Læsetid: 5 min.

Dimensionerne, der blev væk

14. oktober 2006

Udstillingen 'Racing Cars - The Art Dimension' på ARoS er en våd drengedrøm, der er gået i opfyldelse. Selvom det burde være utænkeligt i et nutidigt, ligestillet samfund, glimrer de kritiske - og kvindelige - perspektiver ved deres fravær

Denne anmeldelse har to sider: En, der er oprigtigt forført, imponeret og begejstret over mødet med en fascinerende designform og en overbevisende totaliscenesættelse, og en, der er kritisk overfor konceptet bag udstillingen og noget nær målløs over de mandschauvinistiske fordomme, det repræsenterer.

Holdet bag Racing Cars - The Art Dimension består af direktør Jens Erik Sørensen, der har ageret kurator, Ingvar Cronhammar og Martin Hall, der har stået for den kunstneriske iscenesættelse, og Thorkild Thyrring, der udover at fungere som brølende kronhjort også har været teknisk koordinator på projektet.

Forrygende show

Det er en blændende oplevelse at træde ind i udstillingssalene, hvor tyve Formel 1 og Le Mans racerbiler fra 1936 til i dag - i en sær kontrast til deres væsen - står bomstille på ophøjede podier. Cronhammars scenografi kobler rite med teknologisk hårdhed. Med de oliesorte vægge, cool aluminiumsgulve, kolossale søjler og kæmpemæssige stempelringe, der som glorier kaster lys ned over racerbilerne, føler man sig hensat til det indre af en velsmurt motor. Luften er tyk af Martin Halls stemningsfulde lydtapet, der i et mix af fræsende reallyd og overjordiske vokaler understøtter den totale fetichering af udstillingens objekter.

Det er let at blive forført af racerbilernes æstetiske kant og schwung, der, som kataloget proklamerer, ligner moderne skulpturer på hjul. Afskåret fra deres normale funktionalitet fremstår de som studier i menneskets glæde ved god form. Ikke alene repræsenterer hver af disse fartdjævle sin tids yderste grænse for teknologisk præstation, men også en fremsynet formgivning, der ikke lader den moderne kunsts eksperimenter meget efter.

Hvert eksemplar er nøje udvalgt af Jens Erik Sørensen selv alene for sine visuelle kvaliteter. Men som Thorkild Thyrring efterfølgende har kunnet vise, har de æstetisk udvalgte biler også - med få undtagelser - ydet store præstationer på verdens grand prix-baner. Helt i den modernistiske kunsts ånd følges form og funktion ad i racerbilens univers.

Som Carsten Thaus katalogtekst viser, skorter det ikke på kunsthistoriske eksempler på, hvordan især avantgardekunsten har ladet sig inspirere af den moderne fartteknologis maskinelle former og symbolkraft. Og i disse tider, hvor de visuelle kulturstudier sætter dagsordenen for det kunstfaglige genstandsfelt, er det helt på sin plads, at kunstinstitutionen indoptager og afsøger æstetikkens yderområder. Samtidig rummer udstillingen et potentiale for at trække nye publikumssegmenter til. Her er for en gang skyld noget for drengerøvene, og det er en vigtig museal opgave at tænke i nye baner med henblik på at udvide publikums sammensætning og ikke mindst forventninger til, hvad kunstmuseer kan tilbyde.

Manglende dimensioner

I Duchamps tradition præsenterer udstillingen en række readymades, racerbilerne, der opnår nye betydningslag ved at blive placeret i en kunstinstitutionel kontekst. Man kan sige, at Jens Erik Sørensen som kurator har overtaget konceptkunstnerens rolle og selv foretaget et greb, der udfordrer institutionens grænser. Det behøver man slet ikke en avantgarde til længere.

Det er ikke i sig selv et problem, snarere et tidstypisk udtryk for, at avantgardens tankegods er blevet synonym med kunstinstitutionens selvforståelse. Det indlysende problem er, at udstillingen er blottet for kritisk stillingtagen til racerbilens mytologi. I en tid, hvor kunstinstitutionen ellers gør en dyd ud af at dissekere sine egne hellige køer, præsenterer den en absolut bekræftelse af racerbilens auratiske magt (over den mandlige fantasi).

Ikke overraskende sammenlignes racerbilernes linier og kurver med feminine ditto. Som så ofte før sidestilles det kvindelige med passiv dekorativitet, et objekt for en aktivt erobrende mandighed udstyret med et lystent male gaze. Jeg kan som kvinde uden problemer identificere mig med at være objekt for mandligt begær, men helt ærlig - hvor er udfordringen i det her materiale, drenge?

Den eneste indholdsmæssige substans, udstillingen leverer, består i den velkendte historie om mandens stræben mod det tilsyneladende umulige og ubetinget dumdristige - det, der med Thorkild Thyrrings ord, skulle være "adelsmærket for mod".

Som Carsten Thau skriver: "Det alt for velkendte avler lede eller foragt". Bemærkningen rammer udstillingens koncept som en boomerang, for der mangler eklatant et udfordrende perspektiv på den velkendte mytologisering af racerbilen som symbol på maskulint livtag med grænserne for den menneskelige formåen. Man burde med rette kunne forvente, at den nutidige kunstinstitution - der i øvrigt er præget af opgør med modernismens dyrkelse af manden, myten og maskinen - udfordrer frem for bekræfter de mytologier, den beskæftiger sig med.

Kræver et mandebryst

Når man vælger at realisere en så gennemført maskulin udstillingsfantasi, ville det for eksempel være oplagt at udfodre kurateringen med et kvalificeret kvindeligt perspektiv. Hertil svarer Jens Erik Sørensen, at jargonen på kuratorholdet ikke altid har været lige stueren, og at man heller ikke har haft lyst til at tage særlige hensyn. Underforstået til eventuelle kvindelige medspilleres sarte fornemmelser. Derudover udtaler han, at det kræver et mandebryst at tage de tæv, som der måtte komme til en udstilling som denne.

Når der kvitteres med sådan en gang defensiv mands-chauvinisme, tyder det på, at spørgsmålet rammer lige ned i ligtornen. For en mand, der har klandret kvindelige kunstnere for at være for private og mangle internationalt udsyn, er det godt gået at lave en udstilling, der er så subjektivt motiveret og præsenterer et så provinsielt syn på kønnenes relationer. Hvis ARoS for alvor vil aspirere til en plads i kunstmuseernes superliga, så er første skridt at tage sit publikum alvorligt, også de 50 procent alt andet end passivt henliggende kvinder.

Man fornemmer, at de truede mænd, der har været vant til at sætte kunstens dagsorden, nu giver igen ved at trumfe en ordentlig mandehørmer af en udstilling igennem, absolut barberet for ethvert kvindeligt perspektiv. Tilbage står billedet af en drengedrøm, der er blevet realiseret på bekostning af modspil og selvkritisk refleksion. Det er kompromisløst på den politisk ukorrekte måde. Selve den æstetiske iscenesættelse er til gengæld i top. Jeg skal helt sikkert have min far med ind at se Racing Cars, og så kan han for en gangs skyld vise mig rundt.

n[Fast fleksml]Racing Cars - The Art Dimension. ARoS Aarhus Kunstmuseum. Til 30. december. www.aros.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu