Læsetid: 4 min.

Den dobbelte Brecht

10. februar 1998

Anno 1998 er et nærmest overrendt tysk jubilæumsår. For 50 år siden fandt den vesttyske valutareform sted, der indledte det såkaldte Wirtschaftswunder. For 60 år smadrede Krystalnatten tilværelsen for de tyske jøder, der var tilbage i landet. For 80 år siden fandt en relativt lille revolution sted, der dog afskaffede det tyske kejserdømme og lagde op til Weimar-republikken, der var så demokratisk, at den banede vej for Hitler.
Sådan kan man blive ved, helt tilbage til 1848, da den borgerlige revolution blev deklareret, for at ende i Bismarcks imperialisme.
Og så var der lige det, at samme år offentliggjorde d'herrer Marx og Engels deres Kommunistiske manifest.
Midt i denne suppedas af aktion og reaktion dukker så en 100-års fødselsdag op: Bertolt Brechts. Og hvad skal man så stille op med ham i dag, den gamle stykkeskriver, der undsagde nazismen, og hyldede stalinismen og skrev en masse dengang hurtigt klassiske skuespil, som han - efter de ikke spor nye beretninger - fik sine talrige elskerinder til at samle stof til, dvs. at det er blevet mere end antydet, at han bollede sig til en del af sin storhed.

Det sidste har i de senere år domineret interessen for Brecht, medens hans stykker stadig bliver spillet rundt omkring på jordkloden, men i meget meget mindre omfang end i 60'erne og 70'erne. Der er mange grunde til, at Brecht ikke er det navn mere, han var engang. Historiens og teaterhistoriens gang går jo videre. Men er Brecht af den grund blevet en støvet klassiker?
Det er han nok hvad angår hans teaterteorier, der i lange baner er en fis i en hornlygte. Brecht forsøgte at hamle op med selve Aristoteles, fordi han aldrig rigtigt fik læst ham.
Brechts teorier er forfjamskede. Men når man skærer lidt væk af dem, har han taget meget af den fims, der inden ham lå omkring teaterforestillinger.
Han afmystificerede teaterscenen og gjorde forestillingerne nøgterne, som det nærmest blev skåret ud i krystal, i den gennemførte Biedermeier-sal, der udgjorde det Theater am Schiffbauerdamm, som DDR-myndighederne stillede ham til rådighed i 1954.
Brechts hovedidé på de skrå scener var at gøre tænkning til en nydelse - dét at publikum fik noget at tænke over, på en kulinarisk måde.
Dét levede Brecht op til, hvad enten han kaldte sine teorier V-effekt eller Det episke teater. Men som det sker engang imellem, og nok ikke så sjældent, så ligger det spændende hos Brecht i det skæringspunkt, hvor han bryder sine egne ideer om det didaktiske. Og det belærende var hans erklærede hovedpunkt.

Heldigvis gik han i praksis ikke så lidt på tværs af sine egne intentioner, for nøjere beset handler alle hans store skuespil om balancegangen mellem det gode og det onde, og derved: hvor langt kan samvittigheden bære?
I nogle skuespil er personerne så ihærdige og derved afstumpede, at spørgsmålet slet ikke stiller sig for dem selv (Mutter Courage og Puntila). Hos Galilei er det reflekteret. I Den kaukasiske kridtcirkel kaster dommeren fulstændigt illegalt omkring sig med retfærdige domme, og i Brechts måske bedste skuespil, Det gode menneske fra Sezuan, drages konklusionen: At for at klare sig i denne verden, må man være et dobbeltmenneske, fordi mennesket består af gode og dårlige sider, og for at kunne klare det, må mennesket simpelthen være spaltet.
Her ligger nok hovedgrunden til, at Lenin-pristageren Brecht faktisk blev spillet meget lidt i den sovjetisk dominerede østblok. Hvor klart hans budskab end kunne synes, lurede noget underneden. Som ikke passede særligt godt ind i den tids og den hemisfæres ideologi.

Spaltetheden og dobbeltheden var også Brechts egen. Det gælder hans privatliv (og lad det forblive privat), og ellers nok mest originalt og smukkest udtrykt i hans lyrik.
Hans skuespil kan i deres ofte kantet- og firkantethed bruges i lang tid fremover, hvis man har øje for deres nærmest karnevalistiske substans (som Giorgio Strehler i Milano, Jurij Ljubimov i Moskva og Sturua i Tbilisi har spillet på. Hvad der desuden må anses som sikkert og vist, er, at Brecht kommer til at overleve som lyriker (også uden musik), og dét som en af de store. Det gælder ikke mindst hans kærlighedsdigte, der er grumt smukke, i deres kombination af besyngelse af stor skønhed, høje idealer og en naturlyrik, hvor tingene går i forrådnelse.
Dermed skal ikke så meget som antydes, at man skal glemme dramatikeren Brecht. Han og hans skuespil stod deres kamp mod nazismen og alskens uretfærdighed. I dette forløb lavede personen Brecht beundringsværdige snurrenstreger - men han lod sig også misbruge af den mest doktrinære kommunisme.
Også dette var den evig snu Brecht klar over. Han sørgede i sit liv og i sin produktion hele tiden for at have en masse ræveudgange, og et af hans bedste digte slutter med ordene: 'Tænk på os med overbærenhed.'
Det kan affærdiges som en from bøn, men Brecht og hans produktion stiller os stadig en masse spørgsmål. Ikke så belærende, som de blev formuleret i sin tid, men alligevel med deres samtidige indhold fuld af saft og kraft.chr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her