Læsetid: 6 min.

'Die Inga'

En sjældenhed som en dansk verdensdiva fortsat på højden fylder rundt
3. juni 2006

Nogle tror, de kan bogføre sig kreativt fra årenes gang, og hvad det i øvrigt skal være. Nogle bliver statsministre på den slags fusk og bekræfter kun i deres daglige gerning selve grundlagets tvivlsomhed. Andre slår sig til tåls med nemme udveje og hurtig gevinst og får det til at løbe rundt.

Atter andre, men de færre, erkender livets realiteter, virkelighedens vilkår, udfolder sig i takt med disse med flid, indsigt, talent, erkendelse, moral og erfaring. I den gade finder man store kunstnere, der lægger lag på lag til et medfødt anlæg, bygger op til formatet og udvikler udtrykket i overensstemmelse med den stadig dybere personlige forståelse. I skuespillets og ikke mindst sangens verden er man sjældent i tvivl, når processen forekommer som en mulighed - og aldrig i tvivl når denne på et tidspunkt kan betragtes under fuldbyrdelsen. Så opleves her og nu den kunstneriske skaben, kunstens selve tilblivelse. Det kan man i sandhed kalde de store øjeblikke, de er få beskåret at opleve og færre beskåret at give.

Disse ord som indledning til en fødselsdagshilsen som antydet i anledning af et skarpt hjørne, hvad denne klumme ellers sjældent befatter sig med. Men målet for hyldesten - for en hyldest bliver det - er en sanger på et niveau, man sjældent ser og hører. Dertil kommer at sangeren er dansk, hvilket i vore dage på den ene side ikke er noget at prale af i pænt selskab. På den anden side har den pågældende været dansk længere, end nationalitetsbetegnelsen blev noget, man i pænt selskab tøver med at vedkende sig.

Så altså: En dansk verdenssanger, en diva, en primadonna, et dansk svar på navne, man ellers kun finder på fremmede byers koncert- og operaplakater og cd'ernes glitrende omslag. Kort sagt: Inga Nielsen. Den store sopran havde fødselsdag i går og fyldte det runde mål af år, hvorunder de fleste andre sangere i de luftlag for længst er gået i knæ og brudt op fra branchen. Ikke her. Stemmen er kongruent med personen og intakt som denne. Hvis årene kan spores, er det mestendels i den øgede inderlighed, den endnu dybere indsigt i de kvindeskæbner sangeren formidler, sådan føles det, med livet som indsats.

Bevidst om sin styrke

Programmet ved den kombinerede 40 års jubilæums- og fødselsdagskoncert i Tivolis Koncertsal med radiosymfoniorkestret og Mei Ann-Chen på podiet demonstrerede Inga Nielsens enorme spændvidde i repertoiret: Mozart, Wagner, Verdi og Puccini.

Et halsbrækkende program, sammensat med den bevidsthed om egen styrke, der er forudsætningen for overhovedet at have kastet sig ud i et karriereforløb som Inga Nielsens. Det skal bare siges med det samme: Det var, som når Inga Nielsen folder sig ud, bare bedre; for det bliver det i én forstand hver gang. Toscas bøn varer tre minutter, hos Inga Nielsen er den et liv der passerer revy. Det hele er med: kærligheden, erotikken, smerten, fortvivlelsen, håbløsheden og døden. Bag den ligger et eller andet spinkelt håb, som nogen vil kalde religiøst, andre ser og hører tolkningen som naturens kim til ny vækst efter mørket.

For mange, mange år siden gik det op for klummisten, der dengang var radiomedarbejder og lavede en fast P1-udsendelse, Ugerevyen, hvor stærkt et kort på verdensscenerne og i koncertsalene Inga Nielsen allerede da var. Det begav sig i Wien, hvortil reporteren en første nytårsdag i noget ramponeret tilstand var draget med henblik på med den hastigt stigende stjerne - der sang for både Solti, Harnoncourt og selveste Herbert von Karajan - at optage en samtale om sang og sangerinder, nutiden og fremtiden. Den slags.

Der findes ikke nogen vanskeligere genre i faget end interview med kunstnere. Ikke på grund af kunstnerne, ikke som regel da, men ifølge sagens natur. Hvis det er godt det hele, og det gode har givet anledning til interviewet, er det hele jo indlejret i gerningen eller i værket, og der er ikke noget rigtigt for alvor at spørge om: Hvordan gør du? Hvorfor gør du det? Er det svært? Hvordan er den person, du spiller, synger, danser? Hvilken node begynder du med om morgenen?.

Genren er siden blevet normen og ligefrem en sideproduktion i filmbranchen. Der findes ikke noget værre, end når de optrædende sidder og forklarer, hvorfor de opførte sig så genialt.

Det fortælles, at Stanislawski spurgte Tjekhov, hvordan den og den person egentlig skulle spilles? Hvortil Tjekhov småirriteret svarede: "Det har jeg jo skrevet, han går i ternede bukser!" Et andet klassisk eksempel var Gunnar Nu Hansen der spurgte Palle Lykke, således som Hansen altid spurgte: Om det ikke var et hårdt løb, seksdagesløbet, som den talentfulde cykelrytter netop havde vundet; hvortil Lykke, der ikke var en mand, der pjattede med tingene, svarede: "Det er ikke så slemt, bare man holder sig tør i skridtet!"

En falsk indsigt

Hvad er det egentlig man spørger om, tænkte klummisten dengang i Wien: Er du god nok? bliver du bedre?og hvad nu? Men hvad havde det med værket at gøre! Hvad er det for en falsk indsigt, man søger at presse frem? Man føler sig lidt som på nas.

Det gik, som det gik med Inga Nielsen dengang, man er vel pro, og hun havde i det mindste prøvet at blive spurgt dumt før det nytår: Spørgsmål og svar og tak for det, og det endte med at blive sendt i radioen lørdagen efter, og alle var glade og fornøjede, den yngre journalist måske lidt mindre.

Men indtrykket sad tilbage, uanset det således akavede i sådan en samtale, af et smukt og stærkt menneske i ordets bedste forstand og frem for noget en person med en stærk følelse af forpligtelse over for, hvad der var hende givet. Og så den følelse, at det bare ikke kunne være anderledes. Jeg synger, fordi jeg lever, og jeg lever, altså synger jeg. Var der mere du ville vide? Og kom så og hør det, for det er det eneste rigtige svar! Det sagde hun ikke dengang, men det betød det.

Det var meget overbevisende og hjertevarmende. I den vished om eget værd, den viden om talentets rækkevidde, var der ikke plads til krukkeri, kun selvbevidsthed, og det er noget andet, selv om verdens farligste drivkraft: Den fuldt berettigede mindreværdsfølelse samt den gulgrønne misundelse ikke gerne skelner.

Om aftenen dengang i Wien sang Inga Nielsen i Musikverein i Theofilius Hansens uforglemmelige sal - landsmand på landsmand - sopranstemmen i Haydns Die Schöpfung. Sopranen tager sig her af både ærkeenglen Gabriel og Eva (inden syndefaldet - kun med Uriels advarende ord i ørerne inden den pragtfulde slutnings "Amen in Ewigkeit" - Amen; i evighed, jo go' morgen!). Men der slutter altså Haydn, før det bliver sjovere.

Blaserte wienere

Her sad man så med denne klang lige ind midtfor og forstod, hvorfor verdens betydeligste dirigenter havde bud efter Inga Nielsen. Men ikke alene stemmen, også nærværet, den dramatiske evne eller snarere den dramatiske konsekvens af sangens indhold. Dertil en øjenkontakt med publikum, der understregede, at det hun sang netop var liv og død og selve altings skabelse, hvad det jo i dette tilfælde også var. Dengang tænkte klummisten på oplevelser før Inga Nielsen, sådan er det jo: Man sammenligner, hvad skal man ellers gøre. Den der randt i hu var Irmgard Seefried, som var meget forskellig fra Inga Nielsen, gudbevares, men på én måde kunne det samme som Nielsen, dét med at trænge helt ind i kraniet på sit publikum og forlange, at folk er lige så meget til stede som den optrædende selv.

I pausen i Musikverein var den nu tilbageskuende kulturreporter ene i mængden; og ensom også, for det er man nemt i Wiens offentlige rum, hvor de så sandelig ikke giver ved dørene.

Derfor gik man jo og smughørte på samtalerne i de smukke sidegemakker. Bestandigt lød det blandt de blaserte wienere, nærmest som en liturgisk frase i messen, den samme sproglige figur gentaget: 'Also, die Inga! Also, die Inga', efterfulgt af en sværm af superlativer. Da svulmede hjertet af stolthed over pigen fra Holbæk, hvem så meget er givet, og som har givet så meget af det videre til sit publikum. Dengang som nu, hvor alderens konsekvens i tallene viser sig, når man er født i 1946.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu