Læsetid: 4 min.

Destination: Stjernerne

Den skotske kvartet Franz Ferdinand holder til fulde den høje standard, bandet selv satte med sidste års debut-cd, mens norske WE bare overrasker. Positivt, vel at mærke
7. oktober 2005

Med jævne mellemrum proklameres rockens død.

Og med lige så jævne mellemrum rejser rockdyret sig fra graven og drager hærgende over kloden, hvor den hverver sig nye proselytter, der måske er gået død på radioernes monokromt playlistede lydgrød - man skulle jo nødig decideret begynde at udfordre folk; det ville være stik imod den 'kulturpolitik', der p.t. dikteres fra denne Brian Mikkelsen, selve smagsdommeriets oversmagsdommer - eller er begyndt at kede sig til såkaldte hiphop-koncerter eller har fået nok af klubscenen, hvor dj'en er guds stedfortræder på podiet eller simpelthen befinder sig lige der, hvor rock'n'roll i en eller anden anden form ligner præcis det, lægen ordinerede mod spleen, dårlig ånde og almindelig ulyst til livet ude i den danske normalvirkelighed.

Løssluppent

Og ingen tvivl om at skotske Franz Ferdinand hører til blandt eliten af den bølge rockbands, der som en syndflod er skyllet ind over os her i det efterhånden knap så ny millenium.

Deres selvbetitlede debutalbum væltede med rette os alle med sin spunk og energi, sit præcise sammenspil, sit nådesløse attac, sine smagfulde referencer og ikke mindst, sine fremragende sange. Der lå grangiveligt en em af Greatest Hits over denne tilsyneladende prunkløse debut, så gu var vi nervøse, da vi satte You Could Have It So Much Better i cd-drevet og lænede os tilbage i lyttestolen. Men allerede ganske få numre inde kunne det slås fast, at FF ingen''one trick pony' er.

Det vil sige, at det lyder alt sammen stadig umådeligt Franz Ferdinandsk - og hvordan pokker skulle det ellers lyde? Bare lige en streg mere på en gang koncentreret og løssluppent. Det er bestemt skægt, men også dødelig alvor. Den megen turneren rundt har bestemt ikke gjort bandet ringere og sangskrivningen kan der vitterlig ikke sættes en finger på.

Faktisk er det sidstnævnte faktum, der adskiller Bob, Alex, Nick og Paul fra langt de fleste andre af tidens rocknavne, for YCHISMB lyder grangiveligt som - Greatest Hits Vol. 2!! Godt man ikke skal vælge singler derfra!

Uimodståelig rock'n'roll

Vi vil her også lige påpege, at man faktisk kan danse til FF, at lortet både besidder swing og drive og i det hele taget udgør noget af det mest uimodståelige rock'n'roll på denne side af The White Stripes (uden sammenligning i øvrigt).

Man kan stadig finde elementer af alt fra tidlig Talking Heads over XTC og Madness til britpop-æra Blur, men det er så også pokkers fine referencer fra den store sorte rockborg.

De blev ved deres fremkomst sammenlignet med The Strokes (hvis nogen kan huske dem), men dem har de for længst givet baghjul med deres raketfart mod stjernerne. Det er simpelthen noget af det mest oplivende og inciterende rockmusik, vi har hørt i nyere tid. Absolut en sort messe og en hel kasse rom værd.

Men hvad nu, hvis Franz Ferdinand var kommet fra Norge? Var de så også blevet overhældt med ros og priser såsom Ivor Novello, Mercury Music, Brits og MTV Awards, og hvad de fire gutter nu ellers har fået smidt i nakken det forløbne års tid? Næppe! For er der noget, man tør kalde såvel den britiske som den amerikanske musikbranche lige så vel som dens ditto presse, er det, at hele lortet er skræmmende etnocentrisk. Man kan til nød komme fra Australien, og Abba er da også blevet behørigt kanoniseret 20 år efter, bandet gik i opløsning, og Björk er dæleme en skæg lille én, men ellers holder de den ondelyneme kortene tæt til kroppen.

Jeg savner således stadig artiklen i de internationale musikblade om et af sen-60'ernes absolut mest prægnante navne, vor egne Savage Rose. Men det kan de svagpissere næppe få øje på i deres forpulede nationale selvoptagethed, så selv om norske WE's forrygende Smugglers-album snildt kan måle sig med for eksempel Franz Ferdinand - igen uden sammenligning, i øvrigt - skal de vel være glade, hvis de kan snige sig til et skandinavisk gennembrud. Hvilket er det mindste, der bør tilfalde WE, som trods næsten 12 år på bagen formår at lyde funklende friske og dog alligevel dunkelt uigennemtrængelige på den fede måde.

Har De nogen sinde på den mindste måde været på psykedelisk rock - hvad vi her på kontoret nok må sige at have været i svær grad, straight or sober - kan De roligt gå ombord i Smugglers, en ren guldgrube af benhård og dog alligevel svævende melodiøs rockmusik, der minder om lidt af hvert (Black Sabbath, Kyuss, det ligeledes norske og ligeledes obskure Motorpsycho m.fl.) og så alligevel ikke rigtig nogen.

Der er et vaskeægte nærvær til stede i hver tone, hvilket bør tilskrives producer Chris Gross, som man bør kende fra Queen Of The Stone Age, blandt andet, men ikke mindst fordi de fire nordmænd her bare er så satans sammenspillede og som en kampvogn på larvefødder går durk igennem alle ens forsvar og eventuelle fordomme om norsk musik. Det er både subversivt og frigørende, som det hør og bør sig med god rock, og som lytter sidder man bare måbende og lader disse imposante kaskader af narkoficerende elektricitet gennemstrømme krop og sind.

At Smugglers så tilmed lander lige midt i svampesæsonen ligner en tanke. En rigtig god tanke. Vi bøjer os i støvet og spiller den lige forfra en gang til, for her tages hverken hensyn, fanger eller forbehold. Det er simpel, men effektiv og gennembearbejdet blæs-knoppen-af-lytteren-rock. Som den slags dog luner.

Franz Ferdinand: You Could Have It So Much Better (Domino/Playground)

WE: Smugglers (Nun Music/Kick Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her