Læsetid: 5 min.

En digter på flugt i Fæstning Europa

Er europæerne ikke længere i stand til at vise forståelse og medfølelse for flygtninge fra den muslimske verden?
23. november 2005

Mohamed sidder på stolen ved min side og åbner sin lille digtsamling. Hans strofer glider yndefuldt ned af siden i persiske skrifttegn - dari-sproget fra hans fødeland Afghanistan: "Åh Gud, hvorfor i islams navn skal der være alle disse myrderier/hvorfor alle disse umenneskelige drab...? De eneste stole, der er tilbage i mit land tilhører regeringen/tilhører de æsler, som vil ødelægge Afghanistan."

Han læser sine vredens ord sagte og langsomt, kun afbrudt af et gammel hollandsk kukur. Udenfor flyder Amsterdams Herengracht-kanal roligt forbi, mens regnen siler ned. Det er vanskeligt at forestille sig et sceneri, der ligner Kabul mindre.

"Æslerne kom til Afghanistan/Massoud, Rahbani og resten," læser Mohamed videre. "Hele folket ventede på disse æsler/Men Gulbudin sagde, at æslerne ikke havde haler - 'kun jeg har en hale, så kun jeg skal have et ministerium/Æslerne har nu dannet regering."

Æsler virker måske som skikkelige dyr for os, men i den muslimske verden er det en af de værst tænkelige fornærmelser at kalde nogen khar - 'æsel'. Mohammeds digt omhandler de mujahedin-guerillakrigere, som indtog Kabul efter Sovjets tilbagetrækning i 1990 - en ankomst, der skulle komme til at indvarsle mere end 10 års borgerkrig og grusomheder, som kostede mindst 65.000 afghanere livet. Konflikten blev så betændt, at selv den antisovjetiske jihadkriger Osama bin Laden fortrak for Afghanistan for en stund og drog til Sudan.

Frygter fremtiden

Mohamed ser på mig. Han er en lille, intens mand med mørke, lynende øjne. "Jeg ønsker, at kommende generationer skal vide og forstå de lidelser og den smerte, vi gennemlevede," siger han til mig. "Jeg var nødt til at skrive disse digte."

Men det fik skæbnesvangre følger. Stikkere angav ham til Mujahedin, der straks fik ham smidt ind i et skummelt fængsel i Kabul, og kun takket være hans fars bestikkelse blev han reddet. Så overtog Taleban magten, og Mohamed kunne stadig ikke lade være med at skrive digte. Endnu engang blev han forrådt.

"Jeg skrev kun 'til skuffen', som man siger, men en eller anden på mit kontor fandt et digt jeg havde skrevet og givet titlen Ørkesløs. Han sladrede til chefen, som var mullah."

Da det gik op for ham, at han var opdaget, løb Mohamed rædselslagen fra kontoret til sin fars hus.

Mohamed har siden da været flygtning. Endnu bor han med sin kone og tre børn i det nordlige Holland og klynger sig til et fortvivlet håb om, at de kan forblive i dette land, som de flygtede til for seks år siden. Men domstolene har i den nye indvandrerfjendtlige, antimuslimske ånd, der er kommet til at herske i Europa, afvist alle appeller om at måtte blive. Mohameds opholdstilladelse er nu udløbet, og han afventer frygtsomt den politimand, der inden længe vil bede om at se "Deres papirer, tak". En ven af familien, Hoji Abdul-Rahman, havde arrangeret for Mohamed og hans familie, at de kunne flygte til Jalalabad og over grænsen til Pakistan, hvor Hoji - et ærefuldt tilnavn for personer, der har gennemført en pilgrimsrejse til Mekka - havde skaffet falske visa og pas, der gjorde det muligt for dem at rejse til Holland.

"Vi henvendte os straks til hollandsk politi og fortalte, hvorfor vi var kommet hertil," siger Mohamed. "De var høflige og imødekommende og bad om, at vi meldte os som asylansøgere i Zevenaar, hvilket vi gjorde."

Han blev indkvarteret i en lille hollandsk landsby, hvor de lokale behandlede den afghanske familie med stor venlighed.

"De kom for at se til os i vores lejlighed, gav os mad og inviterede os indenfor i deres hjem," siger Mohamed, der skrev et digt Tak for alt, som han dedikerede til hollandske folk. Men skæbnen var endnu engang Mohamed unådig. Havde den sidste af fire retsafhøringer om hans sag fastsat hans flygtningestatus ud fra den dag, han ankom til Holland snarere end ud fra hans første besøg i Zevenaar i 2000 - som blev udskudt i nogle uger på grund af stor travlhed hos de hollandske myndigheder - ville han formentlig have kunnet kvalificere sig til permanent flygtningestatus.

"Men retten fastsatte min ankomst ud fra vores forsinkede asylansøgning i Zevenaar og bad os om at forlade Holland. De sagde, at Taleban var besejret, og Afghanistan nu var et demokrati. Men de ville ikke forholde sig til, at Karzais regering tæller mange af de mujahedin-krigsherrer, som kastede mig i fængsel. Og det vil disse æsler kunne finde på igen."

Dette er formentlig sandt, men nu afventer Mohamed, hans kone og tre børn - det ene af dem er født i Holland - at politiet fører dem til Schipol Lufthavn og sender dem tilbage til deres farlige hjemland.

Det bestialske drab på filminstruktøren Theo van Gogh og den følelseskolde optræden af hans muslimske morder, der i retten erklærede, at han ingen medlidenhed følte med van Goghs familie, har forhærdet den hollandske regerings hjerter på samme måde som ghettooptøjerne i Clichy-sous-Bois og andre forstæder har forhærdet de herrer Sarkozys og Chiracs.

Hvilket håb er der?

Så hvad kan jeg sige til Mohamed, som han sidder her i den dybe bløde lænestol i mit hotelværelse og klynger sig til sin poesibog, sine ugyldige flygtningepapirer, et eksamensbevis som maskiningeniør fra et ukrainsk universitet? Jeg kan næppe hjælpe dig, siger jeg lavmælt. Men jeg vil gerne skrive om dig. Jeg vil gerne appellere til myndighedernes forståelse og medfølelse. Men jeg frygter, at en sådan medmenneskeligheds tid - hvis den nogensinde har været der - er forbi i Europa.

Den næste dag holder jeg et foredrag i den belgiske by Antwerpen, da en mand blandt publikum udæsker mig. "Hvorfor skal vi hjælpe afghanere, irakere eller andre muslimer, når deres egne regeringer behandler dem som lort," spørger han. "Hvorfor skal vi redde dem fra deres eget folk? Hvorfor skal vi behandle dem bedre?" Jeg forklarer, at det var os, Vesten - som bevæbnede Mujahedin til at føre krig mod sovjetrusserne og derpå lod hånt om Afghanistan, som gik i opløsning i borgerkrig. Og at det var os, der bidrog til at fremelske Taleban via vores saudiarabiske og pakistanske allierede, fordi vi troede, vi kunne forhandle en olierørledning gennem Afghanistan på plads med dem. Og at den nuværende amerikanske ambassadør i Irak - denne anden, bloddryppende demokratiske succeshistorie - engang arbejdede for Unocal, som forhandlede med Taleban om rørledningens linjeføring, samt at Karzai også arbejdede for Unocal. Men det nytter intet.

Vores nye moralske kompas lyder åbenbart ikke længere "Saddam var værre end os", men "hvorfor skal vi behandle muslimer bedre, end de behandler hinanden?" Og nu, da vi ved, at CIA tilbageholder muslimer i bunkere dybt nede i jorden i det demokratiske Rumænien og brave, gamle, demokratiske Polen for at underkaste dem en smule tortur - hvilket håb er der så for Mohamed? For ham ser det ud til blive en velkendt historie fra Europas dystre fortid, der nu vil gentage sig. Vos papiers, Monsieur. Papiere, bitte schön. Your papers, please.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her