Læsetid: 4 min.

Deus ex machina

4. september 2000

I dramaet sker det af og til, at handlingen skruer sig fast, så det er umuligt at få en ende på komedien. Så kan forfatteren gribe til en deus ex machina – en gud fra maskineriet, der kommer og tryller alle tingene på plads, så historien kan komme videre. Sådan er det gået med den alt for lange farce om Det Kongelige Teater.
For alle de sidste tyve års skiftende planer for Det Kongelige Teater har været variationer over et tema, bestemt af institutionens kamp for at overleve i sin nuværende form, snarere end af kunstneriske visioner for en national scene.
Det er nærmest absurd at følge, hvordan man i samtlige år har klamret sig til forestillingen om en enhed af tre kunstarter på Kongens Nytorv. Hvorfor i alverden har man dog det? Bortset lige fra Elverhøj er der jo ikke noget væsentligt samarbejde mellem de tre. Og hvorfor er lige Kongens Nytorv verdens navle? Det må da give langt bedre mening at formulere nogle langsigtede målsætninger for hver enkelt kunstart, og se på hvilke rumbehov, det måtte udløse. Set ude fra virker det naturligt, at de nuværende bygninger ikke kan opfylde nutidens behov.

Skuespillet har brug for et hus. Skuespilleren Kirsten Olesen forklarede i fredagens Information, hvordan moderne dramatik kræver, at man som skuespiller kan komme helt tæt på publikum.
»Til det formål har vi behov for en moderne scene«, sagde hun. I virkeligheden gælder det samme for det klassiske teater – grækerne, Shakespeare og oplysningsforfatterne skrev for sluttede rum, hvor publikum var tæt på scenen, og skuespillere kunne improvisere på stemningen. I teatret er den intime kontakt mellem skuespiller og publikum altafgørende, og det kan man hverken opleve i Stærekassen eller på Gamle Scene. Til gengæld kan man sidde en hel dag på en hård bænk i Østre Gasværk og glemme alt omkring sig. Og i det moderne teater er scenografien ofte tænkt skulpturelt, rumligt. Derfor har et repertoireteater brug for bag- og sidescener, der har samme størrelse som den egentlige scene, hvor disse konstruktioner kan være stillet op når de ikke anvendes. Det har man ikke idag.
Det samme gælder naturligvis for en operascene. Men operaen har brug for et helt andet akustisk rum end teateret. Der er forskel på Wagner og Knutzon, på mange måder, og det kan enhver regne ud. Men lige siden det første forslag til en udbygning på Kongens Nytorv, i 1979, har det ikke været kunsten, men den institutionelle enhed, der er blevet forsvaret.
Man kan undre sig over, at de skiftende regeringer i den grad har ladet sig føre rundt i manegen af teatrets ledelse.

Det første forslag fra 1979, hvor man ville rive Stærekassen ned og bygge et nyt hus på grunden, vidner om den daværende ledelses mangel på indsigt. Stærekassen er et dårligt teater, fordi grunden er for lille og for smal. Der er ganske enkelt ikke plads til bag- og sidescener. Og der er ikke plads til et teaterrum, der slutter sig om scenen, fremfor at strække sig væk fra den. Det ville der jo ikke pludselig komme, hvis man rev Stærekassen ned. Og der ville heller ikke blive nok plads, selv om man rev de historiske og fredede nabobygninger ned. Men for teatrets daværende ledelse, som for den nuværende, var en placering på Kongens Nytorv vigtigere end et velfungerende
teater. Teaterfuglen fra 1997 var et forsøg på, at skabe en sammenhængende foyer ud til pladsen, et kulturelt shoppingcenter, hvor man kunne købe t-shirts og spise middag, se på gøgl og blande sig med de andre pæne mennesker. Og så var der plads til et stort teater på Hirschprunggrunden bagved. Men der var stadig ikke nogen overvejelser om teatrets kunstneriske program. Heldigvis blev den ikke til noget.
Det nu afviste forslag om et teater i Turbinehallerne i Borgergade er nok det mindst visionære hidtil; en ren forhandlingsløsning, uden nogen som helst positiv idé. Både aktører og tilskuere er kørt trætte, og det er en kæmpe lettelse, at nogle nye forfattere har taget over.

Sidste uge kom Mærsk McKinney Møller frem af kulissen med pengene og Dokøen til en operabygning, så sagde Borgerrepresentationen nej til lokalplanen for Turbinehalsprojektet, så vendte teateret blikket mod Kvæsthusbroen, og nu er der skabt mulighed for en lykkelig slutning.
Ganske vist er der store trafikale problemer ved at placere de store kulturbygninger i havnen. Men det er der også i sidegaderne. Sandheden er, at en hvilken som helst placering af operahus og teater i indre by vil give problemer, der kun tildels kan løses. Og som man kan se ude på Holmen, på den store havneudstilling i Meldahls Smedie, er en placering af de store kulturinstitutioner i inderhavnen noget, der kan løfte byen. Den løsning, der bliver foreslået nu udspringer af kommunens planinitiativer.
Mærsk McKinney Møller er ikke kommet med et tilbud ud af det blå, han har tilbudt at virkeliggøre byens vision for en grund, han selv ejer. Det er faktisk opmuntrende at se, hvordan de teknokratiske løsninger, Det Kongelige Teater hidtil har kunnet strikke sammen, gang på gang er blevet standset af den demokratiske lokalplanproces. Der er ikke tale om, at demokratiet er en hindring for store visioner, men at demokratiet kan gennemskue og afvise dårligt tænkte nødløsninger.
Og nu er den mulighed opstået, at man kan bygge en national scene på kunstens præmisser.

mam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her