Læsetid: 4 min.

Dialog med muslimer

1. april 2004

OFTE ER DET den enkle og lille historie, som giver den allerstørste forståelse for noget af det ellers mest indviklede. En af verdens førende udenrigspolitiske skribenter, Thomas Friedman, brugte for et år siden i New York Times en matematisk ligning til at forklare kompleksiteten i den israelsk-arabiske konflikt:
»Forestil dig, at Israel opdager, at 10 palæstinensere fra Nablus er i færd med at planlægge en selvmordsaktion. Israel siger: Hvis vi dræber bare to af dem, så er det fremskridt, for så er der kun otte tilbage. Palæstinenserne, på den anden side, siger: Hvis du dræber to, så vil fire nye melde sig som frivillige for at overtage deres plads, og du vil nu have 12. Altså: For Israel er 10 minus to lig med otte, og for palæstinenserne er 10 minus to lig med 12!«
Fortællingen, som Friedman havde fundet i den israelske avis Haaretz, er rammende. Den fortæller, hvor svært det er at få succes for Israel, hvis landet bliver ved med at bruge dets militære muskeldominans til at slå arabere ihjel med. Hver dræbt skaber endnu flere nye frivillige, som er parat til at gå i døden. Historien fortæller også, hvor umådeligt vigtigt det er at sikre, at der kommer gang i den dialog mellem Israel og Palæstina, som er forudsætningen for fred.

KONFLIKTEN mellem Israel og Palæstina giver et uhyggeligt perspektiv for, hvor galt det kan gå mellem det kristne Vesten og det muslimske Arabien. Israel fremstår hos muslimer som USA’s forlængede arm – med den enorme økonomiske, militære og politiske støtte fra Washington. Ethvert angreb på Vestbredden eller Gaza foretages med amerikanske våben – og næsten altid også med politisk opbakning. For den muslim, der lever i elendighed direkte over for den jødisk-israelske rigdom, bliver konflikten nemt og bekvemt opfattet som selve symbolet på kristendommens påståede angreb på islam. Israel er den villige repræsentant for det kristne Vesten, mens Palæstina er den heltmodige frontpost for det muslimske Arabien. Den dialog, som burde finde sted mellem politikere og fredsforhandlere, er næsten udelukkende erstattet af statsterror og selvmordsbomber. I resten af den muslimske verden opfattes det manglende europæiske og amerikanske pres på den israelske leder, Ariel Sharon, som udtryk for Vestens sande hensigt – at muslimer skal undertrykkes. Den opfattelse bibringes muslimer ivrigt af de statsdrevne fjernsynsstationer, som spyr
anti-vestlig og især anti-amerikansk propaganda ud.

SITUATIONEN minder om den virkelighed, som
eksisterede i Sovjetunionen og den øvrige Østblok under Den Kolde Krig. De sovjetiske tv-nyheder fandt altid en sort hjemløs i downtown Detroit, når de rapporterede fra USA. I stedet for at vise det forsmædelige sovjetiske nederlag, mens det var under opsejling i
Afghanistan, blev filminstruktører og skuespillere sendt til iscenesatte optagelser, som siden blev udsendt, som om de var rigtige begivenheder. De afghanske soldater blev fremstillet som USA-finansierede galninge, mens de sovjetiske soldater fremstod som frelsere. Indtil det sovjetkommunistiske system ikke længere kunne holde mere nuancerede fremstillinger af Vesten tilbage, lykkedes det i forbløffende grad at fastholde stereotyperne. Da først der gik hul på informationskanalerne, kunne de kommunistiske generalsekretærer imidlertid ikke længere kun sende i sort og hvidt – borgerne kunne selv på mange måder opdage forskellene. I kombination med især den politiske vedtagelse af Helsinki-aftalen i 1975 – som forpligtede Øst og Vest til overholdelse af menneskerettigheder og afspænding – knækkede den manglende styring af informationerne de kommunistiske regimer. Den dialog, som tog fart i 1970’erne mellem regeringer, parlamentarikere, kultur- og erhvervsfolk gav også de demokratiske tendenser enorme løft.

I DAG BØR der skubbes til en lignende dialog mellem Vesten og Arabien. Den nedrustning, som skal finde sted allerførst, er mellem Israel og Palæstina. Bomberne – affyret fra helikoptere eller af en selvmordsbomber – skal bringes til ophør. Fredsprocessen, som kun kan skubbes i gang af dialog, skal prioriteres allerstørst. De politiske organer, som kan sikre en stadig tættere dialog mellem politikere, skal udbygges. I 1980’erne indtog Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) en kolossal rolle – fordi dens møder både gav mulighed for regelmæssige kontakter mellem ministre, parlamentarikere og embedsmænd. I dag burde OSCE udvides til at omfatte Mellemøsten. Den velkomst, som EU gav til de øst- og centraleuropæiske lande, bør i dag udvides til Tyrkiet. Symbolværdien af det overvejende muslimske lands medlemskab af Vestens vigtigste økonomiske og politiske union er kolossal. De bevillinger til opbygning af demokratiske institutioner – medier, foreninger, forsamlinger og meget andet – som flere vestlige lande allerede er i gang med, bør gives store ressourcer. Hjemme i de vestlige lande bør dialogen mellem de muslimske indvandrergrupper, som især bor i de større byers forstæder, også sættes helt i centrum. Der er hele tiden brug for at bygge bro mellem de vestlige og de muslimske værdier – det er på høje tid at holde op med at grave flere og dybere grøfter.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu