Læsetid: 6 min.

Digitale kløfter mellem i- og u-lande

Det lyder som et simpelt regnestykke. Man tilkobler u-landene til internettet, de bliver informationsrige, deltager i informationssamfundet, og regnestykket går op. Ikke helt, mener professor Don Slater fra The London School of Economics
23. maj 2005

En digital revolution har fundet sted. Den er fejet over landene, har forbundet dem med sitrende kabler og signaler og dannet et netværk af vigtige informationer. Den har ændret måden, mange af os kommunikerer, arbejder og lever på. Og den har ændret økonomiske såvel som politiske makrostrukturer.

Den digitale revolution har i det hele taget omdannet en stor del af verden til et informationssamfund - først og fremmest den del af verden, som man tidligere betegnede som industriel, dvs. i-landene. Mens magt i et industrisamfund konkretiseres i besiddelsen af maskiner, antal ansatte og kapital, er magt i et informationssamfund langt mere symbolsk. Her handler det om at sidde på informationerne. De, som har adgang til information, forstår at udnytte information, ejer information og har den viden, der skal til for at distribuere information, har magten i informationssamfundet.

Informationsfattigdom

'The digital divide' - den digitale kløft - er den kløft, der er opstået mellem dem, som tager del i og drager nytte af informationssamfundet/økonomien, og dem, som lever på sidelinjen af denne udvikling. Den sidste gruppe lever under det, som nogle vil kalde én af nutidens værste former for fattigdom, 'informationsfattigdom'.

Som med alle andre former for fattigdom er der utallige løsningsmodeller for, hvordan vi får bugt med informationsfattigdommen. En rapport fra Verdensbanken konkluderede ligefrem for nylig, at den digitale kløft er ved at lukke sig. Baggrunden for denne erklæring var en konstatering af, at befolkningernes adgang til de nye medier er hastigt stigende i u-landene. Den måde man ofte definerer, om et samfund befinder sig på den ene eller den anden side af den digitale kløft, er ved at kigge på, i hvor stor udstrækning dette samfund er tilkoblet f.eks. internettet, eller hvor mange mobilabonnenter det har. Da adgang til de nye medier er langt større i i-lande end u-lande, er den digitale kløft også blevet en betegnelse for forskellen i mulighederne for at deltage i informationssamfundet mellem disse to typer samfund.

Det lyder som et simpelt regnestykke. Man tilkobler u-landene til internettet, de bliver informationsrige, deltager i informationssamfundet, og regnestykket går op.

Ikke helt, mener professor Don Slater fra The London School of Economics. Han opfordrede for nylig på en konference i København til, at man ser på mediebrugernes brug af de nye medier, før man betegner et samfund som et informationssamfund. Baggrunden for denne opfordring var et etnografisk studium af mobil- og internetbrug i Ghana.

Ghana var et af de første afrikanske lande til at blive tilkoblet internettet i 1994. Siden da har der været en eksplosion af for eksempel internetcafeer i Ghana.

I dag er der i hovedstaden Accra mere end 500 netcafeer. Don Slater havde besøgt internetcafeer i Ghana og snakket med ghanesiske internetbrugere om deres brug af internettet. For dem var nettet ikke en informationskilde. Nettet blev brugt til at chatte med udlændinge. En internetbruger havde for eksempel kun én gang ved et tilfælde været inde på en hjemmeside, cnn.com, og hun var ikke helt sikker på, hvad den skulle til for. Chatten er et vigtigt middel til at kommunikere og udveksle viden og erfaring mennesker og kulturer imellem. Men det var ikke dette aspekt ved chatten, som tiltrak de ghanesiske brugere. For dem var det vigtigste aspekt ved chatten at være 'connected' til resten af verden og at holde denne forbindelse ved lige. De ghanesiske cyberturister - for det er vel det, de er - jonglerede med flere åbne chatvinduer på én gang, og blev snakken for seriøs, blev charpartnerne fejet hen med overfladisk chat.

Fantasiflugt

De nye mediers muligheder er uomtvisteligt utallige, og potentialet enormt. Men det ghanesiske eksempel viser, at tilkobling til internettet ikke umiddelbart er lig med muligheder.

Det, som er vigtigt at se på, er, hvordan de mennesker, som har adgang til de nye medier, bruger medierne. Adgang til internettet er for eksempel ikke nødvendigvis det samme som adgang til information og kommunikation og dermed informationsrigdom. På internetcafeer i Ghana bruges The World Wide Web først og fremmest som et værktøj, der udvider allerede eksisterende magtrelationer og strukturer.

Her er det den direkte kontakt og adgang til udlændinge - 'fantasiflugten' fra det ghanesiske samfund, som Don Slater kaldte det - der appellerede til brugerne, ikke adgangen til information. De ghanesiske cyberturister var på fantasiudflugt i cyberspace, som trods sine virtuelle egenskaber for dem stadig var et fremmed land langt borte.

I Danmark har 83 procent af befolkningen adgang til nettet enten på arbejdet eller derhjemme, og 95 procent har et mobilabonnement. Men den største del af den ældre befolkning er udelukket fra den enorme del af det offentlige Danmark, som finder sted virtuelt. Det er de, fordi de simpelthen ikke har de tekniske kompetencer, der skal til for at gå på nettet eller sende en sms.

Der sidder en hel generation foran fjernsynet og ærgrer sig over, at de ikke kan give deres favorit point i Scenen er Din med sms eller læse mere om en af TV-Avisens nyheder på nettet. For ikke at tale om de utallige onlinedebatter, som nogle af seerne kan deltage i - andre ikke. Man kan godt være informationsfattig, selv om man lever i et i-land.

Barrierer

Der er mange barrierer for informationsrigdom. Social panik over og forestillinger om de tilsyneladende uundgåelige farer ved de nye medier er også en barriere for informationsrigdom. I Ghana er der kun 0,8 internetbrugere pr. 10 indbyggere. Én årsag til det lave antal kan være økonomisk: For den almindelige ghanesiske borger er det dyrt at gå på netcafe.

Andre årsager er højst sandsynligt sociale. Man frygter for eksempel nettets problematiske elementer som svindel og pornografi, og panikken går så vidt som til, at nogle ghanesiske børn afstraffes korporligt, hvis de tages i at gå på netcafe. Og så er der selvfølgelig de lande, hvor regeringer blokerer modbydelige ord som 'demonstration' på nettet eller fængsler mennesker for at udsende kritiske, politiske budskaber via nettet. Her handler det så ikke kun om at have adgang til information, men også om at have mulighed for at distribuere information. Den mulighed kan man også være fattig på.

Den digitale kløft går ikke kun mellem mennesker med adgang til de nye medier og mennesker uden adgang. Den går også mellem dem, som har kompetencerne og ikke mindst modet til at udnytte de nye mediers store potentiale, og dem, som ikke har.

Det kan være alt fra de tekniske kompetencer til for eksempel at bruge en computer eller sende en sms til de kompetencer, der har at gøre med den måde, vi forstår og bruger medierne på. På engelsk kaldes det sidste for 'media literacy'. På dansk hedder det, som tidligere nævnt, 'at have mediekompetencer'.

'Media literacy' er den moderne mediebrugers evne til at analysere og behandle de informationer, han/hun f.eks. møder på nettet. At være mediekompetent er blandt andet at være i stand til at genkende internetsvindel, at vide hvor grænserne går for udveksling af følsom information om ens privatperson, at kende kriterierne for troværdig information osv.

Udgangspunktet for denne diskussion er, at det, at man har en mobiltelefon og en pc med internetforbindelse ikke umiddelbart sætter én i stand til at udnytte mediernes fulde potentiale og zig- zagge sig uden om og mellem problemerne med de nye medier - for dem er der selvfølgelig også nogen af.

Nye medier indeholder et stort potentiale for udveksling af information, fri og åben debat og i sidste ende et verdenssamfund baseret på gensidig forståelse. Og det er meget vigtigt at fokusere på dette potentiale.

Men adgang alene er ikke forudsætning for, at mediernes fulde potentiale udnyttes, og at et samfund udvikler sig til et informations-/videnssamfund. I FN's 'World Summit on the Information Societys Declaration of Principles' beskrives mediekompetencer som en mulighed i sig selv: "Enhver bør have mulighed for at tilegne sig de nødvendige færdigheder og viden for at forstå, deltage aktivt i og få fuldt udbytte af informationssamfundet og vidensøkonomien."

Det første skridt mod et globalt informationssamfund er at bygge en bro med kabler og forbindelser over den digitale kløft. Men herefter skal der også bygges bro over de kulturelle og sociale kløfter. Adgang må suppleres med social og ikke mindst politisk accept af de nye mediers muligheder samt udbygning af brugernes mediekompetencer.

Anden del af FN's 'World Summit on the Information Society' afholdes i november 2005. Se mere, hvis du kan på: www.wsis.org

Gry Hasselblach er cand. mag med speciale i medieteori og uddannet Master i Media and Communication Studies ved University of London.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her