Læsetid: 3 min.

Digtet som eksil

Fremragende og pædagogisk forbilledlig læsning af Henrik Nordbrandts lyrik
25. august 2005

Hvorfor har litteraturforskeren Dan Ringgaard (født 1963) forsynet sin monografi om Henrik Nordbrandts digtning med den dybt intetsigende titel Nordbrandt? Formentlig for så konkret som muligt at udpege sit ærinde med den: At vise, at Nordbrandt er mere end 'Nordbrandt' - nedbryde brandet eller ikonet og bane vejen for et anderledes komplekst og nuanceret billede af en af vore største nulevende poeter.

Henrik Nordbrandts poesi er gennemført melankolsk, javel, men den er samtidig og i stigende grad slapsticket, koket humoristisk. Han har lige fra sin 'græsk-tyrkiske' fase i 1970'erne stået som den klassiske dyrker af det velkendte såkaldt centrallyriske jeg, men dette jeg er langt fra at være entydigt, og det meddeler sig, hævder Dan Ringgaard, aldrig fra et på forhånd fastlagt centrum, aldrig uden om stedet, tiden og sproget.

I krig med perfektionen

Ganske vist har Nordbrandt lagt sig i smuk forlængelse af en fed tradition for at skrive relativt korte, musikalske og billedrige tekster, hvor et jeg retter sin længsel mod naturen og kjærligheden.

"Men der er lige så lidt tvivl om, at de angriber denne lyrik indefra med prosa og med kritik af metaforen," slås det fast i bogen.

Klicheen - det cirkulære og metaforynglende nordbrandtske skøn-digt - er lige præcis en kliché, eftersom digteren mindst lige fra slutningen af 70'erne konstant har bekæmpet sin gamle dragning mod 'perfektionen', sin egen farlige fascination af æstetisk fuldkommenhed.

Digtet skal unddrage sig det poetiske for at blive poesi, det har Nordbrandt indset for længst. Derfor dyrker han i voksende mål mobiler, "stiliserede motiver, ritualiserede bevægelser og slidte metaforer". Han ynder halvautomatisk komposition og betjener sig af en billeddannelse med sært u-egentligt præg: Den typiske nordbrandtske metafor er nu (i modsætning til før) tilnærmet, vilkårlig, overlitterær og underligt selvudpegende, alt sammen fordi digteren som så mange før ham (bl.a. Per Højholt) har måttet indse, at vi aldrig undslipper den. Skal den bruges, må den således anvendes kritisk. Derfor går hans metaforhang hånd i hånd med en voksende metaforskepsis, for nu at bruge et af Dan Ringgaards mange præcise modsætningspar.

Pædagogik og polemik

Som litterærvidenskabeligt arbejde er bogen om Nordbrandt intet mindre end forbilledlig. Den præsenterer sig som 15 begyndelser i en fortløbende tilegnelse af Nordbrandts 23 digtsamlinger og prætenderer ikke at være meget andet end en status undervejs; ikke desto mindre giver den overblik og indsigt, veldisponeret som den er i sin vekslen mellem indholdsmæssige og mere formmæssige tilgange, og affattet som den er i en på én gang saglig og personlig stil båret af stor kærlighed til emnet poesien.

Dan Ringgaard har en fin evne til i den enkelte tekstanalyse først, pædagogisk at stille sig spørgejørgenirriterende og dummepeteragtigt undrende an, og så efterhånden, lige så pædagogisk, finde vejen ind til lige netop dette digts måde at være digt på og samtidig, delvis umærkeligt, optage tekstens ordvalg i sit eget. Selv når der skal polemiseres, bl.a. mod Thomas Bredsdorff Nordbrandt-læsning i Med andre ord (1996), men stedvis såmænd også mod undertegnede, foregår det sagligt og skønsomt.

Den åbne form

Man kunne citere mange glimrende og rammende passager fra Nordbrandt. En af de bedste er den, hvor Ringgaard med en linje fra et digt: At den åbne form i en alternativ poesi meget vel kunne vise sig at være den strammest tænkelige, får sat ord på det paradoks, at digterens stil bliver ren poesi dér, hvor han saboterer skønheden og dekonstruerer, idet han skaber, fordi han har erkendt, at skønheden også er mislyd og dekomposition.

En fornem og virkelig dækkende karakteristik af den sene, den manierede Nordbrandt (i samlinger som Drømmebroer fra 1998 og Pjaltefisk fra i fjor) giver Dan Ringgaard på det sted, hvor han skal forklare denne mærkværdige dobbelthed af sabotage og afklaring, splintring og enkelhed, der har givet forfatterskabet fornyet fylde og forløst humoristen Henrik Nordbrandt: "Hvis stil er det, man har, hvis det er en slags hvile i én selv, og manér er et eksil fra dette sted, så er Nordbrandt pt. mere eksileret end nogensinde. Ikke fra Danmark, ikke fra stedet, men fra sit eget digt og poesien. Eksilet er flyttet ind i digtets form som en trussel om poesiens ophør, men også som en slags lettelse eller lethed."

Sådan en konklusion er hele bogen værd. Men: det fine ved den er, at den først falder, da den er blevet forberedt i nænsomme og lydhøre tekstlæsninger, der i sig selv danner det bedst tænkelige argument for faglig beskæftigelse med litteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu