Læsetid: 2 min.

At dø i stilhed

Krisen i Darfur er udartet til et regionalt mareridt med fire mio. fordrevne, akut mangel på vand og føde og sandsynlige udbrud af epidemier. Nødhjælpsgrupperne rykker ud frem for at rykke ind, fordi der ingen sikkerhed er. Sikkerhedsrådet vil indsætte en FN-styrke på grænsen, men kun de blåøjede tror, at det vil ske snart. Sandheden er, at så længe diplomatiet ikke magter at få de stridende grupper til forhandlingsbordet, kan vi kun tilbyde lappeløsninger for de humanitære konsekvenser, agere indigneret og råbe højt. Magtesløshed er vist ordet
16. februar 2007

OVENNÆVNTE er titlen på journalisten Malene Haakanssons nye bog (som udkommer på Informations forlag). Budskabet er umisforståeligt: Verden har glemt de 2-3 millioner internt fordrevne civile i Darfur, som siden en væbnet konflikt i den sudanesiske region brød ud, har boet i interimistiske lejre på et område så stort som Frankrig.

Men med al respekt er det jo ikke rigtigt. Ofrene for den arabiske milits Janjaweeds etniske udrensningskampagne i 2003-04 døde ganske vist i stilhed, thi det gik først op for de internationale medier på et meget sent tidspunkt, hvad der var i gære i Darfur. Men belært af den skæbnesvangre passivitet under folkemordet i Rwanda tog FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan bladet fra munden tidligt i foråret 2004 og advarede verden om, at et nyt folkemord muligvis var under opsejling. Siden har internationale hjælpeorganisationer, herunder den som Håkansson har arbejdet for, lagt et imponerende arbejde for dagen med at bygge og drive store flygtningelejre under farlige og vanskelige forhold i Darfur.

I de seneste tre år - og specielt i 2006 - har mediernes, FN's og regionale organisationers opmærksomhed været mere fokuseret på den ulykkelige situation i Darfur end på nogen anden humanitær krise. Nogle ville sige: På bekostning af krisen i f.eks. DDRCongo. Faktum er, at de civile darfurianere og internt fordrevne flygtninge, der dør hver dag, ikke dør i stilhed. De dør lige foran vores vidt åbne øjne. Det er den skandaløse sandhed.

PROBLEMET ER, at vi tilskuere ikke er i besiddelse af et effektivt instrument til at stoppe tabet af menneskeliv. De seneste års intense arbejde med at skabe en nødvendig våbenhvile og indgå fredsaftale mellem Sudans centralregering og oprørsgrupperne i Darfur - der kunne bane vej for indsættelsen af en stor nok fredsbevarende styrke (et fælles AU-FN projekt) - er gang på gang slået fejl, fordi ingen af siderne kan mønstre den politiske vilje. Kritikere indvender, at FN da bare kan indsætte veludrustede soldater og selv skabe den skikkerhed, der er forudsætning for de internt fordrevnes hjemsendelse til deres nedbrændte landsbyer. Men hvilken udenlandsk stat ønsker at sende soldater ind mellem de stridende parter i Darfur? Hvis man alligevel gjorde det, ville styrken skulle bestå af mindst 100.000 soldater for at opnå fuld kontrol med territoriet.

Nu har den humanitære krise forudsigeligt spredt sig til det østlige Tchad, hvor Janjaweed og dens arabiske militsfæller angriber lokale og darfurianske flygtninge og den franskstøttede regering, som svarer igen med at støtte oprørsgrupperne i Darfur.

.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her