Læsetid: 4 min.

Jeg vil ikke dø for din ret...

Vi bliver nødt til at sætte en politisk grænse for ytringsfriheden
12. august 2005

Med Voltaires "Jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem" kan man vel næppe finde en mere præcis beskrivelse af de dybereliggende intentioner bag Informations nye fredagsdebatter med den ikke helt forventningsforladte titel "The Fab Four".

Men det skamridte Voltaire-citat kunne jo også være indgangsbønnen til at se nærmere på, om det altid er værd at sætte livet på spil for andres ret til at sige lige nøjagtig, hvad der passer dem.

Om vi med Bertel Haarders ord altid skal lade alt 'flyde igennem tolerancens åbne ladeport.' Eller om der mon kunne være tilfælde, hvor 'jeg under ingen omstændigheder kunne finde på at sætte mit liv på spil for din ret til meninger og tværtimod vil kæmpe en sej kamp for at forhindre, du kommer til orde.'

Ikke forstået som sindelagskontrol á la 1984 eller DDR, hvor alle holder øje med, hvad alle tænker og taler om hjemme i dagligstuen. Naturligvis ikke!

Men jeg er nået til den erkendelse, at der hvor enkeltpersoner eller organisationer går fra holdninger til opfordringer til handling i form af selvtægt, bør det politiske system - også mere aktivt end i dag - reagere og handle. Alt sammen i en erkendelse af, at friheden til at ytre sig ikke svæver i intetheden. Friheden er uløseligt forbundet med andres ret til et liv i frihed og tryghed.

Bekæmp selvtægt

I to aktuelle tilfælde bør det politiske system begrænse ytringsfriheden som minimum i form af en reduktion af de pågældendes mulighed for at benytte offentlige platforme for deres agitation (jeg skal vende tilbage til hvordan).

Jeg tænker naturligvis på den ekstreme muslimske organisation Hizb ut-Tahrir. Og især dennes talsmand Fadi Abdullatif, som har truet den jødiske befolkning og oven i købet fået dom for en overtrædelse af racismeparagraffen på grund af en opfordring til drab på jøder.

Og jeg tænker på Kaj Vilhelmsen, som i lokalradioen Radio Holger den 21. juli i år gav denne opskrift på at komme terroren til livs: "Enten at fordrive alle fremmede muhamedanere fra Vesteuropa, så de ikke kan komme til at lægge bomber. Eller at udrydde de fanatiske muhamedanere. Det vil sige at slå en betydelig del af de muhamedanske indvandrere ihjel."

Den slags opfordringer til selvtægt skal bekæmpes. Vi bør handle, når Hizb ut-Tahrir og Radio Holger overskrider grænsen mellem holdning og opfordring til handling. Når Fadi Abbdullatif og Kaj Vilhelmsen ikke 'nøjes' med at udtrykke deres ubehag ved at skulle dele kontinent med henholdsvis jøder og muslimer, men direkte opfordrer til selvtægt - til drab - så må bægret være fuldt for et vestligt demokrati.

Jeg glæder mig naturligvis over, at politiet endnu engang har rejst sigtelse imod Fadi Abdullatif. Denne gang for at have truet regeringen. Og samtidig sigtet Kaj Vilhelmsen for en overtrædelse af racismeparagraffen. Jeg håber, de begge bliver dømt.

I tilfældet Fadi Abdullatif viser historien imidlertid, at han og hans kumpaner trods domfældelse med blåstempling og velsignelse fra det politiske system har kunnet fortsætte deres udgydelser og konstant bevæget sig på - og over - grænsen mellem holdninger og opfordringer til handlinger - i form af selvtægt. Han og hans organisation fortsætter med andre ord bestræbelsen på at slå kløft mellem befolkningsgrupper i Danmark. Med politisk accept forstås. Anderledes kan det ikke tolkes, for ellers havde demokratiet vel sat hælene i.

Lad mig give et eksempel: Igennem en årrække har jeg i Borgerrepræsentationen kæmpet for, at Hizb ut-Tahrir ikke skulle bruge de kommunale kultur- og medborgerhuse som platform for deres trusler, kvindefornedrende livssyn og i øvrigt aparte forhold til offentlighed omkring deres møder. Men uden held.

Demokratiets varmestue

Et politisk flertal har kæmpet Fadi Abdullatif og Hizb ut-Tahrirs kamp for retten til at opfordre til selvtægt i skatteyderfinansierede kultur- og medborgerhuse i København. Og så i øvrigt set temmelig stort på den utryghed, den situation har skabt i andre befolkningsgrupper.

Om henholdsvis Radio Holger og Hizb ut-Tahrir skal forbydes ved lov, er naturligvis ikke en hel enkelt sag. Men jeg finder det påkrævet, at demokratiet som minimum fjerner blåstemplingen af de pågældendes organisationer og deres bagmænd.

Jeg vil væk med den blødsødenhed og det misforståede lighedsmageri, der ligger i at invitere Abdullatif, Vilhelmsen og deres ligemænd indenfor i demokratiets varmestue og på det nærmeste bede dem opfordre til selvtægt. I de konkrete tilfælde ved at fjerne den politiske anerkendelse, der ligger i at udstede sendetilladelser til Radio Holger og i tilfældet Hizb ut-Tahrir ved at formene dem adgang til fra offentlig ejendom at udgyde deres vederstyggeligheder.

Jeg er nået til den erkendelse, at det politiske system via aktiv handling skal reagere og handle i forhold til disse ekstremister, som konstant udfordrer grænserne for, hvordan vi skal leve med hinanden i et vestligt demokrati:

Lad os sætte en politisk grænse for ytringsfriheden lige præcis der, hvor holdninger bliver til handlinger i form af opfordringer til selvtægt. Og lad - om ekstremisterne vil og tør - domstolene afgøre, om det politiske system skal acceptere opfordringer til selvtægt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu