Læsetid: 7 min.

At digte i citationstegn

Bøger, der rekonstruerer virkelige begivenheder ved hjælp af interview med mennesker, der oplevede dem, er populære. Men hvilke krav stilles der, når der bruges journalistiske metoder i historieskrivning? Asger Liebsts bog 'Drømmen om Gladsaxe'har givet anledning til debat
22. november 2006

Kan man som forfatter beskrive, hvordan en mand i en bestemt situation følte sig ydmyget, uden nogensinde at have talt med ham? Kan man fortælle historier om mænds forbrydelser under krigen, selv om man ved, at det sikkert vil være ubehageligt for familien at læse? Ja, det kan man. Hvis man har sin research i orden.

Et stigende antal journalister skriver bøger baseret på en blanding af interview og skriftlige kilder. De har karakter af historiebøger, men er ikke klassisk historieskrivning.

Som for eksempel Peter Øvig Knudsen, der i flere bøger har skrevet om besættelsestiden. Han har både interviewet gamle modstandsfolk og lavet grundig research i diverse arkiver. Og derved genskabt situationer under krigen. Det gør historien mere levende, og man får et indblik i både historiske begivenheder og "menneskene i al deres facetterede usselhed" som Jens Holsøe skrev i sin anmeldelse af Peter Øvig Knudsens seneste bog Birkedal om den danske torturbøddel af samme navn.

Det nærmeste, vi kommer en genrebestemmelse, er 'fortællende journalistik'. En metode, der oprindeligt stammer fra USA, hvor forfatteren til bogen In Cold Blood, Truman Capote, var en af pionerene.

Men der er mange faldgruber i genren. Henrik Berggreen er lektor ved Danmarks Journalisthøjskole (DJH) og underviser i fortællende journalistik.

Faldgruber

På DJH er der også stigende interesse for genren. Faktisk stammer mange af de eksempler på fortællende journalistik, man finder i dagbladene, fra studerende på journalistuddannelserne, fortæller Henrik Berggreen. Både på grund af den stigende interesse men også på grund af at genren er ekstremt tidskrævende. Tid man ofte ikke har i det daglige arbejde på dagbladsredaktionerne. På DJH har man derfor en særlig opmærksomhed omkring genren.

"Vi står lidt vagt om den, fordi genren er så stærk, men den er også kontroversiel, og der er mange faldgruber. Fordi man låner elementer fra fiktionen, må man stille særlige krav til kildematerialet. Hvis man begynder at gætte eller snyde, så mister genren sin styrke," siger Henrik Berggreen.

Genren foreskriver, at man laver adskillige interview. Mange forskellige kilder, der skal interviewes flere gange. For det går ikke, at der er fejl i detaljen. Men interview gør det ikke alene.

Peter Øvig Knudsen har mange års erfaring med genren, og han ville aldrig rekonstruere noget, han ikke har fra andet end mundtlige kilder.

"Man kan ikke stole på, hvad folk fortæller. De lyver - selv om ubestridelige fakta. Men de lyver sjældent bevidst. Så det er ikke altid, at man kan mærke, at de lyver, på trods af, at man er en erfaren interviewer. Folk kan fortælle sig selv en løgn så mange gange, at det ikke længere er en løgn for dem," siger han.

Forskudt erindring

Det samme oplever Henrik Berggreens studerende gang på gang.

"En gruppe studerende oplevede, at seks personer havde vidt forskellige oplevelser af den samme begivenhed. Det drejede sig om fem familiemedlemmer og en præst, der vågede ved et dødsleje. De fem familiemedlemmer fortalte, at præsten havde sunget en vise for den døende. Men da de studerende spurgte præsten om episoden, sagde han, at han ikke havde sunget noget. Han kendte ikke engang den vise, som samtlige familiemedlemmer mente, han havde sunget. Der var en cd-afspiller, der spillede i lokalet. Men sunget havde han ikke. Det er et godt eksempel på, hvordan man kan ændre sin fortælling og selv begynde at tro på den," fortæller Henrik Berggreen.

Selv kollektiv erindring kan altså forskydes, derfor må man være meget forsigtig med sine kilder. Hvis der er modstridende oplevelser af en bestemt situation, så er der i følge både Peter Øvig Knudsen og Henrik Berggreen ikke andet at gøre end at præsentere begge versioner.

"Hvis man ikke kan få dokumenteret, hvad der er mest rigtigt, så er det vigtigt, at det bliver lagt frem for læseren, at der er forskellige opfattelser. Og det kan faktisk gøres meget nemt. Man kan jo for eksempel skrive: "Hun husker det sådan, men han husker det anderledes". Det kan jo også fortælle noget om situationen, at der er den uenighed. Hvis man ikke kan gøre det på den måde, må man simpelthen udelade det," siger Henrik Berggreen.

Liv eller død

Metoden er meget effektfuld, og det kan ofte virke meget stærkt på en kilde at se en situation rekonstrueret baseret på hans fortælling.

"Ofte handler mine historier jo om liv eller død eller alvorlige forbrydelser. Derfor er det for mig meget vigtigt, at mine kilder er forberedt på, hvad det egentlig betyder at være i offentligheden. Hvis de ikke er medievante, må jeg på en eller anden måde vejlede dem. Dér har jeg jo nogle modsatrettede interesser, kan man sige. Som forfatter vil jeg jo gerne have historien, men jeg har da oplevet, at jeg måtte sige til folk, at de måske ikke skulle fortælle den historie, fordi det ville være ubehageligt for dem selv eller deres familie, at det kom frem. Og i en sådan situation handler det jo simpelthen om ens egen etik."

Der er mange etiske dilemmaer i genren påpeger også Henrik Berggreen.

"Man går meget tæt på som interviewer, derfor skal der være en grundig kontrakt mellem interviewer og kilde. Nogle af mine studerende laver endda skriftlige kontrakter, så man fra starten er sikker på, hvad man som kilde har ret til under processen," fortæller han.

Kontrakter

Hvis der er historier, man ikke vil tale om, eller hvis man vil have lov til at læse historien igennem inden, det skal trykkes, så kan man altså indgå kontrakt om det.

Kontrakten har ikke decideret juridisk karakter. Det handler simpelthen om tillid, fortæller Peter Øvig Knudsen·

"Man taler friere sammen, når man har indgået en aftale om, at personen kan få lov til at læse tingene igennem. Og så handler det jo også om almindelig fairness. Hvordan ville man selv have det, hvis man havde snakket om så alvorlige ting, der nu skal trykkes?"

Men der er selvfølgelig grænser, forsætter han: "Hvis jeg for eksempel har skrevet noget om en mand, der har begået en alvorlig forbrydelse, og jeg efterfølgende bliver kontaktet af et barnebarn, der ikke ønsker morfar fremstillet på den måde, så må jeg lave en afvejning: Ja, det bliver måske ubehageligt for familien. Men der er nogle hensyn, der er meget vigtigere. Det kan man altid diskutere."

Den slags situationer diskuteres meget på journalisthøjskolen:

"Her må man overveje, hvad en bestemt oplysning tjener. Men ofte vil det jo være sådan, at en journalist ikke kan leve med noget, som en kilde ikke kan leve med," siger Henrik Berggreen.

En krønike

På forlaget Gyldendal var Dorte Einarsson redaktør på Asger Liebsts bog Drømmen om Gladsaxe, der har givet anledning til en fejde mellem forfatter og en datter til én af de portrætterede mænd i bogen. En fejde, der bliver fremlagt andetsteds på denne side i henholdsvis et læserbrev fra datteren Maj Garde og et svar fra forfatteren Asger Liebst. Dorte Einarsson fortæller, at man på forlaget kender til konflikten, men at man ikke har tænkt sig at foretage sig noget efter kritikken.

"Det er vores opfattelse, at når vi skriver 'en krønike' uden på bogen, så er der plads til at 'digte' i citationstegn. Som forfatter og fortæller er man i sin gode ret til at fremhæve noget fremfor noget andet," siger hun.

Alligevel er forlaget opmærksomme på, at denne nye form for historieskrivning er speciel.

"Der er der formuleringer, der er modereret og billeder, der er taget ud i samarbejde med forfatteren. Den er jo ikke bare strøget igennem uden at blive redigeret," siger hun om Asger Liebsts bog.

Men selv om den enkelte redaktør måske har været opmærksom, så er det ikke ensbetydende med, at det generelt er sådan. Det er lidt tilfældigt, hvor bøger af den type som Asger Liebsts og Peter Øvig Knudsens - der også udgives af Gyldendal - havner. Det kan lige så godt være hos en skønlitterær redaktør som en faglitterær redaktør.

" De er lidt svære at genrebestemme. Men vi har ikke sat os ned og overvejet om, vi skulle håndtere disse bøger anderledes. Der findes ingen regler her, man må vurdere fra sag til sag, og hvert projekt skal behandles på sine egen præmisser," siger Dorte Einarsson.

Fravalg og tilvalg

Henrik Berggreen, lektor ved Danmarks Journalisthøjskole, mener, at man bør være langt mere opmærksom på genren, og det bør diskuteres, hvordan man forholder sig til den. "Det er meget vigtigt, at man er bevidst om, hvilken genre man skriver ind i. For som sagt så stiller denne meget store krav til metoden, og de skal følges, ellers mister historien troværdighed. Journalistik skal være noget andet end fiktion, selvom den måske bruger elementer af fiktion, så skal der ikke herske tvivl om, at man har baseret historien på fakta," siger han.

Hvis man som forfatter bruger denne metode og rekonstruerer virkelige hændelser med udgangspunkt i interview og skriftlige kilder, så stiller der altså helt særlige krav.

"Man skal være bevidst om samtlige fravalg og tilvalg. Og de skal selvfølgelig foretages med henblik på at give det bedste bud på virkeligheden. Ikke på den virkelighed, man helst selv så fremstillet," siger Henrik Berggreen.

Den bevidsthed er meget vigtig for Peter Øvig Knudsen i hans arbejde:

"Bagklogskab og efterrationaliseringer har aldrig interesseret mig," siger han:

"De var ikke formuleret, da hændelserne fandt sted, og jeg skal heller ikke formulere dem. Det må være op til læseren."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her