Diogenes var en gammel, græsk vismand, der boede i en tønde. De fleste har hørt om ham. Han er blevet kendt for eftertiden som den mest originale repræsentant for den filosofiske retning, man kalder kynismen (efter det græske ord for hund, kynos).
Legenden fortæller omtrent, at Alexander den Store, verdens hersker, en dag kom forbi og ville se fænomenet, filosoffen, som boede i en tønde. Alexander stillede sig hen til Diogenes og sagde, at han vil opfylde et hvilket som helst ønske, som Diogenes måtte have. Hertil svarede Diogenes de berømte ord, at så ville han gerne have, at kejseren flyttede sig, så solen kunne skinne på ham igen.
Solen kunne ingen tage fra Diogenes, eller rettere, det var ikke alle ønsker eller behov, som Alexander kunne imødekomme her i tilværelsen, selvom han var verdens ubestridte hersker.
Der er en dyb sandhed i filosoffens ord fra den gang, forekommer det i hvert fald undertegnede, og de har nu atter fået fornyet aktualitet. Jeg har ganske vist aldrig selv boet i en tønde, men det ville måske være værd at overveje i betragtning af de tiltag, som videnskabens minister Helge Sander udpønser i disse tider. Det er sikkert at foretrække frem for at være en del af den købmandsbutik, som Helge Sander ønsker sig, at universiteterne nu skal forandres til. Hvis det altså viser sig, at han har magt, som han har agt.
Siden 2003 er universitetet blevet udsat for det, som Lars Bo Henriksen for nylig har kaldt for en "Taylorisering" (se septemberudgaven af tidsskriftet Kritisk Debat).
Betegnelsen stammer fra den amerikanske ingeniør og managementpioner Frederick W. Taylor (1856-1915), som formulerede principperne for effektiv arbejdsdeling og effektiv ledelse - scientific management.
Efter denne devise skal universiteterne nu ligne topstyrede private virksomheder, hvor man helst skal fusionere (for det gør man jo med andre virksomheder), og hvor ledelsen (læs: ministeriet og embedsmændene) suverænt bestemmer, hvilken vare der skal "produceres" og "sælges" inden for "virksomheden".
Problemet er blot, at forandringerne og fusionsplanerne mv. sandsynligvis ikke kommer til at virke. Eller kun kommer til at virke dårligt, sådan som Lars Bo Henriksen også påviser, at scientific management aldrig har virket efter hensigten og slet ikke inden for organisationer med en struktur som universitetets.
Tak, Sander
Det sidste påfund i rækken, hvis ellers Mette-Line Thorups artikel fra Information fra den 16. september står til troende, består i, at forskerne skal tilpasse sig de bestillingsopgaver, som ministeren og hans fremsynede embedsmænd dikterer.
Ja, jeg ved jo ikke, hvad andre allerede fastansatte humanister eller naturvidenskabsmænd og kvinder siger til at blive sat til tvangsarbejde, der skal sikkert nok være nogle, som bider på krogen. Jeg for min part takker derimod Helge Sander og Co. for at lette mig fravalget af en mulig fremtidig karriere som (universitetsansat) forsker.
Der findes heldigvis endnu ting, der selv ikke hverken en Alexander eller en Sander kan tage fra en, solen f.eks., eller den fri tanke - i hvert fald ikke uden for universitetets regi. Den sidste af de to nævnte herrer må da også hjertens gerne komme forbi min tønde, hvis jeg ellers kan finde et sted til den uden at blive eksproprieret. Men han må så samtidig være indstillet på at skulle tale om andet end blot effektivisering og åndløse nyttedefinitioner. Og solen, den må han heller ikke skygge for.
