Før teatertid i Rialto er der lejlighed til i den let skumrende aften at aflægge besøg i Allégades digterlund, der består af fire små anlæg på række med forskellig beplantning. Dér står nu først en buste af H.V. Kaalund, der blev kendt for sine fabler for børn, som vi græd meget over, og så 'På det jævne', der altid stod på morgensangsrepertoiret, og som ikke lige var det vi sigtede efter. Navnlig ikke, da han stavede det 'Paa det Jevne! Paa det Jevne!' med tydelig advarsel mod fantasien. Så hellere Drachmann, der står højt hævet med siden til. Han er anbragt på en høj, blank piedestal, står i skridtgang med digterhat og flagrende kappe og stok, mens skægget bølger i vinden. Han ligner lidt Sten Kaalø, der jo også skrev en komedie om ham og Herman Bang, tænker jeg i teatertanker, skønt Kaalø endda ser mere statuarisk ud som digterpræst.
Støbt i egne tanker
Jeg stiller mig og ser op til den gamle og bliver opmærksom på noget mærkeligt, et håndtag, der er anbragt midt på soklen i gribehøjde. En nøjagtig kopi i sort støbejern af en gammeldags dørklokke. Praktisk indretning. Måske er det 'Harlekin mekanisk Statue' i frederiksbergsk forklædning. Jeg trækker i klokken. Den rører sig ikke, men den indre stemme siger: "Der vælder lyd - af ensomheden ud, af skovens dybe, frygtelige skygger."
Står han der i en angers pine over en fortid, der ikke vil slippe ham? Han ser nu nærmest ud, som om han stormer mod fremtids mål: Kehlets Café chantant lidt længere henne ved Lorry, hvor hans tilbedte Amanda Nilson optrådte, omskrevet til poesiens Edith. Så det er snarere en anden sang, der overdøver ensomheden på soklen:
Holla, i Kroen derinde!
har I Plads for en farende
Svend,
som er ked af det evige Rend
paa Vejen for alle Vinde?
Du Vært og din smukke
Kvinde!
saa giv mig Besked,
kan jeg sætte mig ned,
kan en Plads jeg paa Ovnbæn-
ken finde?
Det er en forfængelig tanke. Der er ingen nåde. Han bliver på sin sokkel, og jeg slipper håndtaget.
Sådan står og sidder rundt om i byen den ene digter efter den anden, støbt over deres egne tanker i stivnet ensomhed, overladt til det offentliges bevågenhed.
Monument skændet
Vendt frontalt mod Drachmann stirrer en streng Henri Nathansen fra sit anlæg mod den letsindige digter. Han er kun en buste, men godt til vejrs og skåret vel til af Gottfred Eickhoff, altså af nyere dato end H.C. Holters Drachmann, som skulptøren ikke nåede at se opstillet i 1924.
Men Frederiksberg har samlet denne gruppe digtere med større eller mindre tilknytning til bydelen. Trosfællen Meïr Aron Goldschmidt passer den sidste afdeling af anlægget og ser ligesom Kaalund ud mod trafikken, der er taget ordentlig til, siden Aksel Hansen udformede de to buster et par år forinden. Nazisterne kunne ikke tåle synet af Goldschmidt under Besættelsen og skændede monumentet, som først blev restaureret efter krigen. Han har siden kun forstærket sin position i dansk skrivekunst.
Der er en syvarmet lysestage på soklen, ingen ringeklokke, men hans klassiske diktion og diktat lyder tydeligt nok. Før din skæbne til vejs ende!
Foreløbig fører min i retning af et skummelt finsk drama på Rialtoteatret. Når mørket sænker sig over huset.
