Læsetid: 3 min.

Diplomater fra alle lande - Flyt ad helvede til!

Hvor skal FN's tusindvis af medarbejdere flytte hen, når hovedkvarteret enten renoveres eller skvatter sammen om ørene på dem?
30. april 2005

De elektriske installationer i FN's 38-etager høje hovedkvarter på First Avenue er fra 1952. Kun pensionerede elektrikere, og dem, der arbejder for Kofi, ved, hvad der foregår bag kontakterne. Intet i bygningen er skiftet ud eller opgraderet, siden den blev opført i 1952, hvilket også er årsag til, at nogle afdelinger ingen aircondition har, og at vandet fosser ind i Dag Hammerskjöld-biblioteket, når det regner. FN har endog særlig tilladelse fra New Yorks brandvæsen til sin totalt forældede brandsikring uden automatiske sprinklere.

Så FN-bygningen trænger til et par småforbedringer, og Kofi i blåt Kansas-tøj. Men desværre er den stopfuld af asbest, og bare den mindste rusken rundt med vægge eller lofter vil gøre bygningen giftig.

Derfor kræver en renovering af de Forenede Nationers hus, at tusindvis af medarbejdere i skyskraberen ved floden finder et andet sted i mellemtiden. Og hvor skal det så være?

Det spurgte newyorkerne sig selv og hinanden om, da jeg kom til byen i 1998, og det har de gjort hvert år lige siden, gerne om foråret.

På det seneste er det dog som om, at der på opinionssidernes cocktail af spekulationer om FN og bygningens fremtid har indsneget sig mere end blot en smule malurt.

Måske er det blevet sværere at se FN som en uundværlig organisation; som et verdens fællesmøde, hvor alle sidder med ved bordet, både de gode, de onde og de grusomme. Er der mon mere end utætte tagrender galt med en organisation, der har bedt Sudan, Libyen og Saudi-Arabien om at stå vagt ved menneskerettighedernes havelåge, menneskerettighedskommisionen? Hvorfor skal alle verdens lande undtagen USA, England og Israel adlyde Sikkerhedsrådets resolutioner?

Og hvorfor skal FN egentlig være i New York? Her i byen holder vi af at være vært for effektive foretagender, ikke den slags, der venter med at flytte til taget styrter ned over dem.

Så er det noget helt andet, når terrorister river bygningerne ned, mener redaktør ved livsstilsmagasinet Metropolitan Home, Fred A. Bernstein.

Hans bud på en spritny-adresse til FN, langt væk fra Midtowns overbefolkede gader og kontorer, er således logisk nok: Flyt til Ground Zero. Giv FN's 191 nationer en aktie i New Yorks og Ground Zeros fremtid.

Den nye skyskraber, Freedom Tower, der snart rejser sig, hvor Twin Towers faldt, samt dens mindre brødre omkring Ground Zero, har endnu ikke en eneste lejer.

"Hvilket firma ville vælge at leje sig ind der, når der er så mange andre steder," skriver Bernstein og peger på risikoen for både turister og terrorister, som kommer i vejen for virksomhederne.

Men ikke for FN. Bernstein foreslår eksempelvis, at sikkerheden omkring det nuværende hovedkvarter er tvivlsom med 42nd Street, ramper til FDR Drive og lige ud til floden. I det nye Ground Zero vil sikkerheden være som en ring af jern og teknologi.

Bernstein siger det måske ikke, men vi aner pointen: Hvis ikke FN vil lege med i jagten på terrorister og fejlinformerede irakere, så kan de i det mindste trække i lokkeande-kostumet. Og flytte hen hvor ingen andre vil bo, 50 etager over Ground Zero i en bygning ved navn Freedom Tower.

Held og lykke med at sælge den til Kofi.

Pop-forfatter og geograf Paco Underhill lægger i sin kronik endnu mindre skjul på, hvor han mener, diplomaterne burde flytte hen. Til forskel fra baseball-holdet Yankees og investeringsbanken Goldman Sachs, der ifølge Underhill er indbegrebet af New York, er FN stadig et fremmedelement i byen og koster den og amerikanerne penge, ærgrelse og parkeringspladser. Så flyt istedet FN til - Jerusalem. Underhill, som bor i New York, henviser igen til den symbolske gestus ved flytningen og foreslår, at FN samtidig tager byen under administration og bringer den ud af sin triste fortid. Og Israel, som vogter pletter af ørkensand med tanks, vil sikkert hellere end gerne overgive familiejuvelen til deres trofaste støtter i FN.

Held og lykke med at sælge den til Israel.

New Yorkerne og deres kronik-skribenter kunne lige så godt sige det ligeud, når de spørger, hvor FN skal flytte hen: Flyt ad H... til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her