Læsetid: 5 min.

Et digterisk genis tale hen i mod tavshed og tro

Når nu tilværelsen kan være en bygning i tre etager, er det for Søren Kierkegaard både sørgeligt og latterligt, at så mange foretrækker at leve hele livet i kælderen....
23. december 2006

Behagelig og hyggelig synes kristendommen i Danmark. Præsten Johannes Møllehave har været julemand for Magasin, og Kristeligt Dagblad forsikrer læserne, at kristendommen leverer værdier til demokratiet.

Der var endda et tv-program, hvor man kunne tale med Gud. Den kristendom binder os sammen og varmer os.

Uhyggelig var ellers kristendommen for den danske kristne tænker Søren Kierkegaard. Den bandt os ikke sammen i fælles sang og bølgegang, men satte os hver især alene over for Gud. Menneskene er nede på jorden og Gud oppe i himlen, så vi kan ikke tale sammen. I snaksalighed og selskab fjerner vi os fra Gud, vi skal lære af liljen på marken at stå tavse for Gud.

"Og saaledes er det," skriver Kierkegaard i Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen, der nu udkommer sammen med Tvende religieuse Smaa-Afhandlinger, Sygdommen til Døden og tre korte kristne taler som bind 11 i den fortløbende udgivelse af Søren Kierkegaards skrifter:

"At bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie, og at blive ved at tie, at bie, til den Bedende hører Gud".

Menneskene skal ikke blive til blomster, for de er netop ikke blomster. Fordi vi kan tale og spekulere, er det en kunst at tie og opholde sig alene for Gud. Derfor er liljerne på marken og fuglen under himlen vores læremestre: De tier stille. Tavse modstår vi i bønnen selskabelighedens fristelse.

I oldtiden og Middelalderen blev ensomheden anerkendt og respekteret, i Kierkegaards samtid og stadig i dag er ensomhed en straf, som tildeles forbrydere, når de sættes i fængsel.

Nu kan man mene, at Kierkegaards kristendom er for streng. Den kræver for meget af menneskene, som jo dog gerne vil leve et behageligt liv med ild i kaminen, røg i piben, børn om bordet og et godt arbejde. Men dertil siger Kierkegaard: Det svarer til at bo i hus med tre etager. De der bare vil hygge sig med snak og forretning, bor kun i kælderen og kommer aldrig op i resten af det store hus. Menneskene er anlagt som sjæl og legeme, men også som ånd. Ånden er selve bygningen, hvor man ikke kommer op, hvis man spenderer tilværelsen med sanselige adspredelser. Det sørgelige og latterlige er for Kierkegaard, at så mange mennesker foretrækker at bo i kælderen.

På ryggen af Hegel

Det kan godt være, at opbyggeligheden ikke er for alle og enhver, men alt kristeligt er opbyggeligt. Som Kierkegaard skriver i Sygdommen til Døden:

"Det er christelig Heroisme, og sandeligen den sees maaske sjælden nok, at vove ganske at blive sig selv, et enkelt Menneske, dette bestemte enkelte Menneske, ene lige over for Gud, ene i denne uhyre Anstrengelse og dette uhyre Ansvar; men det er ikke christelig Heroisme, at narres med det rene Menneske, eller lege forundringsleg med Verdenshistorien".

Det at blive sig selv er for Kierkegaard ikke en frigørelse.

Det rene menneske er frigjort, men ikke blevet sig selv, og legen med verdenshistorien er en henvisning til G.W.F. Hegels historiefilosofi, hvor menneskene realiserer verdensånden i historien ved at forholde sig negativt til verden i sig og sætter en ny verden i og for sig. Ved at sætte negationer til det bestående ophæver mennesket konflikter i synteser. For Kierkegaard kan konflikten i selvet ikke ophæves, for mennesket er sat ved noget andet end sig selv: Mennesket er både endelighed og uendelighed, mulighed og nødvendighed.

Gennem hele sin produktion sætter Kierkegaard sig på ryggen af Hegel og protesterer. På sin vis overkommer Kierkegaard ikke Hegel, men bevæger sig med ham: Han tænker dialektisk og udfolder udviklingsforløb i stadier. Men for tænkningen efter Hegel og Kierkegaard, slipper Hegel heller ikke for kristelige korrektiv, der sidder på ryggen af ham og hævder den konflikt, som ikke kan ophæves. Morsomt taler Kierkegaard om den fine mand, der opfører et helt system, en verdenshistorie af en bygning, men glemmer at finde plads til sit personlige liv i bygningen, hvorfor Hegels selv ender ude i et hundehus.

Selvdannelser

Kierkegaard viser i Sygdommen til Døden sit usædvanligt skarpe blik for selvdannelse som problem. Bogens første hovedafsnit indledes med en karakteristisk passage:

"Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder til sig selv. Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese. En Synthese er et Forhold mellem To. Saaledes betragtet er Mennesket endnu intet Selv".

Ånden sætter således menneskets selvforhold. Alle er grundlæggende fortvivlede, men mange ved det ikke. De fleste fører spidsborgerlige tilværelser fortabt i underholdning og palaver. Spidsborgerligheden er åndløs og deterministisk. Den uvidende fortvivlelse er ikke harmonisk, men tværtimod farlig, fordi den åndløse spidsborger sidder fast i tilværelsens kælder. De næste stadier beskriver fortvivlelsen ved ikke at ville være sig selv og bagefter fortvivlelsen at være ville være sig selv. Jo mere bevidsthed om selvet, jo mere fortvivlelse.

Fortvivlelsen bliver ikke sig selv kvit gennem erkendelser, men stiger i intensitet. Det kulminerer i dæmonisk fortvivlelse hos digteren, der ikke kan finde udtryk eller billeder i sproget til at gøre sin inderlighed udvendig. Her ender erkendelse i paradoks og absurditet. Herfra kan man kun tro og tie.

Kierkegaard selv er talende. Han er et digterisk geni, der gennem pseudonymet Anti-Climacus i Sygdommen til Døden lader sig informere af sproglige kilder fra samtidens talemåder, rubrikker i aviser, skønlitterære passager, filosofiske spekulationer og tekster fra Bibelen.

En verden melder og meddeler sig i sproget hos Kierkegaard, men det får ham ikke til at udvikle en positiv teori om et kommunikativt, menneskeligt fællesskab, hvor de enkelte realiserer deres selv i samtaler. Massen, selskabeligheden og spidsborgerlighedens adspredelse er det eneste begreb om det fællesmenneskelige hos Kierkegaard. For Hegel var staten en "hieroglyf af fornuft", som den enkelte kunne realisere sig selv positivt i .

For Kierkegaard må man vende sig væk fra det fælles. Det kan synes os moderne både uhyggeligt og ubehageligt. Men som Kierkegaard skriver:

"i at forholde sig til sig selv og i at ville være sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den Magt, som satte det. Hvilken Formel igen, hvorom oftere er mindet, er definitionen på Tro".

*Søren Kierkegaards Skrifter bind 11 + kommentarbind. Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger. Sygdommen til Døden. "Ypperstepræsten" - "Tolderen" - "Synderinden". 280 s. + 313 s. 525 kr.

Udgivet af Søren Kierkegaard Forskningscentret på G.E.C. Gads Forlag. ISBN 8712042471.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu