Læsetid: 4 min.

Digitalt demokrati

8. oktober 1997

Politikerne er kun interesserede i genvalg. Tal er alt, magt er alt og politik er intet. Jeg skammer mig over japansk politik." Ordene kommer fra Ikuo Hishiyama, der er ledende kommentator ved det nationale japanske tv-netværk, Nippon. Men ordene kunne lige så godt være en beskrivelse af tilstanden for demokratiet i de moderne vestlige samfund, fra Japan til USA og Europa. På et debatmøde Information mandag gav Hendrick Herztburg fra det liberale amerikanske magasin, The New Yorker, en ikke mindre pessimistisk deskription af demokratiet i USA: "Det er præget af en ekstrem stagnation og fremmedgørelse" og den lave stemmedeltagelse ved præsidentvalg og valg til kongressen er udslag af en større krise for de politiske institutioner. De er desorienterede og virker magtesløse, mener Hertzburg, som i øvrigt også er tidligere speechwriter, for den demokratiske præsident, Jimmy Carter.
Også i Europa er de politiske institutioner og partierne på tilbagetog, forvirrede og præget af magtesløshed. Ved indgangen til 1990'erne satsede eliten alle kræfter på at skabe et nyt lederskab i og igennem Den Europæiske Union, men en kombination af folkelig modstand, høj arbejdsløshed og en bølge af korruptionsskandaler fra 1993-94 tappede projektet for dynamik. Amsterdam-traktaten er den foreløbig kulmination på lederskabets tilbagetog, og de grundlæggende reformer af EU's institutioner, der skulle åbne dørene for øst- og centraleuropæerne, er skudt ud i en uvis fremtid.
De nationale velfærdsstater udgør dog ikke et levende og krisefrit alternativ til EU. Aldrig nogensinde tidligere har europæerne været så økonomisk velstående, men alligevel er den registrerede arbejdsløshed over
11 procent og den sociale udstødning fortsætter. I Tyskland er over 4,5 millioner tyskere nu arbejdsløse, og som i andre europæiske lande synes de evigt valgkampsberedte partier ikke i stand til at løse problemet. Angsten for dårlige digitale resultater i meningsmålingerne er permanent og få har mod til at bryde taltyranniet.
Lionel Jospin, den socialistiske ministerpræsident i Frankrig, vil indføre en 35-timers arbejdsuge for at få bugt med arbejdsløsheden, men under overfladen lurer vreden og desillusionen i en forvænt fransk befolkning. I Storbritannien kan Tony Blair storsmile med 93 procents vælgeropbakning og holde floromvundne taler om en ny givende tidsalder. Men taler er ikke nok. Europa mangler i udpræget grad visionære politiske lederskaber. Sveriges Göran Persson, Danmarks Poul Nyrup Rasmussen, Frankrigs Lionel Jospin, Spaniens José Maria Aznar og Italiens Romani Prodi er alle repræsentanter for denne klasse af pragmatiske administratorer uden større visioner for fremtiden.
Politik er på tilbagetog eller overlades til eksperter i lukkede komiteer, ministerråd eller mellemstatslige internationale forhandlingsspil. Den oplyste elite anser måske demokratiet for en umoderne og ineffektiv størrelse, og befolkningerne tør ikke indlade sig på en demokratisering af de europæiske institutioner.
Ingen europæiske ledere har holdbare svar på de dybere årsager til, at ufaglærte og dårligt uddannede ikke længere kan klare sig på et stadig mere produktivitetsfikseret og konkurrencepræget indre og globalt marked.
De europæiske stater konkurrerer om at sænke virksomhedernes selskabsskat til nye historiske bundrekorder, mens ufaglærte og dårligt uddannede arbejdere samtidig beskattes så hårdt, at håndens arbejde ikke kan klare sig i forhold til den skattesubsidierede ny teknologi.
Rationalisering, effektivitetsjagt, markedsværdier, virksomhedskultur, konkurrence som et offentligt gode og benchmarking i statslige institutioner viser, hvor stærk den private markedslogik står ved afslutningen på det 20. århundrede.
Individualisternes jagt på materiel lykke er fælles for Europa, USA og Japan. Solidaritet er blevet et fremmedord for de fleste - eller til noget, som handler om at være solidarisk med sig selv, med sit ego. Den tidligere VS'er, SF'er og højskoleforstander, Hans Lassen, kunne i et essay i lørdagens Information begejstret skrive, hvordan den oplyste del af virksomhedslederne - f.eks. i VL-gruppe 16 - nu fører øksen imod kapitalismens udviklingsmodel og kræver etik, solidaritet og økologiske hensyn i højsædet. Det er håbefuldt.
Men det er ikke mainstream. Hovedstrømmen i Europa, USA og Japan er, at virksomhedsledere er jagter stadig højere profitter, rationaliserer på livet løs i teknologiens tjeneste og selv i Tyskland vil de engang så konservative direktører nu have "aktie-optioner" for, at de personligt kan deltage i den globale kapløb om stadig mere eksorbitante private lønninger og velstandsgevinster. Verdens 358 rigeste billionærer ejer lige så meget som den fattigste halvdel af verdens befolkning. Middelklasserne i det rige Vesteuropa kan stadig bestikkes med generøse velfærdsordninger, så bilen, benzinen, huset og den længerevarende uddannelse er rigelig og alt for billig for dem, der har råd til at betale de fulde omkostninger selv.
Sofavælgerne - og dem bliver der flere af
(I USA over halvdelen, i Japan 40 procent og i
Europa 30-35 procent af befolkningen) - kan så fornøje sig med snart digitaliseret tv-underholdning med bare bryster, pengepræmier, sport og toppolitikere på slap line, der jagter høje ratingtal hos seerne. I stedet for moralske borgerdyder om ansvarsfølelse i fællesskabet, anstændighed og solidaritet er markedslogik og materiel grådighed trængt dybt ind i de politiske ideologiers hjerte. Demokratiet digitaliseres.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her