Læsetid: 3 min.

DF: Fogh bør mødes med ambassadører

Dansk Folkeparti frygter muslimsk handelsboykot. Anders Fogh Rasmussen bør mødes med muslimske ambassadører, mener partiets udenrigs-ordfører Søren Espersen. Industrien er tavs
28. december 2005

Dansk Folkeparti opfordrer nu Anders Fogh Rasmussen til at mødes med ambassadører fra muslimske lande.

Opfordringen kommer, efter den islamiske verdens samarbejds-organisation ISESCO har truet med at opfordre alle sine 51 medlemslande til at afbryde alt økonomisk og politisk samarbejde med Danmark på grund af de 12 Muhammed-tegninger, som Jyllands-Posten bragte den 30. september.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen mener derfor, at det er på tide, at den danske statsminister fortæller de muslimske ambassadører, hvordan tingene hænger sammen i Danmark.

"Det er som om, at de islamiske lande ikke rigtig forstår sig på Danmarks system. Akkurat som vi ikke forstår deres samfund. Vi er ikke interesserede i, at de muslimske lande stopper med at købe danske varer på grund af sagen om de 12 profettegninger. Derfor kunne det være godt at mødes med de her ambassadører for at få det her på det rene. Det er en trist sag," siger Søren Espersen.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har været udsat for hård kritik, fordi han afviste at mødes med 11 ambassadører fra muslimske lande den 12. oktober.

Afvisningen resulterede i, at 22 danske eks-ambassadører valgte at bryde diplomatiets regler om forsigtig tale i et ualmindeligt kritisk debatindlæg i Politiken stilet direkte til statsministeren.

Et indlæg den tidligere Venstreformand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fandt 'pragtfuldt'.

Fogh er ikke just begejstret for kritikken, men han fastholder, at han ikke kan mødes med de 11 ambassadører, fordi deres dagsorden er sat på forhånd. De vil have statsmini-steren til at undskylde Jyllands-Postens tegninger, og "det vil han ikke," siger Fogh.

Pædagogisk foredrag

Men Søren Espersen mener alligevel, at statsministeren bør genoverveje sagen.

"Hvis jeg var statsmini-ster, så ville jeg holde et pædagogisk foredrag, hvor jeg én gang for alle fik gjort klart, at en statsminister hverken kan eller skal blande sig i pressens arbejde. Uanset om man sympatiserer med sagens indhold eller ej. Det er så ambassadørernes opgave at få forklaret deres hjemlige regeringer om det danske sy-stem. Og det er faktisk her problemet ligger begravet. De ambassadører, der har klaget til Fogh, ved jo udmærket godt, at statsministeren ikke kan blande sig i pressens arbejde, alligevel har de pu-stet til ilden," siger Søren Espersen.

I erhvervslivet er man derimod ikke meget for at blande sig i sagen.

Trods udsigten til milliardtab ønsker man ikke at kommentere truslen om en handelsboykot.

Hos Landbrugsraadet anslår man, at der hvert år eksporteres for omkring tre milliarder kroner mejeriprodukter og frø til den islamiske verden. Men selv om realiseringen af en boykot af danske varer således kan være en særdeles bekostelig affære, har rådets præsident, Peter Gæmelke, ikke lyst til at blande sig i striden.

"Det er en sag for det politiske Danmark, ikke for dansk erhvervsliv. Derfor ønsker vi ikke at blande os," siger han.

Hos Dansk Industri har afsætningspolitisk chef, Henriette Søltoft, heller ingen kommentarer. Også hun henviser til, at sagen er politisk, og at man følger regerin-gens og Udenrigsministeriets håndtering.

Mejerikoncernen Arla omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner smør, øst og fløde i Mellemøsten. Men da en del af varerne produceres lokalt, og derfor ikke opfattes som kommende fra Danmark, vil skadevirkningerne af en boykot være til at overskue, vurderer pressechef, Louis Honoré. Selv om han mener, at meldingen er 'ubehagelig for danske virksomheder', har han ikke et officielt bud på, hvordan en handelsboykot kan undgås.

"Man kan gøre noget fra politisk hold, men vi koncentrerer os om at lave gode produkter. Meget andet kan vi ikke gøre," siger Louis Honoré.

Udenrigsministeriet tager det med sindsro, at den islamiske verdens kulturelle samarbejdsorganisation ISESCO truer med at opfordre alle sine 51 medlemslande til at afbryde alt økonomisk og politisk samarbejde med Danmark. Ifølge Ritzaus bureau har ministeriet ikke hørt fra den islamiske organisation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu