Det var næppe et tilfælde, at udkastet til den hidtil hemmeligholdte amerikansk-britiske FN-resolution blev lækket tirsdag aften netop som Hans Blix kunne erklære i Wien, at hans FN-kommission var nået til enighed med Iraks regering om de betingelser, hvorunder våbeninspektørerne kan vende tilbage. George W. Bush og Tony Blair kunne ikke lide, hvad de hørte fra Wien og skyndte sig at offentliggøre deres modtræk. Kampen om verdensopinionens gunst kører nu i højeste gear.
Endnu engang synes Saddam Hussein i en elegant diplomatisk manøvre at have overhalet sine modstandere og i hvert fald på papiret givet konkrete indrømmelser. Den irakiske hersker har pludselig fået travlt med at droppe sin kompromisløse modstand over for nye FN-inspektioner. Nu synes der næsten ingen grænser for styrets samarbejdsvilje. Irakerne har f.eks. opgivet kravet om, at FNs sanktioner skal ophæves, inden inspektørerne fortsætter, hvor de slap i efteråret 1998. Pludselig er de villige til at udstede visa til amerikanske våbeninspektører. Førhen skulle chefinspektøren på forhånd underrette en minister om en planlagt inspektion af, hvad Bagdad-regeringen kalder følsomme områder og Irak har hidtil forbeholdt sig retten til at definere følsom. Nu vil våbeneksperterne få fri adgang uden varsel.
Men det batter ikke. Den irakiske regering har så ofte i fortiden brudt sine løfter, at ingen af de permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet kan have tillid til Saddams ord. Som generaldirektør Muhammad el-Baradei i Det Internationale Atomagentur bemærkede præcist og lakonisk i Wien: »Nu skal det hele afprøves«. Den tur har verden været igennem umindelige gange før, og erfaringerne er mildest talt nedtrykkende. Det er indlysende, at Saddams venden-rundtpå-en-tallerken ene og alene er dikteret af hans ønske om at trække tiden ud. En eventuel britisk-amerikansk invasion af Irak skal beordres allerede i november for at kunne starte i januar og blive afviklet inden marts næste år, hvor heden sætter ind og det bliver umuligt at operere med amerikansk højteknologisk krigsudstyr. Set fra det irakiske styres synspunkt er en forhaling den eneste farbare vej, hvis det skal overleve. Så den taktik er forståelig og forudsigelig.
Men i sidste instans vil Saddam Husseins taktiske manøvrer ikke hindre en krig. Kun en ny FN-resolution med kød på kan spænde ben for krigshøgenes planer. Derfor er udkastet, som USA og Storbritannien har omdelt til Frankrig, Rusland og Kina og oversat inde i på side 5 i dagens avis værd at tage i eftersyn. I går kaldte viceministerpræsident Tariq Aziz under et besøg i Tyrkiet teksten for uacceptabel. I en officiel regeringsudtalelse fra Bagdad hed det, at »krigstrommerne ikke vil tvinge Irak til at opgive sin suverænitet og rettigheder tilstået af FNs charter og relevante FN-resolutioner«. En gennemlæsning af resolutionsudkastet afslører imidlertid, at langt størsteparten af kravene til Irak hører under kategorien fri og uhindret adgang, som Saddam-styret jo selv er gået med til.
Det er naturligvis problematisk for Iraks regering, at inspektørerne vil være bemyndiget til at bringe våbenforskere og deres familie ud af landet og interviewe dem under frie forhold.
Risikoen er, at FN skaffer sig en guldgrube af oplysninger om Iraks udvikling af masseødelæggelsesvåben. Det vil også være ydmygende for landets regering at skulle lade FN-styrker og i sidste instans amerikanske soldater beskytte inspektører under deres arbejde eller at acceptere, at hverken fly eller biler kan bevæge sig i områder nær en inspektion.
Men års erfaringer med Iraks undvigelsesmanøvrer tilsiger, at en verificering af regeringens erklæring om sine arsenaler kun kan blive effektiv, hvis inspektionerne bliver understøttet af så strenge foranstaltninger. Hvis det irakiske Baath-regime nærer ønske om at overleve, vil det gøre klogt i at indrette sig efter disse krav. Sikkerhedsrådet vil nemlig efter alt at dømme blåstemple denne del af resolutionsteksten.
Derimod er det højst tvivlsomt, at Frankrig, Rusland og Kina vil udstede en blankochek til USA og Storbritannien, når det gælder håndhævelsen af den foreslåede FN-resolution. I teksten står der, at en »falsk oplysning eller en udeladelse« i en erklæring om sit våbenarsenal som Irak forventes at indgive til Sikkerhedsrådet eller »manglende samarbejdsvilje« vil blive betragtet som et »alvorligt brud«.
Enhver medlemsstat (læs USA og Storbritannien) er i princippet berettiget til at tolke, hvad et »alvorligt brud« er og har bemyndigelse til at bruge »alle nødvendige midler til at genoprette fred i området«. Det svarer til at overføre al magt i Sikkerhedsrådet til to af de fem permanente medlemmer et uacceptabelt forslag, som giver USA grønt lys til at starte en krig på et meget tyndt grundlag.
Det er højst sandsynligt, at amerikanerne og briterne må gå på kompromis og acceptere at lade Sikkerhedsrådet bedømme, hvad der udgør et »alvorligt brud« på resolutionen. Kun på det tidspunkt bør Sikkerhedsrådet tage stilling til, om der skal anvendes militære midler til at håndhæve international lov.
Det vil ikke hue høgene i Washington, men en sådan fremgangsmåde spiller bolden over på Saddam halvdel. Det er nu op til ham at demonstrere samarbejdsvilje. I modsat fald... Det giver stadig ingen fuld garanti for, at en FN-inspektion vil blive effektiv under opstrammede betingelser. Man kan blot konstatere, at de mulige konsekvenser af en 99 procent skudsikker verificering af Iraks våbenudvikling ville være langt at foretrække fremfor en krig med alle dens uoverskuelige følger for verdensfreden.
