Læsetid: 4 min.

Djævlen ligger i detaljen

8. juni 2007

SOM MAN SIGER i angelsaksisk fraseologi: Djævlen ligger gemt i detaljerne. I sluterklæringen om G8-gruppens vækst og ansvar i verdensøkonomien fra gårsdagens topmøde i Heiligendamm skal man virkelig kende al baggrundsstøjen for at værdsætte betydningen af de formuleringer, som ordsmedene - også kaldt sherpa'er - har haft til hensigt at signalere ud til omverden fra det yndige tyske kursted på Østersøkysten.

Det er svært at bestride, at de otte regerings- og statschefer har taget to betydelige skridt i retning af at skabe betingelserne for en efterfølger til Kyoto-protokollen. For det første forpligtede præsident George W. Bush sig til en forhandlingsproces i FN-regi, skønt USA's betingelse fortsat er, at de to store udviklingsøkonomier Indien og Kina - der vil tegne sig for en stigende andel af den globale CO2-udledning - skal være med og dele byrden med industrilandene.

HER HAR DEN AMERIKANSKE præsident utvivlsomt bøjet sig for pres fra Angela Merkel, Tony Blair og Nicolas Sarkozy. I det klimaudspil, Bush overraskende fremlagde i sidste uge, inviterede han 15 industrilande og store udviklingslande (der lige nu er ansvarlige for 80 pct. af udslippet af drivhusgasser) til forhandlinger i USA, hvor man skal blive enige om at opstille globale mål for nedskæring af CO2-udledningen i 2050.

Men de fastsatte mål ville kun være noget, de 15 nationer skulle "efterstræbe", hvilket blev tolket vidt og bredt som frivillige tiltag. Denne mistanke blev yderligere bekræftet af Bushs forslag om, at 15-gruppen på mellemlangt sigt (altså tidsrammen 2020-30) ville få lov at sætte deres egne reduktionsmål og selv skulle rumstere med at finde de mest effektive nationale midler - altså kvoteordninger for CO2-handel, vedvarende energi, alternative energikilder, energibesparelser og afgifter eller et miks.

Af slutkommunikéets kapitel om klimændringer og udtalelser i går fra sikkerhedsrådgiver Stephen Hadley fremgår det imidlertid, at Bushs initiativ - hvis det bliver til noget - skal ses som et supplement til FN-sporet. Det har ikke til hensigt at splitte G8 og EU.

Næste FN-topmøde vil finde sted på Bali, Indonesien, og Kyoto-protokollens arvtager skal efter planen vedtages på et topmøde i København i 2009. På det tidspunkt er Bush forsvundet fra Det Hvide Hus. Så hvad han forpligtede sig til i går er, at USA i det næste halvandet år - næsten helt frem til Københavner-mødet - agter at køre parløb med alle andre. Færdig med freelance-løbet. Det fra en præsident, som trak USA's underskrift på Kyoto-protokollen tilbage i 2001. Ikke dårligt!

DET ANDET BETYDNINGSFULDE skridt skal findes i følgende formulering i teksten: "Vi vil alvorligt overveje de beslutninger, som den Europæiske Union, Canada og Japan har taget, som inkluderer mindst en halvering af udledningen inden 2050. Vi forpligter os til at realisere disse mål, og vi indbyder de store udviklingsøkonomier til at tilslutte sig dette forehavende."

Disse to sætninger dækker over USA's og Ruslands uvilje mod at forpligte sig på nuværende tidspunkt til de seks andre G8-landes krav inden topmødet om at vedtage et mål på 50 pct. reduktion af den globale CO2 udledning i 2050 med 1990 som basisår. Kun et så drastisk tiltag vil ifølge FN's klimapanel kunne holde den globale opvarmning fra industri-alderens begyndelse og frem til midten af dette århundrede under to grader Celsius. Ved første øjekast ligner det lidt af en diplomatisk triumf, at Merkel og Blair har fået Bush til at forpligte sig til dette mål, under forudsætning af at Kina, Indien og andre udviklingslande også siger ja. Men en vigtig detalje er udeladt i teksten. Basisåret 1990 (som kommer fra Kyoto-protokollen) er forsvundet. Det skyldes, at USA og - Canada iøvrigt - ønsker at tage udgangspunkt i 2007, hvilket ville kuldkaste bestræbelserne på at begrænse opvarmningen til to grader.

FASTSÆTTELSEN AF BASISÅRET er altså en af flere ukendte faktorer. Andre variable bliver: Vil Kina og Indien forpligte sig til nedskæring af deres CO2-udslip i en Kyoto II? Vil USA i 2007-08 vedtage et nationalt klimaprogram, der ligesom EU's nedbringer udledningen 20 pct. i 2020 og erstatter 20 pct. af energiforsyningen med alternative energikilder? Sligt initiativ vil ikke alene demonstrere god vilje fra USA. Det vil også kunne overbevise Kina og Indien om at tage et ansvar og gå konstruktivt ind i Kyoto-processen. En tredje ukendt faktor er, hvorvidt USA vil insistere på en grad af frivillighed i opfyldelsen af en ny klimatraktats mål.

Ja, det er skuffende, at Bush ikke ville bakke op om Merkels målsætning for 2050, men ikke spor overraskende. Hvis præsidenten havde sagt ja, ville det have givet de næste FN-klimatopmøder et vældigt skub fremad. Men han har taget et skridt i den rigtige retning. Det skyldes ikke så meget Bushs personlige omvendelse, som det skyldes et meningsskifte i den amerikanske befolkning. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu