Vi ved fra Francois Bacon at 'viden er magt' og vi ved fra Michel Foucault at 'viljen til viden' er den egentlige drivkraft i magten. Og Gilles Deleuze påpeger at vi er på vej ind i kontrolsamfundet og væk fra traditionel styring. Set i det lys er det vil ikke så mærkeligt at de danske universiteter står i den situation de gør? Det kan jo ikke undre at liberalister der hylder magt gennem bureaukratisering vil udøve kontrollen over viden? Denne videnskontrol handler ikke om disciplineringen af intellektuelle, men mere disciplimeringen af bureaukratiet, socialarbejderen, pædagogen og social-klienten. Ved vi ikke hvad vores rettigheder er, har vi ikke viden om politiske overgreb, har vi ikke viden om hvordan der kan tænkes alternativt om et givet emne, så har vi heller ikke modstands-potentialer. Den kendte geograf Saskia Sassen har fået en hobby, siger hun, og det er at tælle hvor mange rettigheder vi som folk og individer mister hver dag. Det er ifølge Sassen ikke små mængder.
Det vi mister er som regel ikke umiddelbart synligt, og derfor er det så vigtigt at disciplinere og kontrollere viden og kritiske diskurser. Vi har imidlertid efterhånden så mange analyser af disse udviklingstendenser, og når magtfuldkommenhed er liberalismens mål i sig selv, kan det ikke komme bag på nogen at videns-friheden og demokratiske rettigheder kommer i fare. Viden er ekstra farlig i kontrol og disciplineringssamfundet, og derfor ser vi i dag en anti-oplysningsstrategi, dvs. en undertrykkelse af Kant's oplysningsimperativ: 'Hav mod til at bruge din egen forstand'. Den bureaukratiske liberalisme er dødræd for effekten af Kant's tese om a 'oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed'.
Vores tid er kontrolsamfundets og pligt-etikkens tid, ikke kritikken eller oplysningens. Tag nu Helge Sander som et eksempel på dette. For Sander handler sammenlægningen af universiteter og højere læreranstalter ikke om synergieffekter, indhold eller videnspolitiske strategier. Sander er ikke til filosofi eller store vidensstrategiske tanker, og han har selv sagt i interviews at ikke er særlig kulturel. Han er administrator.
Undertrykkelse af kritisk viden
Det er derfor sammenlægningen handler om tal - 6 - og at skabe en politisk loyal videns-administration til at disciplinere vidensproduktionen i samfundet. Et ånds-liberalt styre søger kritik og nytænkning, et administrativt-liberalt styre søger underordning og tilpasningsdygtighed. Som Foucault siger er liberalismen som styringsform orienteret mod 'selv-regulering' og forudsigelighed gennem orden.
Vi må dog ikke i dagens situation glemme at politikere altid ønsker at styre viden. Socialdemokraterne har også sit at svare på ift sektorforskningen. Har vi egentlig nogensinde haft et ånds-liberalt styre i Danmark?
I dag er også pligt-etikken vigtig. Ikke i form af at man skal yde efter evne og nyde efter behov, men i den forstand at pligter går forud for rettigheder. I pligt-etikken er det ikke vigtig hvad du selv tænker, det vigtige er du gør det du får administrativ order om. Den norske filosof Hjørdis Nerheim argumenterede for at Kant's pligt-etik netop kunne give svaret på, hvorfor nazistiske ledere var forundret over at blive straffet for deres forbrydelser. De var jo ikke 'onde', de udførte bare en politisk order, der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved. Det er det ekstrem-bureaukratiseringen betyder, og derfor er det der sker i samfundet af juridisk-bureaukratisk disciplinering langt vigtigere end det der kommer til overfladen i form af f.eks. Sanders perfide angreb på Tim Knudsen. Derfor er Bertel Haarders besøg på Danmarks Pædagogiske Universitet langt vigtigere end Sanders ageren. Haarder er langt vigtigere for den bureaukratisk og pligt-etiske videnspolitik end Sander og har været det siden 1970'erne. Se bare på det nye 'råd' for de pædagogiske uddannelser. De bureaukratisk-liberale der vil kontrolsamfundet ved at viden og viljen til viden handler om magt, og derfor vil de undertrykke den viden, der ikke står i deres tjeneste.
Danmark har ikke i nyere tid - om nogensinde været en kultur-nation i betydningen af at forsvare kritisk nytænkning og kulturel-filosofisk dannelse. Tag til Tyskland, Spanien eller Sverige og få et indtryk af dette. I Tyskland og Spanien finder du knapt en bog på et andet sprog, men du finder alle de vigtige filosofiske, sociologiske, teleologiske og humanistiske værker og positioner - selv de marginelle - oversat. Selv Sverige har en filosofisk oversættelsesomfang der er monumental ift Danmark. Hvor er Socialdemokratiet, radikales og SF i forsvaret for kulturel dannelse og denne udgivelsespolitik? Ligegyldige.
Den politiske disciplinering af viden har længe været kendt i sektorforskningen og derfor har universiteterne en mulig ny alliancepartner i sektorforskningens kritisk masse. Er det for sent at udvikle et kritisk netværk der vil præge den offentlige debat med en seriøs diskurs der ikke tillader de bureaukratisk liberale at undertrykke den uden at være åbenlys ytringsfrihedskrænkende? Kunne vi ikke få et netværk til at sætte en standard for en seriøs debat? Er der f.eks. ikke nogen der har historisk indsigt til at genfortælle den tyske 'Berufsverbot-historie'? Lad os historisere situationen uden at forfalde til historisme. Lad os forsvare oplysningens idé.
