Læsetid: 3 min.

DHF (2000-2004)

27. februar 2004

HVOR ER det trist! Alle stemmer kan let forenes om at beklage Danmarks Humanistiske Forskningscenters utidige bortgang i september 2004, kun fire år gammelt. Som det fremgår af forordet til centerets årsrapport, der udkommer på mandag, må centeret lukke, hvis ikke regeringen i sidste sekund overbevises om at fortsætte DHF på finanslov 2005.
Centerleder Birgitte Possing og bestyrelsesformand Anne Knudsen har netop fået besked på at ’igangsætte afviklingen’. Men allerede efter offentliggørelsen af finansloven for 2004, hvor der manglede fem sølle millioner, stod det klart, at centeret, der bruges af både universitetsforskere, uafhængige og af forskerne i de offentlige kulturinstitutioner som Det kongelige Bibliotek og Rigsarkivet, måtte fortsætte på nedsat kraft frem til en lukning. Samtidig blev fire millioner på samme finanslov tildelt et Bent Jensen-forskningsprojekt om Gulag og de indre fjender under Den kolde Krig. Efter et vist offentligt rabalder gik bevillingen mere bredt til Bent Jensens ansættelsessted, Syddansk Universitet.
Og hvad så? Er der ikke forskning nok, bevilget gennem forskningsrådene og på Danmarks fem universiteter? Og er der ikke allerede for mange humanister??
Ingen af disse indvendinger gælder her. DHF er nemlig ikke det første center af sin art. Sidst i 1980’erne og igen i begyndelsen af 1990’erne oprettedes på henholdsvis Københavns Universitet og Syddansk Universitet to lignende mindre institutioner, hvor tværfaglighed kunne dyrkes, faggrænser nedbrydes og forskere inspireres af hinanden: Historikeren kan omgås teologen og litteraturforskeren og således gøre sig bekendt med menneskers personlige forestillingsverdener bag de ’objektive’ kilder; antropologen med speciale i lavteknologiske vandforsyningssystemer i nutidens udviklingslande møder eksperten i brønde i middelalderens Europa. Synergi, hedder det så fint.
Begge de tidligere centre var tænkt som midlertidige, men inspireret af de positive erfaringer fik daværende forskningsminister Birte Weiss idéen til at oprette Danmarks Humanistiske Forskningcenter med en fireårig bevilling 2000-2004. Centeret skulle gøres permanent, hvis evalueringerne viste, at effekten var opnået.

DET ER den: På kun tre et halvt år er det ifølge forordet til centerets årsrapport lykkedes at skabe en frugtbar vidensdynamik:
*Hvert år har 20 danske og udenlandske forskere, på kvalifikationsniveau som seniorforsker, lektor eller professor, efter ansøgning og bedømmelse fået mulighed for at komme godt i vej med en forskningsafhandling.
*Allerede i april 2003 konkluderede et internationalt evalueringspanel, nedsat af Videnskabsministeriet, at det var lykkedes DHF at skabe et forskningscenter, der ’imødekommer behovet for en tværfaglig og metafaglig udvikling inden for dansk humaniora, som under de nuværende forhold ikke opfyldes tilfredsstillende i de eksisterende forskningsmiljøer’.
*For nylig fremhævede European Research Advisory Board (EURAB) over for Europakommissionen DHF sammen med kun fem andre avancerede europæiske forskningsinstitutioner som model for, hvordan innovativ forskning skabes.
*56 ud af 58 stipendiater, som har forladt centeret efter et års ophold siden 2000, er enige og roser opholdet for at have givet dem en af de mest produktive og horisontudvidende perioder i deres karrierer. Blandt andet fordi, et ’rent’ forskningsmiljø ikke avler magtkampe...
Også kvantitativt er resultaterne gode: Mange afhandlinger er blevet færdige, flere af stipendiaterne er siden blevet professorer blandt andre den internationalt anerkendte filosof Dan Zahavi og nyudnævnte professor i børnekultur Beth Juncker.

DET ER godt nok ærgerligt, for centeret har brudt nye veje, og de humanistiske fakulteter har god brug for det,« sagde forskningsordfører Hanne Severinsen (V) i gårsdagens Information. Også videnskabsminister Helge Sander var sympatisk indstillet, men mente, at Statens humanistiske Forskningsråd burde kunne finde midlerne i deres bevillinger, som er øget med betydeligt mere end de fem millioner kr., der i første omgang kunne sikre centerets overlevelse. (En ældre aftale fra 1998 sikrede 10 millioner til ind i 2005.) Universiteternes humanistiske fakulteter har heller ikke kunnet enes om i fællesskab at ’bære’ centeret. Måske fordi universitetsledelserne let kunne føle, at de deponerede økonomisk beslutningskraft til et uafhængigt center med egen ledelse og bestyrelse.
Så derved er det tilsyneladende blevet. En god idé blev til en glimrende realisering – blot er der ingen, der vil betale. Den sørgmuntre sandhed er nok, at hvis ikke det i sidste øjeblik lykkes at bevare DHF, vil en ny forskningsminister om føje år sandsynligvis få ideen: »Hvad om vi oprettede et uafhængigt humanistisk forskningscenter uden for faggrænser og fakulteter, der i visse tilfælde er flere hundrede år gamle? Mennesker mødes og ny viden opstår. Lyder det ikke bare godt?«
Til den tid vil erfaringerne fra DHF, betalt med gode skattekroner, blot ikke længere være aktivt i spil. Men at begynde helt forfra har jo sin egen charme.

mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu