Læsetid: 5 min.

DF, EU og PH

Krarup og klonen siger ja til Unionen
3. marts 2007

En professionel arbejdsmarkedsundersøgelse netop udarbejdet - oven i købet til Beskæftigelsesministeriet - fortæller, at så at sige alle ledige ønsker et job, men at godt 20 procent svarer benægtende på spørgsmålet, fordi de allerede er på vej til at få ét eller er midt i et uddannelsesforløb; eller de afviser lige i øjeblikket tilbuddet af andre gode grunde. Ingen af de adspurgte foretrækker ledigheden, og intet tyder på, at de svarer for at behage spørgeren. Alligevel mener beskæftigelsesministeren ifølge radioen, at det er for galt, når godt en fjerdedel afviser fast arbejde. Mageløst, når politikere, og da særligt ministre, lodret arkiverer sagligheden til fordel for egne fordomme. For Venstres vedkommende er det en social tradition at lade tillid være godt, men at foretrække mistillid. Man aner skyggerne fra det gamle sogneråd, hvor formanden selv gik ud og løftede dynen, når Lars i Mosen havde lagt sig med feber og måtte have understøttelse af sognet. Mistilliden er drivkraft i dette menneskesyn, som også gennemsyrer uddannelsessystemet med det sygelige antal af prøver og evalueringer i alle legemsdele. Mon noget som helst bliver bedre af det? Venstrefolk må jo tilgive én, at man en gang imellem kommer til at tænke på begrebet kreativ bogføring. Såfremt nogle af dem ikke er klar over, hvad dette hentyder til, står klummisten til rådighed.

Forleden - i anledning af Pia Kjærsgaards runde fødselsdag - gik ifølge samme en and i dammen, nemlig at Dansk Folkeparti er ved at ændre signaler over for EU og Unionen og nu nærmest er for. Kjærsgaard dementerer på det mest inderlige. Men man kan ikke sidde i en dansk regering og være imod det europæiske, det siger sig selv. Og det giver selvfølgelig stof til eftertanke, når man betænker folkepartiets åbenlyse ambitioner. Sådan set kan DF ganske roligt med den nuværende statsminister på pinden tilslutte sig samarbejdet, eftersom han inderst inde ikke giver mange sure sild for selve ideen. Siden landbruget har mistet sin særlige status i dansk politik og Venstre, og dette parti i høj grad er blevet et by- og funktionærparti, er også den ideologiske interesse for det europæiske mærkbart kølnet. Engang opførte venstrefolk sig som flommeeuropæere - sådan kaldte Ivar Nørgaard dem - kunne ikke få Europa nok og svømmede hen i store ord og fedt flæsk. Den slags svulmende tilkendegivelser endsige statsmandsord om fredens sag og de større perspektiver for de gamle nationalstater i den plagede verdensdel er i Foghs tid på toppen ikke just myldret ham ud af munden. Men medlem skal Danmark jo være, hvad ellers, og det kan det også, uden at man ligefrem behøver tale så meget om det, når nu det hele kan klares på det jævne, i det lunkne. Det kalder man pragmatik, en øvelse Kjærsgaard/ Krarup/Langballe, hvad Pia Kjærsgaard end siger, nu nok alligevel skal til, hvis de vil være noget rigtigt ved musikken. Så en skønne dag hedder det, hvad enten de piver eller synger: . Det bliver skægt.

Bandlyst fra radioen

Lotte Folke Kaarsholm skrev forleden i bladet om sin gode oplevelse ved at høre Poul Henningsen i radioens 'Radioklassikeren' og funderede på baggrund af PH's fabuleringer og unægtelige vid over, om det var festligt at være kulturradikal på den store kritiker og arkitekts tid, om debatten var bedre dengang og kulturkampen sjovere. Var den?

Man glemmer nu og da i den sammenhæng, at kulturradikalismens fremmeste eller mest farverige repræsentant og fortaler, hvis man kan sige det sådan, netop PH, faktisk i mange år var bandlyst fra Statsradiofonien. Han blev jævnligt svinet til i de borgerlige blade og var en rum tid heller ikke videre velkommen i Politiken og nærmest udelukket fra Ekstra Bladet, ved hvilket han jo faktisk havde været medarbejder. Her anbefales Gregers Dirckinck-Holmfelds fine bog om den rige periode i rabalderbladets omskiftelige historie, før chefredaktionen kun ville have bryster, balder, snot og blod.

I den forstand, når man tager i betragtning hvor svært det var for kritikken at komme til orde, var det nok ikke morsommere. Det er lykkedes det nye højre og de ovennævnte præster, som også dengang afskyede PH og dennes ateisme, at fremstille det, som om de kulturradikale for det første var en art bevægelse, for det andet at synspunkterne og personerne dominerede det offentlige rum. Det passer ikke. Gyldendal og det senere Danmarks Radio var i højere grad domineret af Heretica-folkene og socialt eller socialdemokratisk sindede grundtvigianere. Med hensyn til den selvhøjtidelighed, der uomtvisteligt kan have været et særkende for en del af dette og for så vidt også det kulturradikale segment (som man siger), hænger det vel sammen med, at dette var kongruent med en akademisk overklasse, der for nogen part trådte videre i et traditionelt standshovmodigt socialt spor. Ligesom præsterne på den anden side, blot med modsat fortegn. De to ting: at man på den ene side gerne ville gøre noget godt for andre, samtidig med at man påtog sig en paternalistisk holdning, var ikke nødvendigvis selvmodsigende for den tids progressive og engagerede mennesker. Klummisten husker disse træk fra barndommens og den tidligste ungdoms miljøer, da der stadig var mening i at tale om folk som kulturradikale. En tilsnigelse er det vel at bruge betegnelsen kulturradikal på nutidens beslægtede meningsdepartement, der ligger et sted hjemløst på en udogmatisk venstrefløj for nogens vedkommende med hang til Europa, og som mener, oplysning nytter og alt det der. Kulturradikalismen er trods alt stavnsbundet til den tid, hvor PH opererede med sin tro på fremskridtet i lysets, demokratiets, gudløshedens, god belysnings, meningsfulde revyers og kønsfrihedens navn.

Tidsskriftet Mobilia

I kommentarerne til den kulturradikale epoke i 1950'erne og 60'erne, hvor det kulturradikale stod stærkest, glemmer de fleste - eller de ved det ikke - at der faktisk var et tidsskrift, der gjorde en forskel: Mobilia, redigeret af den flamboyante udgiver Gunnar Bratvold samt Grete Jalk og med Nana Ditzel som en tredje af hovedkræfterne. Mobilia kom på fire sprog. Får man ved et lykketræf et nummer i hånden, er det den dag i dag en avanceret publikation. Gunnar Bratvold havde hovedkvarter på Eriksholm ved Snekkersten, som Oticon nu har som forskningssæde. Derfra udgav han, kom sne eller storm og kreditorer, sit internationalt anerkendte tidsskrift. Først og fremmest var det om møbler, men også de store emner i tiden. PH leverede til tider stof. I den forstand var kulturkampen dengang sjovere og ikke mindst mere talentfuld. Et direkte modspil til Mobilia var der sådan set ikke. Det reaktionære element, der i røg og damp gerne ophøjer selvfølgeligheder til dogmer, byder sjældent på nævneværdigt kunstnerisk talent. Nu som dengang belyser de vredladne deres rum med PH-lamper og sidder i de klassiske kulturradikale stole og udøver stor magt i samfundet, mens de jamrer over at blive overset. Klummisten kom i barndommens dage på Eriksholm takket være et nært venskab mellem det fædrene ophav og Bratvold. Derved fik man jo et kulturradikalt vift fra alle disse herligheder. De blev en del af arvegodset. Men hæderstitlen kulturradikal var ikke sådan til arvs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu