af Mantegna og risotto med fedtdrivende revelsben. Og på sidste års byplanbiennale i Venedig var temaet problemer og planløshed i alverdens voksende storbyer. Uden om store fristende udstillinger fungerer kanalbyen forunderligt i sit eget blinkende univers af gyngende gondoler og friske fisk fra lagunen
3. marts 2007

Mantua i Norditalien har det hele som fungerende middelalderby betragtet. Buegange, klokketårne, torve og katedraler. Og biler, busser, fodgængere. På en lille forsænket plads foran den murede, romanske rotonde leger børnene i middagstimen op og ned ad de flade trappetrin.

Hertugpaladserne San Giorgio og Palazzo Ducale rejser sig ud mod to brede flodsøer. Og sydpå blev Palazzo Te siden sommerresidens for den fyrstelige Gonzaga-familie.

Andrea Mantegna var renæssancemaler og betalt af fyrstefamilien. Han er i sine billeder og slotsfresker fra slutningen af 1400-tallet optaget af at hente arkitekturen ind i billederne.

Illusioner

Ikke bare snoede babelstårne eller idealbyer i smukke bjerglandskaber bag rummets illuderende vinduesåbninger, men også som søjler i rummet, så væg og udsigt bliver illusioner om væg og udsigt, samtidig med at væggen er virkelig nok, men søjler og menneskefigurer malet på.

I San Giorgio-borgen har Mantegna dekoreret den såkaldte bryllupssal. Gonzaga-hoffets gæster dukker op fra en trappe i den ene side af billedet, og i den anden kunne en virkelig niche godt være indgangen til billedets trapperum bagom.

På næste illusionsvæg står en smukt opsadlet hest helt fremme mellem malede buer foran grønne frugttræer og lyseblå bjerge.

Heste har tydeligvis været hoffets stolthed. I Palazzo Te er der en hel sal med malede heste i naturlig størrelse. In natura ses de nu kun som bresaolo og i tomatsovs, måske gamle krikker fra DK, men godt smager det i Mantua, og på freskerne i bryllupssalen er hesten lige så lebendigt dérboende, som prinsen i loggiaen ved siden af.

Malede gule forhæng vifter for vinden, og personer i røde og blå dragter taler med hinanden, hvisker, giver ordrer, poserer i profil eller stirrer på fotografen. Dario Fo har skrevet en bog om Mantegna, og tableauerne er da også mere teater end film, figuranterne lige ved at bevæge sig, gennemføre en gestus eller gå i spil.

Hvert ansigt er genkendeligt på gaden eller i baren. Pigernes spidse overlæbe og mændenes lange næser. Pigernes tykke øjenlåg med blikkets spillende sprækker.

Marco Polo rejste ud fra Venedig. Havde han andet kinesisk end krudt med hjem til området - og muskatnød til de lokale ravioliers græskarfyld...?

Rationalisme

Arkaderne med restauranter og butikker rundt om Mantuas hovedtorv, Piazza delle Erbe, er kantet af spinkle søjler. Op over buerne troner mure og gavle på arkitekten Albertis tøndehvælvede San Andrea-katedral.

Leon Battista Alberti nedskrev reglerne for renæssancens perspektiver og stramme arkitektur.

Det er den slags byarkitektur, der for tredive år siden fik arkitekter som Aldo Rossi og Leon Krier til igen at tegne byprospekter med rotonder, klodser og campaniler. Som forsøg på en rehabilitering af begrebet by efter modernismens betonforstæder (Høje Tåstrups teglgule center med arkader og skulpturtårn er en tillempet dansk udgave af 1970'ernes italienske neorationalisme).

Kunne man så det? Kan arkader og rotonder generere det byliv, som mangler i efterkrigstidens bydele?

Det er der vist ingen, der længere tror på. Og sidste års Venedig-biennales skrift på væggen malede da også klodens by-problemer anderledes drastisk op, selv om både neorationalistiske Aldo Rossis og Mussolinis byplan-projekter af værtslandet var tildelt en lang, heroiserende opmarch.

Panoramaer

Venedig i sol og tåge. Øerne bag lagunen opløses i gråtoner, så kun kupler og spidser stikker op af disen. Turen hjem fra byplanbiennalen var buldermørk sidst på sæsonen. Det er råkoldt. Vaporettoen skramler sig frem fra Giardini og Arsenale mellem kajernes spredte lysprikker og gadelygter.

Venedig er ikke altid solskin og mandoliner, men hver gang, uanset vejret, en lysende åbenbaring eller udfordrende labyrint.

2006-biennalens problemprospekter er slukket. Og til sommer gælder det alverdens billedkunst. Men det forsvinder de urbane realiteter ikke af. 75 procent af klodens forurening stammer fra byerne. Og halvdelen af jordens befolkning bor snart i byer.

Hvordan tackler man det dilemma?

Den overordnede temaudstilling i en værftsbygning på det gamle havneareal Arsenale ville ligefrem gøre fremtidens byområder til aktivt redskab for både social lighed, tolerance og bæredygtighed.

Det fromme fremtidsønske kan ses som et uafviseligt imperativ, hvis ikke hele netværket skal brase sammen - men stiller store planmæssige krav og mangler afstivende politisk agenda.

Man stod i sprællevende rundhorisonter fra storbyernes centre og spadserede rundt på rullende satellitnærbilleder af de ydre slumkvarterer. Sao Paolo, Rio, Lagos, Bombay. Voksende byområder i kaotisk vækst. Kriminaliteten og fattigdommen lader sig ikke uden videre afbilde på film, men vitaliteten, støjen, lyset og tætheden trådte tydeligt frem i panoramaerne.

Mellemrum

Aktuelle by-problemer løses ikke gennem byggeklodsernes facon, selv om byer, uanset skala og udstrækning, er bundet til fysisk form, udnyttelsesgrad, højde og infrastruktur.

Den globale storby hedder i dag Mumbai i Indien (tidl. Bombay) eller Lagos i Nigeria eller Abu Dhabi i olie-emiraternes Golf. Det er byer og dragende rejsemål, der allerede nu er langt større end London og New York, som vokser vildt som slum eller skyder op og ud langs brede bil-boulevarder. De nye områder ligner mere tætte regioner end byer i europæisk forstand.

Men længere nede i størrelseshierakiet skal mellemrum mellem boligblokke og supermarkeder, kontorbygninger og administrationscentre på godt og ondt alligevel aflæses i menneskelig skala, hvad enten kroppen går eller kører i bil, og uanset om bydelen hedder Ørestad eller noget østasiatisk, og gadekøkkenet er en pølsevogn i Ringsted.

Sjælland er også på vej til at udgøre én stor byregion. Samtidig med at de hidtidige danske regionplaner nu paradoksalt forsvinder med kommunalreformen.

Arkitekten Bernard Tschumi, som i sin tid tegnede Parc de la Villette i Paris, viste i den schweiziske pavillon på biennalen i Venedig sine grønne idealforestillinger om afgrænsede bydele på højst 30.000 beboere.

Det er nogenlunde størrelsen på en dansk gennemsnitskommune fra før kommunesammenlægningerne. Og noget nær halvdelen af indbyggertallet i Mantua og i Venedig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu