Læsetid: 8 min.

Jeg har desværre heller ikke haft en ulykkelig barndom

29. juli 2006

"Kan du ringe lidt senere, jeg er lige ved at lukke får ind."

Kunstneren Bjørn Nørgaard, der blev berømt og berygtet, da han i 1970 slagtede en hest for at udstille den i syltetøjsglas, er faktisk god ved dyr. Men ligesom den syge hest dengang havde nået vejs ende, har vi allesammen et slutpunkt i vores "korte liv". Det er der desværre mange, som ikke gør sig klart, synes han.

"At vi fødes, bliver ældre og dør er en realitet, og i det her opskruede samfund er det jo en kolossal fiasko, at vi ender med at dø. En meget stor del af vores liv tænker vi kun på døden som noget, der sker for andre. Det ligger i hele vores udmærkede velfærdssystem med dets rettigheder og retsgarantier og har den uheldige konsekvens, at vi nemt kommer til at opfatte livet som en social foranstaltning," siger Bjørn Nørgaard, mens vi går ind på værkstedet i hans gamle firlængede gård på Møn.

Han er glad for at have kendt andet og været vokset op i en almindelig arbejderfamilie i 50'ernes Danmark dengang, hvor der ikke var nogen forbrugsfest, men heller ikke daginstitutioner og voksenovervågning.

"Min far var teknisk tegner i brandvæsenet og min mor uddannet tilskærerske, og resten af familien var håndværkere. Vi lejede støvsuger for 25 ører nede hos købmanden og havde ingen telefon eller bil. Dem, der fik bil og stod og pudsede den hele søndagen, var egentlig lidt til grin. Tænk at de gad. Som barn løb jeg ned på festpladsen, hvor maketenderiet lå, for at mødes med de andre unger. Nogle løb i mosen, fangede fisk og sloges, så enhver pædagog ville have fået et hjertetilfælde 47 gange. Vi fik tidligt udviklet vores sociale kompetencer, fordi vi mødte modstand og selv måtte klare vores konflikter."

- Så du har haft en god barndom?

"Ja, desværre. Som kunstner skal man helst have haft en ond far og en grusom mor, så man kan forklare sine skævheder og give døden en årsag. En almindelig, let overvægtig, halvgammel idiot, der er er næsten tilfreds med sit liv, er der ingen, der vil købe et billede eller en skulptur af. Det vigtigste er at fortælle en historie, som Robert Jacobsen engang sagde til mig. Min historie består bare ikke af en masse rædselsberetninger. Jeg har haft nogle kærlige forældre og en tryghed, som jeg tror giver et overskud til at diskutere, hvordan verden hænger sammen. Jeg har ikke haft behov for at udtrykke mine egne gebrækkeligheder."

Den eksperimenterende kunstskole trak

Kunsten var fra starten heller ikke noget, han skulle gøre karriere med og tjene penge på. Gallerier var det værste bagstræb, og enhver kommercialisering af kunsten lig med dens død. Det var holdningen, da han var ung, og er det sådan omtrent også i dag, hvor Bjørn Nørgaard har to fuldtidsansatte håndværkere og lever godt af at lave alt lige fra politiske happenings, skulpturer i adskillige provinsbyer, motiver på 10-kroner, gobeliner til dronningen, brolægningen ved Storkespringsvandet og udsmykninger af store boligbyggerier.

Samfundsengagementet løber som en rød tråd gennem det hele, og allerede i folkeskolen og senere i gymnasiet var Bjørn Nørgaard optaget af samfundsproblemer. Sammen med en gruppe kammerater gik han på kunstudstillinger, læste Jorns bøger og alt, hvad der havde med kunst og samfund at gøre. Han begyndte på Eksskolens aftenskole i 1964, mens han gik i gymnasiet, og til sidst trak kunstmiljøet mere end bøgerne.

"Jeg var det, man kaldte en "drop out" dengang. Jeg var ellers meget optaget af matematik og havde en idé om at skulle være ingeniør, men det var alligevel for kedeligt. På Eksskolen, som lå i baggården i Pilestræde, kom forfattere, filmfolk og der var en vældig dynamik med besøg af internationale kunstnere, festivals og udstillinger. Jeg fik langsomt erobret mig et lille hjørne på skolen og gik igang med at lave malerier. Jeg havde altid malet den udsigt med trælasten, vi havde derhjemme, men fik klar besked på, at det med at male kunne jeg godt glemme. Der var en temmelig barsk tone på skolen."

Forholdene var meget primitive, og penge var der ingen af, så en støbeform blev lavet af en papkasse fra Irma, som var smurt med brun sæbe, ståltråd, lister og materialer, man fandt rundt omkring.

"Jeg arbejdede med materialets karakter, og lavede en demonstration på min første udstilling. Ligesom når man på en messe demonstrerer en ny trykkoger, stod jeg med hænderne og viste mel, sukker, salt, grus, små sten og store sten, mens der kørte noget lyd i baggrunden. På det tidspunkt i 1965 var den amerikanske minimalisme det markante udtryk med dens industrielt fremstillede objekter i moderne materialer, så var mine demonstrationer en mere europæisk udgave, hvor jeg forholdte mig til minimalismen i tilværelsen."

"Visionen var, at man gennem en renselsesproces kunne se samfundet uden filtre på en måde, som ikke havde med venstre og højre at gøre. Det var det, der lå i ungdomsoprøret. Vi havde en forestilling om, at kunst og virkelighed ville smelte sammen, og kunstneren skulle gå ind i de sociale strukturer og påvirke den måde, samfundet er dannet på."

Den transformerede revolution

Gruppens internationale gennembrud skulle have fundet sted på udstillingen Tabernakel på Louisiana, men blev delvist afblæst, blandt andet fordi Bjørn Nørgaards famøse hesteofring var for meget af det gode for museet. Hesten blev i stedet slagtet på en mark i Hornsherred og kom på midteropslaget i Ekstra Bladet til nationens store forargelse.

"Vi måtte flytte hjemmefra i nogle måneder, fordi folk fjernede dørklokker og sendte ting ind ad døren. Min påstand var, at vi under Vietnamkrigen var så vant til at se kvinder og børn blive brændt af napalm, fordi det mest højteknologiske land i verden hældte bomber ned i hovedet på nogle risbønder, som løb rundt på de mest lavteknologiske marker."

"Det medieskabte billede skal underholde, mens kunstens billede slår hul i virkelighedsfortrængningen, så man pludselig ser, at det er virkelighed, at det er død og uigenkaldeligt. Samtidig med at det var en hesteofring, var det også kunstens ofring. Nu skulle den ikke handle om at være rig og berømt og hænge på gallerier, men om at være i virkeligheden. Det var drømmen."

Revolutionen og den ny tid var lige om hjørnet, var de sikre på, og i 1971 var Bjørn Nørgaard med til at besætte Livø, hvor der var et komplet produktionsapparat med landbrugsmaskiner og smedjeværksteder. Atten idealistiske sjæle, køer, grise, gartnerifrø og værktøjer blev lastet på et stort jernskib, og de nåede at trække skibet ind, få lodset og pløjet en plovfure, inden politiet kom for første gang i deres blå kampuniformer.

Senere købte gruppen i 1972 for Eksskolens huslejepenge et trykkeri for at udvikle en model for, hvordan en arbejdsplads i Danmark skulle indrettes. Det var forestillingen om det decentrale samfund med selvforvaltende enheder og demokratiske principper, som imidlertid blev indhentet af realiteterne i en hård trykkeribranche og af en verden, som egentlig ikke ville frelses.

Et nyt spor tegnede sig for Bjørn Nørgaard, da en jysk kunsthandler i 1973 bad ham om at lave et monument til et villakvarter i Ikast. Siden fulgte flere skulpturer og udsmykningstableauer, som gik i retning af arkitektur.

"Nu da kunsten ikke blev en del af samfundet, så blev de offentlige opgaver en måde at diskutere med kommunalpolitikere, håndværkere, ingeniører og arkitekter. Når kunstværket bliver en del af det fælles rum, så skal det give mennesker nogle æstetiske kvaliteter, de kan forholde sig til i dagligdagen."

"Jeg er optaget af at lave ting i samarbejde med andre og gerne i værkstedssammenhæng. Når man har nogle evner, så mener jeg alvorligt, at man har et ansvar over for det samfund, man er en del af. Den modernistiske kunstnerrolle gik ud fra kunstneren som individ, og individet er afgørende, men det skal ikke udarte sig til navlebeskuelse og egoisme. Dele af den moderne kunstscene er meget personfikseret på en ikke altid særlig behagelig måde."

Den globale Danmarkshistorie

Dele af den moderne kunstscene rynkede sikkert på næsen, da Bjørn Nørgaard i 1988 sagde ja til lave Gobelinerne til dronningen. For opgaven repræsenterede alt det, som modernisterne ikke brød sig om: en fælles Danmarksfortælling, forældede idealer som Gud, konge og fædreland og en fin gammel håndværksmæssig tradition, som har været brugt til fremstillinger af fyrster og hærføreres bedrifter.

"Jeg var også selv meget i tvivl. Men ligesom da jeg lavede hesteofringen, handlede det om nogle fundamentale betydninger i vores samfund og kultur. Opgaven ville give mig muligheder for at diskutere de centrale konflikter i slutningen af 80'erne, før Sovjet bryder sammen, og globaliseringen for alvor kommer i omdrejninger. Og så var det så heldigt, at man skal gøre det, man ikke må. Det var mit ormehul," siger Bjørn Nørgaard om sit forsøg på at fortolke virkeligheden.

Det kom til at tage tolv år, før gobelinerne var færdige i 2000, for alle tegninger og skulpturer blev lavet i 1:1 og det hele vævet af 30 vævere på en gammel gobelinfabrik i Paris. At værket når ud til så mange forskellige mennesker, er Bjørn Nørgaard meget glad for.

"I dag ville jeg ikke have undværet gobelinerne. Personligt og kunstnerisk har det været en fremragende oplevelse og medført nogle vigtige diskussioner omkring kunst, samfund og historie. 70'erne var en underlig ahistorisk tid, og jeg synes, at det er vigtigt at kende grunden til, at vi er her. Og det, der fører frem til vores nationale demokratier i Europa, er Napoleonskrigene, som går ud på at befri folket fra fyrsterne.

Bjørn Nørgaards gobeliner er de danske konger og dronningers historie, men også adel og borgere, politikere, præster, kunstnere og videnskabsmænd og almindelige mennesker - heriblandt Bjørn Nørgaard som lille dreng på armen af sin mor - er en del af Danmarkshistorien. En historie, der er truet af de frie markedskræfter, som vi må sætte sociale, kulturelle og miljømæssige grænser for, mener han.

"Danmark er et lille land. Der findes skovpygmæer i Asien og indianerstammer i Sydamerika, og vi er nødt til at diskutere, om det globale marked skal udvikle sig til rene hegemoni (overherredømme, red.) som i det tidligere Sovjetunionen. Det er vigtigt, at vi laver en modbevægelse, og der er gobelinerne på godt og ondt en påpegning af vores mærkværdigheder. Jeg bilder mig ind, at jeg laver en inkluderende historie, der ikke som Dansk Folkeparti ekskluderer det fremmede," siger Bjørn Nørgaard.

I øjeblikket arbejder han sammen med et arkitekterne Boldsen og Holm på et boligbyggeri i barndommens Nordvestkvarter. En opgave, som han til sin skræk ser, har taget 10 år indtil videre.

"Vi lever jo ikke evigt, så næste gang vil jeg nøje overveje, hvad jeg kaster mig over. Men lange strategiske beslutninger har aldrig været min styrke. Jeg gør det, at jeg som regel venter til, jeg har fået malet mig op i et hjørne, så alle de indlysende argumenter er uomgængelige, og beslutningen næsten træffer sig selv," siger Bjørn Nørgaard og morer sig igen over sine måder at narre virkeligheden på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu