Læsetid: 4 min.

De dobbelte mænd

Martin Scorsese er tilbage i storbyens mean streets i sin seneste film, gangsterdramaet 'The Departed' - og det er bestemt ikke dårligt
10. november 2006

"Jeg vil ikke være et produkt af mine omgivelser. Jeg vil have, at mine omgivelser skal være et produkt af mig."

Således kridtes banen op af gangsterbossen Frank Costello (Jack Nicholson som Jack Nicholson) i første scene af Martin Scorseses nye film, The Departed. Costello er en voldspsykopat af irsk afstamning, der styrer det klassedelte Bostons underverden med hård hånd. Og således kommer han til at få stor indflydelse på de to hovedpersoner i filmen, Colin Sullivan (Matt Damon) og Billy Costigan (Leonardo DiCaprio), der ligesom de fleste andre mennesker i Boston også har irske aner.

Hvor Colin er opvokset på gaden og allerede tidligt blev 'adopteret' af Costello, har Billy delt sin tid mellem sin arbejderfar og moren, der var ud af velhavende familie. Begge søger de ind til politiet, og hvor Colin snart er på vej mod toppen - som Costellos muldvarp i systemet - lader Billy sig hyre af politichefen Queenan (Martin Sheen) til at arbejde undercover i Costellos organisation.

De to unge mænds liv og skæbner spejler hinanden - de er hele tiden i fare for at blive afsløret - og det giver Scorsese mulighed for, som i mange af sine øvrige film, på både underholdende og intens facon at beskæftige sig med katolikkens medfødte skyld, dobbelte identiteter, løgn og sandhed, loyalitet og forræderi og gangsterens på én gang forførende og frastødende tilværelse.

Mordere og psykopater

The Departed er baseret på en temmelig original og tempofyldt Hong Kong-film, Infernal Affairs - der dog også skylder Scorsese en hel del - hvor en teknologisk legen katten efter musen var den komplekse handlings dramatiske motor. Scorsese kopierer mange elementer fra originalen - scener, dialog, den udbredte brug af mobiltelefoner - men hans ærinde er et lidt andet i en film, der varer 50 minutter længere og går dybere i sin skildring af de konsekvenser, menneskelige og personlige, det har for DiCaprios ellers retskafne Billy Costigan at leve som gangster og omgås massemordere og psykopater.

Det er en af DiCaprios bedste præstationer siden supersvindleren i Steven Spielbergs Catch Me If You Can, og der har sneget sig en smerte og en ældre mands erfaringer ind i den snart 32-årige skuespillers ellers meget ungdommeligt udseende ansigt. Billy lever på kanten og er hele tiden bevidst om, forklarer han psykologen Madolyn (Vera Farmiga) - som har et forhold til Colin, og som Billy forelsker sig i - at han er i livsfare.

Hvor Billy er ved at bryde sammen under presset - fordi han hele tiden må lyve for sig selv og for andre - er det nemmere for Damons Colin Sullivan at opretholde en facade. Hans foresatte stoler så meget på ham, at han sættes til at efterforske sig selv - dvs. til at finde den muldvarp, som Costello har inden for politiet - samtidig med, at Costello vil have ham til at finde stikkeren, Costigan, blandt sine mest betroede mænd. Men Colin, der altid har drømt om penge og respektabilitet, bliver forført af sin succes og hurtige forfremmelser, og i takt med at han får stablet et almindeligt liv på benene, får han også mindre og mindre lyst til at vende tilbage til Costello.

Damon spiller den glatte og i bund og grund usympatiske og opportunistiske Sullivan som en variation over sin egen Tom Ripley fra Anthony Minghellas The Talented Mr. Ripley. Man fornemmer, at der ikke er meget, Colin ikke vil gøre for at beskytte sit nye liv, samtidig med at Costello, der ikke er meget andet end en begavet bølle, holder ham fast i fortiden.

Centrale biroller

Scorsese og hans manuskriptforfatter, William Monahan, kunne have omplantet historien til instruktørens eget Brooklyn, hvor man som ung har valget mellem at blive gangster eller præst. Men Monaghan er født og opvokset i Boston, hvor valget står mellem gangster eller politimand - præsterne bryder man sig ikke om. I Costellos øjne er de alle pæderaster.

Monahan har stor indsigt i byens turbulente historie og de vanskelige forhold, som mange af irerne i lange perioder har levet under, siden de ankom til byen for 100-200 år siden. Costello er racist - han kan ikke fordrage de sorte eller italienere - og det er interessant at se hans racisme i lyset af, at han selv er søn af indvandrere, der ikke fik noget forærende, men måtte skabe sine egne chancer.

Dialogen er noget af det bedste ved The Departed - en titel, der refererer til alle de mennesker, som er døde omkring Costello, Costigan og Sullivan, både fjender, venner og familie. Monahan har en fin sans for mundrette, rappe replikker og for den måde, som irerne hele tiden stikker til hinanden, uden at det behøver betyde noget. Det er blot deres omgangsform.

Især Mark Wahlbergs underholdende Dignam, den noget mildere og mere alfaderlige Queenans højre hånd, har det med at svine folk til, både for at provokere dem og prøve dem af: Er de gjort af det rette stof? Og Wahlberg er blot én af en lang række virkelig gode skuespillere i centrale biroller. Nævnes bør også Alec Baldwin, der er dejligt ustabil som Colins chef, Ellerby, og Ray Winstone, der ulmer som Costellos number 1., Mr. French.

Indimellem går handlingen i stå, andre gange overdriver Scorsese sit i forvejen alt andet end afdæmpede udtryk - det samme gør Jack Nicholson - og man må konstatere, at The Departed er ikke nogen ny GoodFellas eller Casino. Men efter periodestykkerne Gangs of New York og The Aviator, er det rart at se Scorsese vende tilbage til vor tid med et menneskeligt engagerende og elementært spændende drama, der tilmed er energisk fotograferet (af Michael Ballhaus), dynamisk klippet (af Thelma Schoonmaker) og fuld af stemningsskabende musik (fra Howard Shores score til Rolling Stones).

* The Departed. Instruktion: Martin Scorsese. Manuskript: William Monahan. Amerikansk (CinemaxX, Empire, Falkoner og Imperial i København og en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu