Læsetid: 6 min.

'Hvis dine billeder ikke er gode nok, er du ikke tæt nok på'

Robert Capa var den første krigsfotograf og har været vort samfunds linse i utallige krige indtil sin død i 1954. Nu udstiller Arbejdermuseet hans centrale fotografier, og ifølge den danske krigsfotograf Jan Grarup er Capa stadig vigtig - også for ham
16. september 2006

Mange kender billedet En ung loyalists død, som trods sin debaterede ægthed satte Den Spanske Borgerkrig på dagsordenen. Vi har set de rystede billeder fra briternes landgang på Omaha Beach på D-Dagen 6. juni 1944. Robert Capa var i sin tid som krigs-fotograf på pletten og har dokumenteret nogle skelsættende øjeblikke i verdenshistorien. De udstilles nu på Arbejdermuseet.

Jeg satte to generationer stævne: Robert Capa (1913-1954) med sine 94 værker på Arbejdermuseet og Jan Grarup (f. 1968), krigsfotograf og den væsentligste danske dokumentarist fra nutidens krigszoner - Balkan, Ramallah, Hebron og så videre.

Robert Capa har været en væsentlig person, også for Jan Grarup. Ifølge Grarup er der ingen tvivl om, at der er fotografer, som rent indholdsmæssigt er vigtigere, fordi de havde mere på hjerte. Men de er alle efter Capa, og derfor bør han fremhæves, fordi han er en af de første og grundlæggeren af krigsfotografiet, forklarer Grarup.

"Blandt hans billeder er helt specielle og unikke ikoner, der ikke bare er kendt blandt fotografer, men som den bredere del af befolkningen kender. Derved sætter Robert Capa et bredt fokus på krigsfotografiet som dokumentation, som den første."

Der er den meget væsentlige pointe, at fotografiet i Capas tid var det eneste medie, som nåede frem til befolkningen.

"Derfor er hans dokumentation så væsentlig, fordi han gennem sin dokumentation satte en dagsorden, datidens konflikter på landkortet, og det er netop hans dokumentation, som hænger fast. Det gode krigsfotografi kan netop det."

"Hvis vi går tilbage i historien, hvor ville vi så have været, hvis krigsfotografer ikke havde dokumenteret for eksempel Auschwitz. Det er på ingen måde fantastiske billeder. De er rædselsfulde, men sindssyg vigtig dokumentation. Se her - BUM. Det er det fotografiet kan. Det fastfryser et øjeblik, som bare står der. Det var netop Capas force at fange sådanne øjeblikke."

Et øjebliks nærvær

Robert Capa var ikke æstetiker. Han er først og fremmest dokumentarist og har sin force der, men med en glimtende menneskelig side, når han var bedst, hvis man spørger Jan Grarup.

"Jeg adskiller mig fra Capa ved at benytte mig bevidst af en æstetik i mine fotografier, for at gøre dem tålelige ogiøjnefaldende for beskueren. Capa tror jeg ikke har haft de tanker. Han har været fokuseret på at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Komme ud i krigszonen og være med i første angrebsbølge i Normandiet 6. juni 1944, for selvfølgelig skulle man være det."

- Hvilken dagsorden tager man ud med som krigsfotograf?

"Jeg tager afsted med en klar dagsorden: At forsøge at sætte fokus på en konflikt. Og i de situationer kan fotografiet gøre den store forskel. Jeg fokuserer oftest på de personer, som lever i konflikten, idet jeg mener, at fokus bør ligge på de reelle ofre for krigen. Det er også der, hvor Capa bliver nærværende for alvor. Når han fanger kvinderne på marken på vej væk fra det brændende hus og soldaten, som er blevet skudt i vinduet. Det er fotografier, hvor han bare er trådt tre skridt tilbage og BUM - sådan ser det altså ud. De virker, fordi han rammer et øjebliks nærvær."

Et liv med Capa

- Hvad skylder du Capa i dit virke som krigsfotograf?

"Det er i en historisk sammenhæng, at jeg skylder ham en hel masse, og så var han en væsentlig stemme for mig i de år, hvor jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle lave og var meget fascineret af hans billeder."

"'Hvis dine billeder ikke er gode nok, er du ikke tæt nok på', er nok hans mest berømte citat, men han sagde også: 'Man kan ikke stille skarpt med en tåre i øjet'. One-liners, som tager sig godt ud, men han har jo ret. Hvis du ikke er tæt nok på, kan du ikke indfange det nærvær og den intensitet, som er så vigtig, hvis man vil berøre beskueren."

"Og man kan da heller ikke sidde og græde snot, når man er i en krigszone, for så er din rolle som fotograf fuldstændig udspillet. Så er berettigelsen for din tilstedeværelse væk, og du sidder pludselig som turist i en krigszone, og det er i mine øjne noget af det værste, man kan være. Igen er det en hårfin balance. Man skal have den psykiske styrke til at befinde sig sådan nogle steder, men samtidig er det altså vigtigt, at man bliver så berørt af det, så engagementet får den grobund, der er nødvendig for at lave de gode historier. Når der sidder to millioner flygtninge i Darfur, som går en lorteskæbne i møde, og vi ikke reagerer, så sætter min moral ind: Nu skal det fandeme være! Nu rejser du! Det er det, der er min drivkraft - mit brændsel."

Kalkulerede risici

-Hvilket forhold til døden skal man have som krigsfotograf?

"Man skal bare være sig bevidst, at det kan være den yderste konsekvens af ens arbejde. Det kan godt være, man ikke kommer hjem. I det øjeblik, man sætter sig i et landgangsfartøj, som Capa gjorde i 1944 ved Omaha Beach, så er man villig til at miste sit liv. Og det er nødvendigt. I mit tilfælde vil jeg dog kalde det kalkulerede risici, men du kan bare ikke altid regne situationerne ud. Situationer er faldet ud til den gode side, og andre gange har det været rigtig farligt."

"Men jeg har aldrig siddet i en situation, hvor jeg skulle træffe det valg: 'Sætter du dig ned i den båd nu, så er der en rigtig god chance for, at du ikke kommer tilbage'. Det tror jeg ikke, jeg ville være villig til, men nogle gange skal man bare være der," understreger Grarup.

For i hans øjne skal man jo gøre sig klart, hvorfor man er der. Er det for at realisere sig selv, være modig og kunne komme hjem og blære sig på en københavnsk café, eller er man der for at dokumentere?

"Jo ærligere du er over for dig selv og din dagsorden i de situationer, jo vigtigere bliver dine billeder også, for så har du et klart fokus med det, du laver."

- Hvad kræves af en krigsfotograf, som gerne vil ind og indfange det her menneskelige nærvær?

"Det kræver, at du er ærlig over for de mennesker, du møder, og så kræver det deres tillid, for det handler om, at du konfronterer nogle mennesker, som formentlig sidder i den værste situation i deres liv. Og i en så sårbar situation henvender du dig til dem som et udefrakommende element for at dokumentere deres forfærdelige skæbne. Må jeg det? Virker jeg så ærlig og tillidsfuld, at I vil lukke mig ind i jeres liv? Det er rent faktisk det, man spørger om, og først der kan man komme helt tæt på."

Spørgsmål og refleksion

Jan Grarup mener, at fotografier, der giver svar, aldrig rykker noget. Fotografier, der rejser spørgsmål, får derimod folk til reflektere, og refleksionen er det vigtige, da det er den interaktion, som er nødvendig for at få folk til fæstne sig ved et fotografi, forklarer Grarup.

"Jeg ser mig selv som budbringer - ikke bare af det bloddryppende, men netop af en humanisme, det sociale, andres hverdag, andres virkelighed. Jeg kan rejse spørgsmålet: Er det her i orden? Og så må folk jo gøre op med sig selv, om det er rimeligt eller ej, at børn bor i murbrokker og har mistet to tredjedele af deres familie. Truslen skal ind på kroppen af vores samfund, før der bliver grebet ind. Hvis folk mener, at situationen er i orden, så må man også være klar til at erklære, at deres liv er mindre værd end vores!"

nRobert Capa: Historiens Ansigter, Arbejdermuseet til 30. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her