Læsetid: 3 min.

Direktør og konsulent: Efteruddannelse og kursus er penge ud af vinduet

Flere kurser gør blot medarbejdere og chefer frustrerede, mener direktør Allan Holmgren. Han har efteruddannet medarbejdere og ledere i 17 år og kalder det 'kejserens nye klæder'. FTF afviser kritikken
Det boomer med alle mulige konsulentfirmaer som holder kurser i systematisk ledelse og anderkendende ledelse - meget af det, er kejserens nye klæder, siger Allan Holmgren, der er stifter af Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation

Det boomer med alle mulige konsulentfirmaer som holder kurser i systematisk ledelse og anderkendende ledelse - meget af det, er kejserens nye klæder, siger Allan Holmgren, der er stifter af Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation

4. juli 2007

Det er millioner af kroner lige lukt i kloakken. Sådan lyder den kontante udmelding fra Allan Holmgren, der som stifter af DISPUK - Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning & Konsultation - har 17 års erfaring i efteruddannelse af ledere og medarbejdere.

Mens regeringen og fagforeningerne er nået til enighed om at poste endog mange millioner kroner i efteruddannelse af de offentligt ansatte, advarer Allan Holmgren mod at tro, at det skaber andet end et personligt åndehul - og det er den positive udlægning. For ofte vender medarbejderne tilbage til gamle rutiner og fyldte skriveborde.

"Jeg har meget lidt tiltro til, at det hjælper. Almindelige medarbejdere får et bedre overblik over deres arbejdsplads, men det gør dem blot frustrerede, fordi de ikke kan bruge det, de lærer, når de vender tilbage og tingene kører i fuldt tempo," siger direktøren, der ligeledes er adjungeret professor i coaching og ledelse ved Copenhagen Business School.

Allan Holmgren mener, at den megen tale om efter-videreuddannelse er med til at skabe en illusion om, at både jobbet og serviceringen af borgerne bliver bedre.

"Det er et mantra, der er med til at forhekse folk. Pludselig er det blevet in, at uddannelse er godt. Ja, måske, men bliver folk klogere? Det er et knæfald for en modernistisk lineær tænkning," siger han og tilføjer: "Det er med til at holde en kursusindustri i gang, som er fuldstændig vanvittig. Det boomer med alle mulige konsulentfirmaer, som holder kurser i systematisk ledelse og anerkendende ledelse - meget af det, er kejserens nye klæder."

Hellere weekendophold

For manden, der selv lever af denne industri, oplever, at hans kursister bliver både frustrerede og ensomme, når de efter tre dage ude af huset vender tilbage til arbejdspladsen, hvor folk ryster på hovedet af dem og håber, at 'deres nye indfald går over'.

Hvis man skal udvikle en arbejdsplads, skal det ske i samarbejde mellem medarbejder og ledere, lyder opfordringen fra Holmgren, der foreslår at give ressourcer til at lade en hel afdeling med direktion uddanne sig sammen, frem for at sende enkelte medarbejdere af sted. Og argumentet om, at efteruddannelse er et personalegode, som er med til at fastholde folk på arbejdspladsen, giver han intet for.

"Så kan man lige så godt sende folk på et weekendophold med familien," siger Holmgren.

Hos FTF, der i weekenden indgik en aftale med regeringen om at afsætte yderligere 800 millioner kroner til blandt andet efteruddannelse af de offentligt ansatte, afviser udviklingschef Andy Andresen kritikken fra Allan Holmgren. Udviklingschefen påpeger, at den samlede trepartsaftale, der beløber sig til 1,8 milliarder kroner, især har fokus på fagspecifik efteruddannelse til eksempelvis kræftsygeplejersker samt diplomuddannelser til lederne.

"Det gør lederen i stand til at tilrettelægge arbejdsprocesser og at udnytte medarbejdernes kompetencer langt bedre," siger han.

Ensomhed og frustration

Når der er afsat 200 mio. kr. til fagspecifikke kurser, drejer det sig ifølge Andy Andresen om længerevarende forløb, der skal sikre et reelt kompetenceløft.

"Det er ikke tre dages halleluja-kursus. Så i forhold til vores aftale giver kritikken af efteruddannelse ingen mening," siger han.

Men ifølge Allan Holmgren er forudsætningen for en succesfuld efteruddannelse, at ledelsen er villig til at skabe ikke bare forandring men forvandling på arbejdspladsen. Og her nytter det ikke at tro, at det sker ved at sende lederen på kursus.

"Det er med til at skabe frustration, stress og ensomhed, når man sender folk alene på kursus. Det er med til at øge individualiseringen, som lægger et stort pres på medarbejderne. Vi har jo lige set, at læger, som er godt uddannet, men står alene med ansvaret, har høj risiko for selvmord. Man skal iværksætte noget på arbejdspladsen, hvor hele afdelingen er med,"siger han og foreslår at bruge pengene på at rive et par dage ud af kalenderen, så medarbejdere og ledelse får tid til at tale med hinanden.

"Det handler om at få bedre koordinering på arbejdspladsen - lidt floskelagtigt kan man sige, at folk skal føle, at de bliver set, hørt og forstået," siger han og opsummerer:

"Det eneste, man lærer af at gå på kursus, er at gå på kursus."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu