Læsetid: 3 min.

Dit dumme svin

17. januar 2001

DET BEGYNDTE med, at han sad fast i en bilkø, i timevis forekom det ham. Derefter gik det op for ham, at prisen på nationaldrikken cola var blevet uforskammet høj, og at det regelrette personale på en burgerrestaurant nægtede at sælge ham en morgenmadsmenu, fordi klokken var et sølle minut over det tidsrum, hvor morgenmadsmenuer var annonceret til salg.
Så var det, at han blev hamrende sur, denne nydelige middelstandsamerikaner i Michael Douglas’ foruroligende skikkelse fra Joel Schumachers film Falling Down (1993), og han drog gennem Los Angeles, mens han smadrede løs til højre og venstre med køller, pumpguns og en enkelt raketkaster.
Herhjemme i smørhullet måbede vi og morede os dengang over galskaben derovre. Men nu ser det ud til, at vi er ved at indhente filmen, hvis man ellers skal tro en ny opgørelse fra Frederiksberg Politi, og hvorfor skulle man dog ikke det.
Den udøvende myndighed beretter, at tilfældene af road rage – vold blandt trafikanter – i det lille københavnske område på et år er fordoblet. Frederiksberg Politi har i 2000 behandlet 15 sager af arten, og har man blot en enkelt gang sat benene i den småsøvnige bydel, vil man vide, at der her næppe færdes ekstraordinært aggressive borgere, hvorfor tendensen til vejvanvid på landsplan nok ikke bør undervurderes.

DET TYPISKE frederiksbergske offer er ifølge den stedlige vicekriminalinspektør en kvindelig bilist, der gør det bedste, hun har lært, for at overholde hastighedsgrænserne og færdselsbestemmelserne i øvrigt. En mandlig bilist, der kører bag denne nærmest tvangsmæssigt lovlydige trafikant, bliver så ophidset over tidsspildet, at han ved rødt lys river døren op på kvindens bil, hvorefter han smækker det langsommelige drys – dame eller ej – et par på lampen. Ahh, det lettede. Det lykkes ham tilmed, da lyset skifter til grønt, at komme tilbage til sin bil tidsnok til at nå over krydset.
Hvad er vi ude i? Det er åbenlyst, at visse mænd oplever deres bil og den til enhver tid foranliggende offentlige vej som deres personlige frirum, der skal forsvares om nødvendigt med uddelinger af blodtude og det, der er værre – hvis nogen er tilstrækkeligt bløde trafikanter eller bløde i bolden til at krænke det.
Men er det tilfældigt, at man i disse år tillige kan opleve raserianfald bag i supermarkedskøen, når et nokkefår af en pensionist en stresset lørdagseftermiddag får hele den geskæftige købsakt til at bryde sammen, fordi vedkommende ikke fjerner sine varer hurtigt nok fra kasseslusen? Eller at politistationerne landet over er ved at drukne i henvendelser om nabostridigheder, som ikke sjældent udkæmpes med mere probate midler end ukvemsord?

DANSKERNE er med sikkerhed ved at vokse fra bedsteforældregenerationens til tider underdanige forhold til regler, myndigheder ... og tålmodig køkultur. Overjeget – den strengt kontrollerende og selvstraffende del af psyken, som Sigmund Freud for 100 år siden kunne skrive tykke bøger om – er ikke, hvad det har været. Og langt hen ad vejen til lykke med det!
Så meget mere har det moderne menneske brug for evnen til social hensyntagen og fornemmelse for fællesskab. Men det synes, som om disse værdier er bukket under for dagens individualisme, hvor ’jeg og så mig selv’ blandt for eksempel middelstandens midaldrende kommer først på jobbet, derhjemme og i det politiske og bilende liv: Væk med fartgrænserne og skatten, lad egenlykkens smed komme til for fri og fuld udblæsning.
Her skal der imidlertid ikke lyde et ondt ord om aggression, drivkraften for mange fornuftige oprør og megen menneskelig skaben. Det er blot skønne spildte kræfter at bruge aggressionen til at køre råddent og forulempe fredelige medborgere. Eller støtte nypolitikere, der sælger skattesænkninger som sæbepulver.
Tænk, om blot en smule af al den aggressive energi, der lægges for dagen på gader og stræder, kunne omdannes til modstand mod typer som spekulanter,
miljøsvin og spindoktorer. I stedet for at smække en knytnæve i fjæset på en frederiksbergfrue, der bare ikke kan gøre for, at hun – set med speedometerets ene olmt glødende øje – i den grad er født i forrige århundrede og ikke har vænnet sig til at have mere end en enkelt hestekraft under bagen.

ieb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu