Læsetid: 5 min.

Hvis der er et diskotek i Himlen...

... har det George Michael i heavy rotation på grammofonerne. For få formår at få dansemusik til at lyde på en gang så fysisk pågående og alligevel så labert melodisk himmelstræbende. Hvilket han beviste i lørdag
13. november 2006

Jeg mødte ikke synderlig velforberedt op til George Michaels koncert i Parken. Jeg kan således ikke huske, hvornår jeg sidst har spillet en af hans plader og jeg har ejheller fulgt med i, hvordan og hvorledes han har teet sig på det sidste. Altså, hvorvidt han er blevet arresteret for det ene eller det andet - hvilket er med til at gøre ham mere menneskelig end mange superstjerner - eller på anden måde har pådraget sig menneskehedens opmærksomhed. Men en ven, der havde oplevet showet i Barcelona, havde annonceret, at det kunne jeg roligt glæde mig til.

Jeg mødte op med en klar forventning om en god - måske uforglemmelig! - oplevelse i den udsøgt dansante popmusiks tegn. Og at jeg ville få at høre en række af hamrende gode sange, han har stået fadder til, siden han som medlem af duoen Wham! i de tidlige 80'ere slog et slag for velproduceret vellyd og i processen skabte kødannelser foran alverdens solarier; det er jo snart 25 år siden, han og makkeren Andrew Ridgeley bragede igennem med den uimodståelige "Young Guns (Go For It)". Ja, dengang var der boybands til!

Folkefest i Parken

Og på ingen led blev jeg skuffet. Lyden var fra første nummer bare perfekt - ingen selvfølge i Parken - hovedpersonen aimabel, udadvendt og hårrejsende, nærmest urimeligt velsyngende, den imposante tredimensionelle scenografi tog fuldstændig vejret fra én, og det medbragte band, inklusive seks forrygende korsangere, både swingede (med masser af de der benhårde basfrekvenser, der rammer lige durk i mellemgulvet) og lossede mås, så jeg gentagne gange bare måtte op af stolen og ryste min popo, det bedste jeg har lært.

Der var folkefest i Parken. For pokker, det er det største diskotek jeg nogensinde har besøgt ,og der var rigelig valuta for pengene (selv om det er bladet, der betaler) i en atmosfære af løssluppen og næstekærlig overgivenhed, hvor de brede smil stod i kø for at komme til. Det er ikke altid lykken at give folk det, de forventer, men her blev det modtaget med kyshånd, ikke mindst fordi kunstneren selv så åbenlyst nød hvert et sekund. Og samtidig demonstreredes både bredden og dybden i et sangkatalog, der for længst har transcenderet døgnfluens korte herskerperiode, og hvor i blandt flere bidrag uafladeligt halser op og gør krav på klassikerstatus.

Subtilt og iørefaldende

Dét sagt kunne jeg snildt have lavet en bedre sætliste end den - i øvrigt vidtfavnende og afvekslende - som kunstneren selv diskede op med. Så var der dog blevet en overvægt af de suveræne ballader, Michael så ubesværet ryster ud af pufærmet. Og så havde vi ikke fået helt så meget brug for danseskoene som tilfældet var. Og det skal heller ikke skjule det faktum, at der blev disket op med en flot blanding af det fysisk animerende materiale, som Michael som få formår at give melodiøs substans og så de storladne, patosfyldte og elegant sammenskruede powerballader, han med beundringsværdig ynde står fadder til.

En sang som "Jesus To A Child" - som han gav, så englene hulkede - er både harmonisk vildt avanceret og direkte tilgængelig. Den peger i hele sit væsen direkte tilbage til sangskrivningsesser som Cole Porter, George Gerhswin og Richard Rodgers frem for rock-epokens hæderskronede navne. Måske lige med undtagelse af en Burt Bacharach er det svært at komme i tanke om mange populærautorer fra nyere tid, der kan placere noget så på en gang subtilt og iørefaldende på hitlisterne.

For ikke at tale om hyperballader som "Praying For Time", "Father Figure" og den stolt flydende, bossa-inspirerede "Amazing", der kan gøre en rimelig sur anmelder glad for både job og liv. Men højdepunktet i den afdeling var dog fortolkningen af Ewan MacColls udødelige "First Time Ever I Saw Your Face", hvis titel alene borger for den poetiske fortættethed, der med rette har gjort denne inderlige hymne til det afgørende møde med den eneste ene til en miniklassiker.

Under himlens hvælv

Samt ikke mindst den dybt seriøse og ditto følte refleksion over tabet af en nærstående "You Have Been Loved" (fra karrierens foreløbigt mest helstøbte udladning, mesterværket Older fra 1996), én af popmusikkens nobleste og mest gribende dødssange fucking ever. Dér måtte Deres udsendte lige ned og sidde, mens han lod musikken do the talking. Et perfekt ægteskab mellem tekst og melodi, afsunget med behersket, men troværdig patos af én, der kender tabet indefra.

Hatten af for Michaels mod på at bryde poppens konventioner og snærende begrænsninger - og for hans evne til at løfte sine sange op under himmelbuens hvælv med en gudestemme, der matcher det inspirerede materiale, takt for takt og tone for tone.

Så tilgav vi gerne momentan tomgang i sange som "Star People", "An Easier Affair" og "I'm Your Man"(ikke Cohen-sangen af samme titel!), for når den så fik hele armen, som f.eks. i den smittende "Shoot The Dog" forvandledes vi alle til dansesmølfer. Det blev ikke dårligere af den ledsagende tegnefilm med Bush og Blair som hovedpersoner. Uforlignelig var således scenen, hvor tegneseriens Bush kildede Blair, mens ordene "Good Puppy" flashede henover det imponerende backdrop.

Bange for at støde folks følelser er Michael sgu ikke, og politisk lægger han ikke skjul på sin foragt for tidens højredrejede regimer i den angelsaksiske verden, hvad den oppustelige figur af en engelsk bulldog, der giver Uncle Sam et blowjob, yderligere demonsterede i pausen. Hæ hæ.

Den tidligere Georgios Panayiotou er i sandhed en andengenerationer, der har sat sit mærke på verden på egne betingelser. Og så var vi ved at hulke af taknemmelighed over, at han som ekstranummer gav den glødende utroskabs-sang, "Careless Whisper" - én af denne verdens tre bedste 'cheating ballads' (de to andre er Billy Pauls "Me & Mrs. Jones" og Rihannas "Unfaithful", hvis De vil vide det).

Der lukkedes og slukkedes med "Freedom '90" og så kunne vi ellers begive os opløftede ud i menneskehavet med fornemmelsen af mission accomplished! Stor aften, mine damer og herrer!

George Michael m/ band, Parken, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu