Læsetid: 7 min.

Djøf'erne kommer - også i teatret

Den nye direktør for det endnu ukendte Teater X, som skal afløse Aveny-T og Rialto, fortæller om sine visioner. Hun er inspireret af britisk teaters vilje til at tage samfundsspørgsmål ind på scenen, og hun indrømmer blankt, at hun er djøf'er - og tilmed glad for det
18. oktober 2006

Ved udnævnelsen af de fire nye teaterchefer under Københavns teater blev der i dansk presse varslet DJØF'isering af dansk teaterliv. Michael Christiansen havde dannet fortrop på Det Kongelige Teater, men fra sidste mandag var det sikkert: Dansk teater er i gang med at undergå samme kranke skæbne som både det danske sygehusvæsen og DR-

Da jeg imidlertid er den eneste DJØF'er i det nyudnævnte selskab, må jeg konstatere at være personificering af den værste af alle skæbner, man kan påkalde teatret: En DJØF'er. Jeg kan ikke løbe fra det. Jeg blev medlem af DJØF i 1996, da jeg overgik fra studentersamfundsforeningen til at blive medlem af det 'rigtige' forbund. Den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg tilhører gruppen af wannabe-DJØF'er, da jeg kommer fra de samfundsvidenskabelige fag. Jeg kan dertil oplyse, at jeg er RUC'er, hvilket sætter mig helt ud på et DJØF-mæssigt sidespor i forhold til jurister, polit'ter og lignende hard core-administratorer. Hvis det ellers skulle være en forsonende omstændighed-

Jeg blev medlem af DJØF tre år efter, at jeg fik mit første professionelle job i teaterbranchen. Det skete efter en lang kærlighedsaffære til scenen på amatørplan. Affæren blev alvorlig i 1984, da den lokale ungdomsskoles dramahold fik tag i mig og efterfølgende i årevis optog 6-10 timer om ugen, mere end det dobbelte, når der blev spillet forestillinger. Vi gik op i det med liv og sjæl og turnerede land og rige rundt. Jeg overvejede selvfølgelig kraftigt at blive skuespiller og kom derfor i praktik på det gamle Tsarens Hof i 1983, mens de stadig boede oppe under taget på Caféteatret. Senere blev de til FÅR302, og det var dem, der gav mig min første ansættelse som projektleder, daglig leder, produktionsleder, pressechef, fundraiser plus det løse, mens jeg passede mine studier på RUC.

I 1984 blev jeg på kulturelt dannelsestogt af min far blandt andet introduceret til Peter Brooks' Carmen på Østre Gasværk, og min søster (der blev familiens skuespiller) tog mig med til grænseoverskridende performancekunst under 80'ernes Fools Festivaler, på gader og stræder og i duebelortede B&W-haller, mens de stadig stod. Det var i 80'erne, jeg var midt i mine teenageår og meget letpåvirkelig!

Jeg startede på 'Fårene' i 93. Det var bl.a. sammen med Katrine Wiedemann, Sidse Babett, Christian Friedländer, der endnu ikke var færdig på designskolen. I baren hang den just debuterede forfatter Jokum Rohde ud efter aftenens forestilling. Vi var helt sikkert meget unge, men vi havde en meget god fornemmelse af, at teater var noget, vi skabte sammen, uanset vores forskellige faglige udgangspunkt. Rollefordelingen var klar, vi var fælles om teateroplevelsen og om at elske vores arbejde.

Teatret tog ansvar

Jeg forlod aldrig teatret siden, men gjorde sideløbende mine studier færdige. Kæmpede en brav kamp på RUC for at teatret var den rette case for et speciale i offentlig driftsøkonomi. Det var 90'erne - jeg tror ikke det vil være så svært i dag. Jeg researchede og deltidsstuderede i Lon-don og fordrev aftenerne med ekstremt britisk dramatik på Royal Court Upstairs, frydedes over moderne koreografi på de allerbageste rækker på Sadlers Wells og forundredes til performance nætter med The Wire på ukendte steder i storbyen. Jeg så, hvordan den britiske scenekunst gav mening for et klassesamfund, som slet ikke var repræsenteret i den danske dramatik. Og hvilken status teatret havde, hvilket ansvar scenekunsten blev pålagt - og tog - for multikulturel integration, lokal forankring, uddannelse, handikappede, o.s.v. uden at der blev gået på kunstnerisk kompromis-

Jeg kom hjem og gik i 1997 i gang på Kaleidoskop. Det var en læreproces af de store, hvor jeg fik kontakt til det kæmpe netværk af scenekunstnere, som søger om mulighed for at skabe scenekunst, og den noget mindre kreds, der så faktisk får lov. Jeg har ret godt indblik i de mange ideer, der ikke får lov til at blive til noget, og hvordan det går med dem, der gør. Jeg har i 10 år deltaget i talløse samtaler med scenekunstnere om deres unikke ide, og hvordan den bliver til et teaterprojekt. Jeg har strammet, støttet og været sparringspartner. Jeg har fulgt den enkelte kunstners udvikling eller mangel på samme. Jeg har arbejdet med de store, hvor Wilson må siges at tage prisen - også i ego.

Men jeg er stadig DJØF'er. Og som sådan kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi gør det godt nok. Får det enkelte projekt den opbakning, det skal have? Bliver den enkelte kunstner udfordret nok? Lærer vi nok af vores fejl? Og af vores succeser? Og: Når vi langt nok ud med vores forestillinger? Udfylder teatret i dag den position i samfundet som medborgernes platform for holdningsdannelse? Påvirker teatret samfundet?

Benspænd og vingesus

Teater X er udsprunget af disse og mange flere spørgsmål, og så er bolden spillet op ad en fra centralt hold defineret ramme. Teater X er ikke udelukkende født som mit soloprojekt, men er resultatet af lange samtaler med en række mennesker, som arbejder med teater, og som er eks-tremt ambitiøse på deres fags vegne. Noget af det, der blev talt meget om i disse samtaler, var det faktum, at scenekunsten er en vigtig, men for tiden fatalt overset styrke i samfundet. Teatret kan og skal bruges som en platform, hvorfra der udvikles og udtrykkes nye ideer i samfun-det. Scenekunsten skal fortolke vores hverdag og berøre vores tanker og følelser. Uanset om vi vil det eller ej, har teatret ansvar for at bidrage til, at man som medborger kan forholde sig til og udtrykke sig i samfundet.

Derved kan teatret gøre en forskel. Vi skal styrke teatrets kunstneriske mission, så den kan vise vejen frem for de mange mennesker, der skal gestalte og formidle scenekunsten for et publikum, der ligeledes skal gestalte deres eget individuelle og kollektive liv - deres individuelle, kulturelle og demokratiske dannelse. Sådan.

Teater X skal blande sig respektløst og overskridende i virkeligheden - og påvirke den! Det kommer vi kun til, hvis den kunstneriske frihed og galskab får både plads, rammer og modspil. Teater X skal være arnested for kunstnerisk revolution og galskab. Den kunstneriske proces skal fristilles fra det politiske og ledelsesmæssige niveau, og gives udfordringer og ben-spænd, der provokerer til nye tiltag og tanker. Vi skal leve af den proces, der ikke kan kontrolleres, men som skal fødes, udfordres og næres. Der skal stilles krav om kunstneriske missioner, der kan styrke det kunstneriske vingesus i dansk teater.

Håndplukket kurator

Teater X skal dyrke og vise diversiteten i moderne scenekunst. På den lange bane skal Teater X kunne rumme æstetisk, visuelt teater, politisk teater, poetisk teater, teater for børn og teater for voksne. Teater X skal bruge et dynamisk netværk af scenekunstnere i ind- og udland. Vi skal se nye tendenser i scenekunsten og invitere de respektive bannerførere til at lægge en del af deres udvikling i Teater X. De forskellige spor skal mødes og brydes og finde nye udtryks- og fortælleformer. Men først og fremmest skal det være modig scenekunst.

Som da jeg startede i branchen, tror jeg stadig på, at den scenekunstneriske succes er forankret i et kollektiv. Oftest hierarkisk ordnet, det er så praktisk. Et teaters succes kan i lige så høj grad skyldes en gudsbenådet dramaturg som den pågældende teaterchef eller producent for den sags skyld. Samtidig skal teatret udnytte den kunstneriske genialitet, der rummes i det enkelte kunstneriske individ. Men en kunstnerisk vision trives ikke altid bedst i en åremålsansættelse.

Teater X bryder med traditionen og påtvinger teatret kunstnerisk diversitet og fornyelse, ved at den kunstneriske visions indhold for en to-årig periode defineres af en håndplukket kunstnerisk kurator. Kuratoren skal først og fremmest have en stærk kunstnerisk mission, og mod til at stille både mission, virke og netværk til rådighed for teatret. Kuratoren skal være beredt på at yde sit ypperste. Vi skal skubbes helt hen til den kunstneriske kant - i professionelle rammer. Vi giver ni bud til kuratoren. De skal sikre at der tænkes generøst, at mission bliver udbredt, at udviklingsprojekter bliver igangsat og nye samarbejder bliver afprøvet.

Så jo, jeg er DJØF'er, og det bliver jeg nok ved med at være. For det er en fin fagforening, som bl.a. opdaterer på det nyeste indenfor motivation, ledelse, konfliktløsning o.s.v., hvis man skulle have den slags interesser. Men jeg er først og fremmest teatermenneske. Derfor formule-rede jeg en vision for Teater X, som jeg er så privilegeret at få lov til at udvikle og præsentere. Sammen med kompetente mennesker, som både er udøvende kunstnere, akademikere og teknikere, men som alle har teater i blodet og noget på hjerte!

Kronikken i morgen: MIt liv som grantræ af Jon Stephensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her