Læsetid: 4 min.

Dilemma på fortet

16. juli 2001

»Hvad vi så på gaderne i Göteborg, har intet at gøre med demokratisk protest og retten til at demonstrere fredeligt.«
Bob Ainsworth, britisk viceindenrigsminister

I DAG MØDES aktivister fra en lang række lande for at starte en uge med protester og manifestationer forud for den kommende weekends G8-topmøde i Genova. De får ingen problemer med at få øje på ordensmagten: 15.000 betjente og 3.000 soldater i baglandet står klar til at beskytte deltagerne i topmødet. 18.000 mand – et bevis på, at stemningen ved og omkring de store topmøder i WTO, G8 og EU er kørt langt op.
Logikken bag denne oprustning henter dens fortalere i ballade og sammenstød som dem, der fandt sted ved Göteborg-topmødet i sidste måned, sådan som det fremgår af den britiske viceindenrigsministers udtalelse, gengivet ovenfor. Men man ser jo, hvad man vil se, og hvis Ainsworth og andre slet ikke så eller har glemt de 20.000-30.000 demonstranter i Göteborg, der var både demokratiske og fredelige, var det måske fordi politikerne og deres embedsmænd sad inde på fortet, forskanset – og ude af syne for demonstranterne – på topmøde-området.
Der er ikke udsigt til, at afstanden bliver mindre på G8-mødet i Genova. Med 18.000 bevæbnede mand på gaden bliver det nok snarere omvendt, og risikoen for konfrontationer er næppe aftaget. Og så kan det jo blive endnu sværere at få øje på den fredelige del af aktionerne, der går på indholdet – og som måske går lige til den, men ikke over grænsen for demokratiske protest. Og så meget desto lettere at afvise protesterne en bloc.

DA BOB AINSWORTH udtalte sig i fredags, var han på vej til møde med sine EU-kolleger. På bordet lå ønsker fra Storbritannien og Tyskland om en øget kontrol forud for kommende EU-topmøder. Bl.a. ville de to lande gerne gøre det muligt at kunne udstede udrejseforbud til potentielt voldelige demonstranter og kunne bure dem inde for noget, de ikke har gjort endnu. Forslaget faldt begribeligvis, og vor hjemlige Frank Jensen svang sig efter mødet op til at tale om, at »vi ikke må knægte grundlovssikrede frihedsrettigheder.«
Men kunne EU-ministrene ikke blive enige om at stramme skruen på den led, så nåede de dog frem til at, at sikkerheden i forbindelse med topmøderne er et fælles anligggende, at samarbejdet mellem politiet på tværs af grænserne skal styrkes, og at der skal en styrket dialog til med de bevægelser, der vil demonstrere fredeligt.
Det var med andre ord sådan lidt dialog med den ene hånd og lidt tættere politisamarbejde på den anden og tredje hånd. En udmærket illustration af det dilemma, som EU’s regeringschefer befinder sig i:
På den ene side: Alt for krasse midler ville kradse i retssikkerheden og være en falliterklæring over for de små grupper, der laver den store ballade – grupper, der indlysende nok ville betragte det som en bekræftelse på de værste anelser, hvis man gennemførte forslag som de tysk-engelske.
På den anden side har EU-politikerne heller ikke fantasi til at forestille sig nogen anden måde, der kan stoppe de voldsomme demonstranter. Den slags kan man alligevel ikke føre den dialog med, som ellers er det eneste i ministrenes melding efter mødet, der peger andre steder hen end mod en yderligere ’fortificering’ af topmøderne.

I EN KRONIK i Berlingske Søndag illustrerer forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann ganske præcist, hvad det handler om. Ellemann opfordrer de fredelige demonstranter til at forføje sig fra topmøder og den slags for at undgå ballade. Fint nok, det har flere kræfter inden for f.eks. ATTAC jo også været inde på, og diskussionen om topmøde-protesterne har bølget frem og tilbage siden Göteborg – ikke mindst her i bladet. Dilemmaet og diskussionen er reel. Idealisterne har et problem, som Ellemann siger.
Men han kan ikke holde arrogancen indenbords: »Hvilken ret har en dansk skolelev, der pakker rygsækken og drager til demonstration ude i verden, til at få bedre muligheder for at blive hørt i internationale forsamlinger end alle andre? […] Hvor rimeligt er det, at nogen på den måde benytter sig af situationen til at mase sig frem i køen af dem, der gerne vil blive hørt,« spørger han med de underforståede svar: Ingen og ikke spor.
Ellemann taler som den (forhenværende) systemets mand, han er, og udtrykker uden tvivl en holdning, som gennemfarver størstedelen af EU-apparatet. Desværre, må man sige, for det afslører det dilemma, som EU-systemet og andre store, mere eller mindre demokratisk valgte og kontrollerede institutioner emmer af: Det har intet brugbart svar på den fortsatte mangel på folkelig opbakning og forståelse, som den kommer til udtryk ved folkeafstemninger og ved de protester, der omgærder topmøderne.
Derfor skal den igangværende diskussion af protestformer på aktivistfløjen ledsages af en mindst lige intens selvransagelse blandt EU-politikerne: Hvordan undgår vi en yderligere ’fortificering’ af topmøderne? Hvordan strækker vi dialogen ud til at handle om andet og mere end at undgå ballade omkring møderne? Hvordan mindsker vi afstanden til de demonstranter, der tropper op for ’at mase sig frem i køen’ og blive hørt? Det er faktisk politikernes opgave at svare på de spørgsmål.

jn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu