Læsetid: 3 min.

Diskrimination i krise

3. juli 2003

DA DEN NYE lovgivning om udlændingepolitikken for et år og et par dage siden trådte i kraft, indskrev det danske samfund sig som et af de mest diskriminerende i Europa. Grænserne skulle lukkes så tæt, som muligt. Herboende udlændinge, der ikke ville lade sig assimilere, skulle sendes ud af landet. Og de, der blev tilbage, skulle igennem en række krav og trusler tvinges til at opføre sig, som var de efterkommere af Holger Danske. Som optakt til denne lovgivning var det lykkedes fortalerne at skabe et indtryk af, at mange – om ikke de fleste – indvandrere og flygtninge betjente sig af ikke blot arrangerede, men direkte dikterede ægteskaber.
Da regeringspartierne og Dansk Folkeparti nåede til enighed om disse stramninger, skabte de et dilemma for Socialdemokraterne. På den ene side gik disse nye bestemmelser langt videre end det, partiet havde lagt navn til igennem næsten 10 år som regeringsbærende. På den anden side herskede der helt op i den øverste partiledelse en formodning om, at det stemmetab, der havde reduceret Socialdemokraterne til kun at være det næststørste parti, i væsentlig grad kan tilskrives manglen på en klar udlændingepolitik.

MEN EN sådan politik skaber man ikke fra den ene dag til den næste – især ikke i et parti, hvor meningerne er så delte, at de er direkte antagonistiske. Derfor var der megen pragmatisk fornuft i tilslutningen til den første pakke i regeringens udlændingepolitik. I kraft af støtten til denne stramning sikrede Socialdemokraterne sig ikke blot et pusterum i forhold til en del lokalpolitikere og ganske mange vælgere. Det erobrede også et troværdigt udgangspunkt for forhandlinger om ændringer i lovgivningen.
Det er lige præcis den mulighed, der nu er blevet luftet af den socialdemokratiske ordfører på området, Anne-Marie Meldgaard. På hende og flere andre partifæller inden for den kreds, der har ivret for stramninger i udlændigepolitikken, har det gjort indtryk, at de love, de selv har været med til at bære igennem Folketinget, nu forhindrer ganske almindelige danskere i at tage deres ægtefælle med til hjemlandet, hvis det samlede antal år, de har tilbragt udenlands, overstiger det åremål, som den danske del af parret har opholdt sig i Danmark.

DET ER DEN regel, der går under betegnelsen »tilknytningskravet«. Den blev indført for at ramme herboende mennesker med familiemæssig rod i Mellemøsten. Men det danske samfund hviler på princippet om, at alle er lige for loven. Derfor blev tilknytningskravet introduceret som en såkaldt neutral og ikke-diskriminerende målestok.
Problemet er blot, at et større antal statsborgere, der i enhver henseende lever op til kravene om at være blege i huden, tale flydende dansk og befinde sig fjernt fra enhver tilknytning til islam, nu er blevet afskåret fra at bosætte sig i deres hjemland, hvis de vil have deres ægtefælle med.
Hvad gør en politiker med en omstillingsparathed, der svarer til nutidens krav, i en sådan situation? Hun siger, at loven må laves om. Og hun påstår, at de problemer, der nu er kommet i fokus, ganske blev overset, da hendes parti stemte for loven. Ingen kan udelukke, at Anne-Marie Meldgaard overså både det ene og det andet, da Socialdemokraterne besluttede at støtte den gældende udlændingelov. Men hun kan ikke med nogen berettigelse påstå, at advarslerne ikke allerede dengang blev formuleret åbent og direkte.
Den konstatering skal dog ikke stå i vejen for en lykønskning til den selv samme ordfører, hvis hun virkelig kan få fjernet en af de mest diskriminerende bestemmelser i udlændingeloven. Men det vil uden tvivl blive svært. Den ansvarlige minister på området, Bertel Haarder, har forsøgt at afbøde de værste konsekvenser igennem bilaterale aftaler med nogle af de lande, vi bedst kan lide – f.eks. USA og Canada – hvad der kun yderligere har bekræftet de diskriminerende motiver bag den gældende lov. Og Pia Kjærsgaard har meget åbent sat ord på hensigten med denne diskrimination. Hun mener ikke, at de lempelser, Socialdemokraterne stiller krav om, kan gennemføres uden »igen at åbne en ladeport for nye familiesammenføringer fra Mellemøsten«.
Men stiller hun og hendes parti sig på bagbenene i denne sag, giver de samtidig regeringen en interessant åbning. Det kunne jo tænkes, at den i fremtiden hellere vil lave udlændingepolitik med Socialdemokraterne end med Dansk Folkeparti.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her