Læsetid: 3 min.

Diskvalificeret

28. marts 1998

"Historien om Rødstrømpebevægelsen i Danmark er der, især som kvinde, grund til at være stolt over. Det skjuler Drude Dahlerup ikke. Bare det ikke er derfor, hendes afhandling er blevet afvist som disputats. Fordi den i nogens øjne er videnskab med lidt for åbenlys lidenskab. I så fald : stakkels lille universitet."
Jens Andersen
i Berlingske Tidendes anmeldelse
af Drude Dahlerups bog "Rødstrømperne 1-2"
DE KONKRETE GRUNDE til, at bedømmelselsesudvalget ved Statsvidenskabeligt Institut på Aarhus Universitet med den kvindelige formand, professor Lise Togeby, har afvist Drude Dahlerups storværk om Rødstrømpebevægelsen som doktordisputats er ukendte. Og kan altså ikke kommenteres. Kun udvalgets medlemmer og Drude Dahlerup selv har læst udtalelsen. Men sagen forekommer umiddelbart så traditionalistisk, at den bør føre til selvransagelse i universitetssystemet som helhed. Hvis det da ikke vil identificeres med konservering fremfor udvikling.
Alt tyder på, at bedømmelsesudvalget, som det i 1986 skete for en anden kvindelig forsker, Tania Ørum, har fundet Drude Dahlerups afhandling - positivt fortolket - for videnskabeligt eksperimenterende. Læs: Ikke god nok. Ikke opfyldende genrens formelle krav om bl.a. at bringe "videnskaben et væsentligt skridt videre i forhold til det tidligere bedømte." For både Ørums afhandling om kvindelige engelske forfattere, Pamelas Døtre, og Dahlerups rødstrømpeværk gælder, at de bevidst er udadvendt skrevet med sigte på en læserkreds, der er bredere end den akademiske verdens. De pågældende forskeres antiautoritære holdning fornægter sig heller ikke, når de arbejder. Det skal de ikke klandres for her, tværtimod. Det giver imidlertid disputatsskriveren et problem, hvis det er samfundets blå stempel, han/hun har ambitioner om at opnå. I de konkrete tilfælde universitetssystemets praktiske og ærefulde redskab, professortitlen.
I Drude Dahlerups tilfælde tyder noget desuden på, at bedømmelsesudvalget har haft det svært med hendes position som tidlige aktiv i den bevægelse, hun forsker i. Måske skal man helst ikke have personligt kendskab til det stof, man bedriver videnskab over?
En i sig selv besynderlig slutning.

MED TIL AT stille eksperimenterende doktorander i en udsat position er også den omstændighed, at der ikke anvendes fælles retningslinier i de forskellige fags doktor-bedømmende udvalg. Tania Ørums afhandling faldt bl.a. på en manglende gennemgang af sekundær litteratur, en "forsømmelse," andre doktorander er sluppet afsted med. Havde Drude Dahlerup indgivet sin "imponerende" - for nu at citere dette blads anmelder, Bente Hansen - afhandling under faget historie, var udfaldet muligvis blevet et andet. Hvad det i hvert fald stensikkert var blevet, hvis sagen skulle have været afgjort af gårsdagens ikke ukritiske, men dog konsekvent begejstrede panel af (akademisk uddannede) boganmeldere: Ingen af disse anmeldere "begriber" afvisningen.
Foruden det forestående professorat i Stockholm, som Dahlerup er indstillet til som nr. ét på bemærkelsesværdigt nok den samme rødstrømpeafhandling, kan hun nu trøste sig med, at alle store tænkere - uden sammenligning iøvrigt - har været i konflikt med ærværdige akademiske institutioner. Ingen gennembrudsteorier er nogensinde blevet skabt indenfor universiteternes ramme. Det kan både Platon, Darwin og Marx snakke med om, hvis det ikke lige var, fordi de er døde.

LIGE SÅ ærgerligt det er for Drude Dahlerup ikke at have fået sin bog anerkendt som doktorafhandling, lige så kreperligt er det for alle sande antiautoritære, at hun ikke har valgt at gå planken ud. Selvom hendes afhandling skulle være blevet afvist af et enigt bedømmelsesudvalg, eksisterer muligheden for at gennemføre en klageprocedure. Ifølge reglerne kunne hun have fastholdt ønsket om at få bedømt sin disputats og have overladt afgørelsen til sit fakultetsråd. Her kunne et flertal supplere bedømmelsesudvalget med et yderligere antal medlemmer. Så kunne Dahlerup have fået en ny bedømmelse og først i tilfælde af endnu en enstemmig afvisning, havde hun været tvunget til at give op. I stedet er hun sejlet ud af havnen som provokatør, men har hevet sejlene ned ved første skud hagl. For dernæst at drive mod den svenske kyst. Noget tyder på en vis tvetydighed i Drude Dahlerup selv. Eller naivitet. For naturligvis må man vide, at når man leger med de hemmelige logeformer og risikerer sig selv, som rigtige feminister og andre antiautoritære gør, så regner det ikke nødvendigvis med kys fra systemets værnere .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu