Det hele lignede en gentagelse. For også i foråret jagtede oppositionen og Dansk Folkeparti familie- og forbrugerminister Barfoed (K). Sagen var den samme. Det drejede sig om mangelfuldt fødevaretilsyn. Det havde bl.a. kostet nogle få danske spisere af polske bær livet. Men det var ikke en gentagelse. Det nye var, at Rigsrevisionen, som er en professionel revision under Folketinget, havde rettet kritik mod ministeren efter en nærmere analyse.
Denne kritik blev tiltrådt af Statsrevisorerne, som er seks politisk valgte revisorer, repræsenterende de seks største partier i Folketinget. Blandt statsrevisorerne er både Pia Kjærsgaards mand og den konservative Helge Adam Møller. Da statsrevisorerne altid udtaler sig i enighed, måtte kritikken herfra få stor vægt.
I farten overså mange, at der også var kritik af Barfoeds forgænger. Heller ikke endnu tidligere ministre fremstod som fejlfrie. Helt tilbage til Ritt Bjerregaards (S) tid som minister syntes der at være problemer. Men tidligere ministre kan Folketinget ikke 'straffe' politisk.
Det kan Folketinget derimod gøre ved en siddende minister ved:
* at give kritik. Det gøres løbende, men kritikken kan altid skærpes. Selv de mest hårdhudede ministre bryder sig ikke om stærk offentlig kritik.
* at vedtage en advarende misbilligelse, en 'næse'. Det kan kaldes 'et gult kort', en alvorlig advarsel til ministeren om at tage sig sammen. Mange ministre har i årenes løb fået en 'næse'.
* at vedtage et mistillidsvotum. Det er 'et rødt kort', som betyder, at ministeren må gå af.
Det er aldrig givet i Danmark til en enkelt minister. Derimod er der tre gange i dansk politisk historie vedtaget et mistillidsvotum til hele regeringen, som gik af (1909, 1947, 1975). Men enkelte ministre vælger altid at træde tilbage inden det sker - eller også fyrer statsministeren dem.
Endelig kan Folketinget rejse en rigsretssag, hvis det er meget alvorlige anklager. Det er sket fem gange i vor politiske historie. Det er den eneste måde at følge op på en sag op mod en forhenværende minister.
Hver gang der i de senere år har været ministerstorm, har Dansk Folkeparti trukket det i langdrag, inden partiet besluttede, om de skulle bruge det gule eller det røde kort. Det skete i foråret, da oppositionen ville vælte både transportminister Flemming Hansen (K) og Lars Barfoed. Herved kunne DF få mediernes opmærksomhed længst muligt. Samtidig kunne partiet føre nervekrig mod regeringen. Når partiet omsider trak det gule kort frem, kunne regeringen være mørnet så meget, at den havde givet indrømmelser til partiet.
DF har brugt det gule kort så mange gange, at kun få troede, at Kjærsgaard & Co. turde bruge det røde kort. I forårets stormløb mod Barfoed endte partiet i en letgennemskuelig undvigemanøvre. DF ville have, at statsministeren skulle fratage Barfoed fødevareområdet.
Det var utroværdigt, fordi den danske grundlov tolkes sådan, at det afgør statsministeren suverænt uden at skulle lytte til Folketingets mening. Lige så tomt var det, da Pia Kjærsgaard i sommer ville have statsministeren til at fyre Barfoed, Flemming Hansen og socialminister Eva Kjer Hansen (V). Hvis hun virkelig havde villet af med dem, kunne hun bare være gået sammen med oppositionen for at få flertal for det.
Det første røde kort
Partiets tilsyneladende tomme trusler havde statsminister Anders Fogh Rasmussen for længst luret af. Derfor støttede han straks op om Barfoed ved at sige, at han ikke kunne se, at denne skulle gå af.
Derfor lovede han straks flere penge til fødevaretilsynet. Så kunne DF ikke tage hele æren for det forbedrede fødevaretilsyn, som alligevel måtte komme efter Rigsrevisionens rapport.
DF ville stå tomhændede og tandløse, hvis de igen trak det gule kort. Det nye var derfor også, at partiet spillede højt spil.
Det trak for første gang det røde. Og vandt på det. Pia Kjærsgaard præsenterede beslutningen i tv med den helt rigtige blanding af alvor og beklagelse over, hvad partiet fandt nødvendigt. Regeringen fik sit hidtil største politiske nederlag. Forholdet mellem DF og de konservative er forbitret.
Der kommer næppe valg lige med det samme. Både regeringen og DF har nu en interesse i at opretholde samarbejdet. Men risikoen for at samarbejdet mellem regeringen og DF kan komme ud af kontrol, er øget. Det konservative bagland kan ikke tåle flere ydmygelser.
